Lene Tanggaard, er professor i pædagogisk psykologi ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet og forsker i kreativitet og læring. Hun er blandt andet forfatter til bogen ‘Tæller vi det, der tæller’ – og mener, at vi skal være langt mere kritiske over for den enorme skriftlige registrering.
Fagbladet FOA har bedt hende stille skarpt på skriftlig registrering – og om det giver mening.
- Hvad er der galt med at skrive ned?
”Vi er blevet for systembegejstrede og for lidt kritiske over for, hvad alt det, vi skriver ned, bidrager med. Vi spørger for sjældent, hvorfor vi skriver ned, hvad vi kan bruge det til, og hvad det gavner borgeren.”
”Det er vigtigt, at vi lytter til praktikerne, hvis de siger, at de bruger al deres tid på at vinge af i et skema, der ikke ændrer noget til det bedre.”
- Lærerplaner i børnehaver og dagplejen har styrket fokus på indlæring og sprogkompetencer. Er det ikke et eksempel på, at det kan give mening at skrive ned?
”Spørgsmålet er, om det er selve det, at vi skriver ned, der gør forskellen eller det faktum, at vi har fået fokus på særlige parametre. Det er opmærksomheden på sprog, der virker. Det er ikke selve det at skrive det ned. Sprogligt nærvær og tilstedeværelse er hovedsagen.”
- Det er vel godt, at eksempelvis bosteder har haft held med at nedbringe voldsepisoder ved at bruge tid på elektronisk registrering?
”Ja, så længe det skaber faglige resultater. Det afgørende er, at der er faglige kriterier for at registrere. Mere alment overvurderer vi vores evne til at skrive. Derfor skal vi registrere med måde.”
”Registrering kræver ofte, vi skriver meget. Når en offentligt ansat har andre spidskompetencer end at skrive, kan vedkommende få skabt et amputeret billede af den virkelighed, der arbejdes med. Og så bliver registreringen misvisende.”
- Hvad er så løsningen, hvis vi gerne vil bruge tid på det, der virker?
”Alternativet kunne være, at man tog billeder eller video til at dokumentere virkeligheden. Når mennesker arbejder med andre mennesker, er det nærvær og tilstedeværelse, der er i fokus og det vigtigste.”