Seniorpension erstatter seniorførtidspension. Kravene er blevet lempet, og dermed får flere mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Ordningen vil i 2020 blive administreret af kommunerne. Fra 2021 overgår administrationen til en ny enhed i ATP.
Her kan du se, hvilke krav du skal opfylde for at komme i betragtning til seniorpension:
Langt arbejdsliv
Du har mindst 20-25 års beskæftigelse bag dig og har arbejdet fuldtid (27 timer om ugen eller mere). Deltid kan omregnes forholdsmæssigt til fuldtid.
Begrænset arbejdsevne
Din arbejdsevne er nedsat og begrænser sig til, at du højest kan arbejde 15 timer om ugen. Det svarer til 2 dages arbejde.
Tæt på folkepension
Du er så gammel, at der er 6 år eller mindre, til du kan få folkepension.
Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren
Seneste job
Arbejdsevnen vurderes med udgangspunkt i dit seneste job, som du skal have haft i mindst 12 måneder. Det gælder også, hvis du er i fleksjob.
Nuværende arbejdsevne
Det er alene din nuværende arbejdsevne, der skal vurderes. Andre beskæftigelsesrettede indsatser som for eksempel ressourceforløb eller arbejdsprøvning kommer ikke på tale.
Oplysninger om helbredet
Der skal foretages en individuel konkret vurdering primært på grundlag af helbredsmæssige oplysninger. Sociale forhold kan dog også have betydning.
Ydelse svarer til førtidspension
Som seniorpensionist får du i 2020 en ydelse på 19.092 kroner om måneden, hvis du er enlig, og cirka 16.229 kroner, hvis du er gift. Det svarer til de beløb, en førtidspensionist får.
Har du spørgsmål, kan du få hjælp af din FOA-afdeling.