Annonce

Podning i gabende mund

Tema: Coronavirus

FOA: Husk at anmelde coronasmitte som arbejdsskade


De ansatte, der til dagligt er tættest på coronapatienter, lever med stor risiko for selv at blive smittet. Derfor opfordrer FOA nu til, at de anmelder sygdommen som en arbejdsskade, hvis de selv bliver ramt af den nye virus.

Annonce

FOA anbefaler ud fra ’et forsigtigheds-princip’ at anmelde coronasmitte på jobbet som arbejdsskade. Så har man mulighed for erstatning, hvis sygdommen giver efterfølgende skader. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Hvis du arbejder med patienter, der er ramt af coronavirus, og du selv bliver smittet, skal du ikke tøve med at anmelde det som en mulig arbejdsskade.

Det er budskabet i den opfordring, som FOA og en række andre fagforbund nu stiler til de medlemmer, der er allertættest på sygdommen.

”Vi ønsker ikke at piske en stemning op. Men det er vigtigt, at vi giver de pågældende den tryghed, der ligger i, at de kan anmelde corona som en arbejdsskade og derigennem få en eventuel erstatning. Det er kun rimeligt,” siger Mona Striib til de sosu-ansatte, portører, rengøringsfolk og andre FOA-medlemmer – herunder også elever – der er en del af ’højrisikogruppen’.

Læs også: Ny vejledning: Sådan skal I lege, spise og gøre rent i dagtilbud 

Der er endnu ingen, der ved, om corona kan udvikle sig til alvorlige følgesygdomme og varige mén hos dem, der bliver hårdt ramt af den nye virus. Og det er netop derfor, at blandt andre FOA anbefaler at anmelde mulig arbejdsrelateret coronasmitte som en arbejdsskade.

”Man skal se det som et forsigtigheds-princip,” som Mona Striib udtrykker det.

Skal sandsynliggøre sammenhæng

Arbejdsmarkedets Erhvervsikring (AES) har oplyst, at man som udgangspunkt ikke anser corona som en arbejdsskade, fordi man lige så godt kan have pådraget sig smitten uden for jobbet. Nu noterer AES dog, at den betragtning nødvendigvis ikke gælder ’sundhedspersonale, der til dagligt er udsat for en særlig risiko i forbindelse med arbejdet’. De kan i givet fald få anerkendt smitten som en arbejdsskade.

Læs også: Simones mand er kronisk syg: Hun frygter at bringe coronasmitte hjem

Betingelsen er dog, at man rent faktisk har været smittet. Der er ikke nok, at man har haft symptomerne. Og derudover skal man kunne sandsynliggøre, at det er sket i forbindelse med arbejdet – eller at man i kraft af sit job tilhører den særlige risikogruppe.

Sådan anmelder du

Du kan selv anmelde et coronaangreb. Men det sikreste er, at du kontakter din tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant, som går videre med sagen til din arbejdsgiver.

I nogle tilfælde vil arbejdsgiveren eller en læge anmelde sygdommen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Læs også: Sosu i ældreplejen: Jeg føler mig ikke godt nok beskyttet

Under alle omstændigheder er det vigtigt at anmelde sagen så hurtigt som muligt – og så er det vigtigt, at hele forløbet omkring din sygdom og alle omstændigheder omkring dit arbejde i relation til coronapatienter er beskrevet særdeles grundigt i anmeldelsen.

Læs mere om anmeldelse på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside.

FOAs hjemmeside kan du også få svar om arbejdsskade og corona.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev