Annonce

Tema: Coronavirus

FOA'er udviser samfundssind: Hundredvis tilbyder at arbejde ekstra


Landet over står sundhedsansatte i kø for at deltage i kampen mod corona. ‟Jeg er klar til at hjælpe, så meget jeg kan,” siger social- og sundhedsassistent Charlotte Fuglsang fra Haderslev.

Annonce

Social- og sundhedsassistent Charlotte Fuglsang er én af de hundredvis af FOA-medlemmer, der er klar til at arbejde ekstra den kommende tid. Privatfoto

Af Astrid Graugaard Ingemann
Journalist

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Siden statsminister Mette Frederiksen (S) for en uge siden lukkede Danmark, har FOA-medlemmer i hundredvis tilbudt at arbejde ekstra. Som deres bidrag til kampen mod corona-virus i en tid, hvor der forventes at komme et stigende pres på især sundhedsvæsenet. Det viser tal fra regionerne og FOAs afdelinger.

I regionerne har man oprettet såkaldte jobbanker, hvor sundhedspersonale kan melde sig, hvis de er interesseret i at arbejde ekstra. I alt har op mod 10.000 personer meldt sig under fanerne, og tal fra de enkelte regioner viser, at hundredvis af FOAs medlemmer er iblandt.

I kommunerne findes ikke egentlige jobbanker, men en rundringning til otte FOA-afdelinger viser, at villigheden til at stå ekstra til rådighed er stor. Det gælder blandt andet i Haderslev hjemmepleje, som har fået tilkendegivelser fra flere medarbejdere – blandt andre social- og sundhedsassistent Charlotte Fuglsang.

Læs også: Statsministeren til sundhedspersonale: Vi får meget brug for jer den kommende tid

Udviser samfundssind

“Jeg er klar til at hjælpe, så meget jeg kan. Om lidt bliver en masse borgere sendt hjem for at gøre plads på hospitalerne, og dem skal vi selvfølgelig tage os af. Men vi skal også passe på os selv,” siger Charlotte Fuglsang og tilføjer, at hun sparrer meget med sine kollegaer omkring at håndtere arbejdspresset.

 

I alle hjemmeplejens syv distrikter har der været tilkendegivelser fra medarbejderne om at stå ekstra til rådighed, fortæller fællestillidsrepræsentant Gyde Mortensen.

”Det er både medarbejdere, der tilbyder at annullere deres ferie eller komme ind på ekstravagter i weekenden. Alt sammen noget, der udstråler samfundssind, hvilket gør mig rigtig stolt og glad,” siger Gyde Mortensen.

Jobbankerne bugner


Også regionerne oplever en enorm interesse for at give den en ekstra skalle. De såkaldte jobbanker, hvor sundhedspersonale kan melde sig, hvis de er interesseret i at arbejde ekstra, har de seneste dage fået op mod 10.000 henvendelser fra sundhedspersonale, der melder sig under fanerne. Tal fra de enkelte regioner viser, at hundredvis af FOAs medlemmer er iblandt.

 

I Region Syddanmark var der tirsdag eftermiddag 891 tilmeldinger, og det antal var onsdag morgen steget til 1187. Ud af dem er 93 social- og sundhedsassistenter eller -hjælpere, mens 22 er social- og sundhedselever. Det fortæller HR-direktør Lene Borregaard.

“Antallet af personer, som melder sig, ændres hele tiden. Og det er da fantastisk, at der er så mange, der vil give en hånd med, hvis der bliver brug for det. Det kan man kun glæde sig over og sige kæmpe tak for,” siger hun.

129

Personer er nu indlagt på de danske sygehuse på grund af coronavirus. Af dem er 24 indlagt på intensiv, og 18 er i respirator.

Fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside 18. marts 2020.

Regioner: Ekstraarbejde aflønnes


I Region Hovedstaden har 271 social- og sundhedsassistenter tilmeldt sig jobbanken, mens der i Region Sjælland er 149 social- og sundhedsmedarbejdere samt elever, der ønsker at arbejde ekstra.

De bliver alle aflønnet ud fra gængse regler om blandt andet anciennitet, oplyser sektorformand Ann Søgaard fra FOA Vestsjælland. Det samme gør sig gældende i andre steder i landet blandt andet i Region Syddanmark.

“Folk melder sig af egen fri vilje, men det er jo ikke frivilligt arbejde, vi søger. Vi søger folk, der kan træde til som medarbejdere i en spidsbelastning, og det skal de selvfølgelig have løn for,” understreger HR-direktør Lene Borregaard.

Stolt sektorformand i FOA


I FOA er formand for social- og sundhedssektoren, Torben Hollmann, rigtig glad for og stolt af, at flere af FOAs medlemmer tilbyder deres hjælp.

Er man ansat som social- og sundhedsassistent i det private og tilbyder sin hjælp i det offentlige, er det ifølge sektorformanden vigtigt, at man underretter sin arbejdsgiver, og at ekstraarbejdet ikke må stå i vejen for overarbejde ved ens primære arbejdsplads.

“Man skal undgå at komme i en situation, hvor der pludselig er tvivl om ens rettigheder. Når krisen for alvor rammer, og der bliver brug for ekstra hænder, skal man være klar til at gå i gang med at arbejde. Så skal man ikke bruge krudt på at diskutere regler og rettigheder. Det skal der være styr på,” siger Torben Hollmann. 

Yder man en ekstra arbejdsindsats, er det ifølge FOA vigtigt, at der ikke er tale om frivilligt arbejde. Lønnen skal følge med.

“Så længe statsministeren ikke melder andet ud, er det stadig overenskomster og aftaler, der gælder. Derfor skal de, som arbejder ekstra, selvfølgelig også aflønnes,” siger sektorformanden.

Interesseret i ekstraarbejde?

Alle fem regioner har oprettet såkaldte jobbanker, hvor man kan registrere sig. Find henvisning til den enkelte jobbank her.

Er du kommunalt ansat findes der ingen jobbank, så du opfordres til at gå til din nærmeste leder, hvis du er interesseret i at stå ekstra til rådighed.

Kilde: Danske Regioner og FOA Haderslev.

 

Sådan gjorde vi

Fagbladet FOA har været i kontakt med otte af FOAs afdelinger rundt om i landet. Stort set alle melder om interesse blandt medlemmerne for at arbejde ekstra – uden dog at have en egentlig opgørelse. Enkelte henviser til regionen for nærmere information.

De fem regioner har opgjort tal for, hvor mange henvendelser der har været til de enkelte jobbanker - opdelt på faggrupper eller overenskomstområder. Antal henvendelser for de enkelte regioner inden for FOAs faggrupper eller overenskomstområder:

Region Syddanmark: 93 social- og sundhedsassistenter og-hjælpere samt 22 er social- og sundhedselever.

Region Midtjylland: 393 social- og sundhedsassistenter samt -hjælpere.

Region Sjælland: 149 social- og sundhedsmedarbejdere samt elever.

Region Hovedstaden: 271 social- og sundhedsassistenter.

Region Nordjylland: 108 social- og sundhedsassistenter.

Note: Alle oplysninger er indhentet i uge 12. Ifølge regionerne stiger antallet af henvendelser til jobbankerne fortsat.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev