I dag har jeg kun taget nogle enkelte opkald fra borgere, der frygtede, at de havde coronavirus. Ellers har min opgave bestået af at ringe til patienter og udsætte alle de tider, der nu kunne udsættes. Jeg kan godt forstå, hvorfor det er nødvendigt, men det er stadig en mærkelig følelse at sidde med.
Jeg tænker meget over, at jeg er udsat for en større smitterisiko end andre på grund af tæt patientkontakt. Jeg er ikke bange for, at jeg selv bliver smittet. Jeg er mere bange for, hvem jeg kan smitte.
Men der er nogle, der skal gå i front. Det er et ansvar jeg tager på mig. Og det er et ansvar, mine kolleger tager på sig. Nu gælder det bare om at få de sidste med, som ikke helt har forstået alvoren endnu.