Det er ikke altid en dans på roser, når sommerferien skal planlægges på arbejdspladserne for FOAs medlemmer. 38 procent oplever nemlig et pres fra deres arbejdsgiver, for ikke at holde al den sommerferie, de ønsker, fordi arbejdsplanen ellers ikke kan gå op. Det viser en ny medlemsundersøgelse.
Samtidig har næsten halvdelen af FOAs medlemmer oplevet, at sommerferieplanlægningen har skabt konflikter på arbejdspladsen. 47 procent har nemlig svaret, at det i meget høj grad, i høj grad eller i nogen grad har været tilfældet. Dertil har 29 procent svaret, at det i mindre grad er sket. Jette Boriths, der er social- og sundhedshjælper, kan nikke genkendende til begge udfordringer:
”Vi skal ønske sommerferie allerede i december måned, og os, der kører i samme vagtrul, må ikke holde ferie samtidig. Det skaber en dårlig stemning. Når folk får at vide, at de måske ikke kan holde ferie med deres mand eller deres børn, så bliver de da ulykkelige og kede af det,” fortæller Jette Boriths.
Indflydelse giver tilfredse medarbejdere
Tilfredsheden med ferieplanlægningen blandt FOAs medlemmer er i nogen grad afhængig af, hvordan planlægningen på arbejdspladsen foregår. Ni ud af ti er tilfredse med planlægningen, hvis de helt selv står for det, mens kun seks ud af ti er tilfredse, hvis de skal indgive ferieønsker til deres leder, som derefter planlægger ferien.
Jette Boriths mener, at det nok ville gøre folk på hendes arbejdsplads mere tilfredse, hvis medarbejderne fik en højere grad af indflydelse på ferieplanlægningen.
”Hvis vi fik lov at planlægge mere indbyrdes, så tror jeg, at vi bedre kunne bytte rundt på vagter, så folk kunne få den ferie, de gerne ville have. Jeg tror ikke, der ville være nogen, der ikke ville hjælpe deres kolleger på den måde,” siger hun.
Hun mener, at en bedre ferieplanlægning i det store og hele vil gavne både medarbejderne og arbejdspladsen.
”Hvis mennesker ikke trives på deres arbejde, så udfører de heller ikke arbejdet ordentligt. Det er værdifuldt at få tre ugers sammenhængende ferie, så man kan få ladet ordentligt op, og det giver i sidste ende et bedre arbejdsmiljø,” siger Jette Boriths.
Tegn på for få ressourcer
Thomas Enghausen, der er næstformand for FOA, mener, at mængden af udefrakommende faktorer må være en del af grunden til, at så mange oplever problemer med ferieplanlægningen på arbejdspladsen.
”Helt overordnet siger det jo noget om, at de besparelser og nedskæringer på personale, der har været, de slår jo også igennem på de hænder, der er til rådighed, når der skal planlægges ferie. Når der samtidig er sommerferielukninger i daginstitutionerne, så forældrenes ferieønsker bliver bundet til de samme uger, så bliver det svært at få puslespillet til at gå op,” siger han.
Han ser løsningen være den samme, som den Jette Boriths foreslår: Medarbejderne skal i højere grad have indflydelse på planlægningen af ferien.
”Dem, der har mere indflydelse, oplever færre konflikter. Hvis det bliver en meget lukket proces, hvor kun lederen træffer beslutninger, så kan det ende med, at mange bliver utilfredse,” siger Thomas Enghausen.
Hans anbefaling er derfor størst mulig åbenhed omkring hele processen.
”Det er en god idé, at gøre hele processen synlig for alle. Det er et stort puslespil, der skal gå op, så hvis man samler alle ønskerne og fremlægger dem for medarbejderne på et personalemøde, så kan alle se, hvor det ser svært ud. På den måde kan medarbejderne i fællesskab arbejde på at få løst det,” siger Thomas Enghausen.