Sommerferie betyder lune, lyse nætter. En tur til Mallorca med børnene. Flugt fra en presset hverdag, eller måske at børnebørnene kan komme forbi.
Men for mange social- og sundhedsmedarbejdere betyder det desværre også skuffelse, knuder i maven og frustrationer, når ferieugerne skal fordeles på arbejdspladserne.
En undersøgelse blandt FOAs medlemmer fra social- og sundhedssektoren viser, at seks ud af ti adspurgte føler et pres i varierende grad for ikke at holde al den sommerferie, de ønsker. For så kan deres arbejdsplads ikke få arbejdsplanen til at gå op.
Læs også: Planlægning af ferie skaber konflikter på arbejdspladserne
Ettie Trier Petersen, der er chefjurist i FOA, forklarer, at medlemmernes hovedferie, der er af mindst 3 ugers varighed, skal gives samlet indenfor hovedferieperioden, medmindre andet aftales mellem den ansatte og arbejdsgiveren i den aktuelle situation. Dog kan det ikke aftales, at mindre end to af ugerne skal gives i sammenhæng.
”Hovedferieperioden strækker sig fra 1. maj til 30. september. Og det skal drøftes med den ansatte, hvornår ferien skal lægges.” siger hun.
Medarbejderdemokrati giver arbejdsglæde
Problemerne med at få ferieønsker til at gå i opfyldelse, kender Patricia Dundorf, der er tillidsrepræsentant på Ældrecenteret Bakkegården i Næstved, godt til.
“Drømmescenariet er jo, at vi kan få ferie lige når det passer os, men det er umuligt. Det her er en døgninstitution, vi har opgaver, der skal passes. Vi kan ikke bare sige, nu lukker vi ned,” siger hun.
Men selvom alle ikke får deres ønsker opfyldt, har Bakkegården fundet en metode til at planlægge sommerferien, der alligevel gør de fleste medarbejdere glade.
I stedet for at ønske ferie til en leder, der skal sidde med det umulige puslespil, bestemmer medarbejderne på Bakkegården selv i fællesskab, hvem der skal have ferie hvornår.
Læs også: Nye ferieregler: Sådan får du styr på din ferie
Medarbejderne på Bakkegården har fået tre timer af deres leder til at samles og planlægge. I år er tredje år, hvor ferien planlægges på denne måde og ifølge Patricia Dundorf, er medarbejderne glade for metoden.
“Metoden er god, fordi vi er selvbestemmende, og alle går herfra med en rimelig god følelse i maven og har fået nogenlunde det, de ønskede sig. Samtidigt føler man, at man har gjort noget godt for sine kolleger.”
Sådan beskriver Kirstin Solgerd Holgersen, der er medarbejder og sundhedsambassadør på Bakkegården, ferieplanlægningen.
Alle må give og tage lidt
Når ferien skal planlægges på Bakkegården samles de 35 medarbejdere, der skal fordele ferien imellem sig, til et møde i januar. Her har de tre timer til at få arbejdsplanen til at gå op.
Inden mødet har de skrevet hvilke uger, de allerhelst vil have på et stort A4-ark.
Forinden mødet har Patricia Dundorf også sat sig ind i ferieloven og retningslinjerne for ferie i det distrikt Bakkegården hører til. Samtidigt har lederen på Bakkegården opsat nogle rammer for, hvor mange af medarbejderne, der kan få ferie i de forskellige uger.
Læs også: OK25: Privatansatte opfordres til at tænke stort – nu er det tid til at stille krav
Langsomt bliver de populære uger i børnenes sommerferie for overfyldte, men lige så stille begynder medarbejderne også at gå på kompromis.
“Når man sidder overfor sin kollega og kigger hinanden i øjnene og diskuterer ferie, bliver det nemmere at forstå hinanden,” siger Patricia Dundorf.
Empati for kolleger
Tanja Sommer Kastrup, der er social- og sundhedsassistent og arbejdsmiljørepræsentant på afdelingen, ønskede ferie i uge 30, men endte med at dele ugen med en anden kollega, så hun kun havde ferie i tre ud af de syv dage.
“Jeg synes faktisk, det var fedt. For i stedet for at der kun var én, der kunne holde i den uge, var der to, der fik deres ønske opfyldt," siger hun og forsætter: "Jeg tror, at hvis det var en leder, der havde delt det op på den måde, ville jeg have tænkt, hvorfor er det lige mig, der skal ofre mig.”
Når medarbejderne sidder og kigger på arket og kan se, at der er andre kolleger, der også har noget vigtigt i ferien, bliver det nemmere at rykke sig, forklarer hun.
Læs også: Tillidsfolk tilfredse med højere lønstigninger end i staten – men hvorfor gives den i procenter?
“Det er vigtigt at man kan se, at der er mange andre, der også gerne vil have ferie i de populære perioder. Vi arbejder med empati i vores fag - empati for borgeren. Og når vi så også bruger det kolleger imellem i forhold til ferie, så fungerer det godt,” siger Tanja Sommer Kastrup.
Det er ikke kun dem, der råber højest, der bliver hørt
Før den alternative metode til ferieplanlægning kom til Bakkegården, ønskede medlemmerne ferie hos lederen og fik derefter tildelt uger.
“Svaret fra lederen var, at hvis man ikke havde fået sine ønsker opfyldt, kunne man bytte,” siger Patricia Dundorf.
Men typisk var der ingen, der ville bytte.
“Jeg synes, den gamle metode var uretfærdig, for det var dem, der råbte højest, der fik deres vilje,” siger hun.
Læs også: Løn til voksne elever skal sikre flere hænder i ældreplejen
Nu undgår teamet på Bakkegården, at det kun er de højtråbende, der bliver hørt, ved at mødes om ferieplanlægningen og i fællesskab finde en løsning.
“Vi ser hinanden i øjnene. Vi tager ansvar. For vi har et fælles ansvar for at løse opgaven. De højtråbende får ikke bare lov til at tromle igennem.”
“Vi har kun én sommerferie, og den må vi dele,” siger Patricia Dundorf.