Annonce

Filosof: Unødvendige opgaver stjæler tid fra kerneopgaven


I Danmark har vi en arbejdskultur af pseudoarbejde, hvor dem, der udfører kerneopgaverne i omsorgsarbejde bliver bebyrdet, siger forfatter og filosof.

Annonce

Velfærdsansatte bliver bebyrdet med dokumentationsarbejde og unødvendige ekstraopgaver, som fjerner fokus fra kerneopgaverne, mener filosof og forfatter Anders Fogh Jensen.  Anders Fogh Jensen

Af Cathrine Saltbæk Tverskov
Journalist

Annonce

De varme hænder på gulvet får flere ekstraopgaver, som tager tiden fra det arbejde, de er ansat til at løse, lyder kritikken fra Anders Fogh Jensen, filosof og medforfatter til bogen ’Pseudoarbejde’.

Han mener, at der i dag er en forventning om, at de ansatte udover at løse deres arbejde også løser opgaver, som ikke nødvendigvis er vigtige eller har stor værdi i forhold til deres funktion.

”For at være en god dagplejer i vores samfund skal man efterhånden også sende fotos til forældrene og lave billedalbum til børnene, når de stopper. Den slags ekstraopgaver sniger sig hele tiden ind, fordi det er muligt, og fordi det forventes,” siger Anders Fogh Jensen.

'Mellemledere bebyrder de ansatte på gulvet'

Ifølge Anders Fogh Jensen er det også alle mellemlederlagene, kontor- og administrationsenhederne rundt omkring i landets kommuner og regioner, som bebyrder de ansatte på gulvet, som laver kerneopgaverne i samfundet.

Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 

”Fokus af arbejdsopgaverne er blevet forskubbet. I dag skal velfærdsarbejderne på sygehusene, i vuggestuerne og på plejehjemmene bruge værdifuld tid på at registrere hele tiden, fordi måltal og dokumentation har fået lov til at fylde enormt,” siger han.

Dokumentation er pseudoarbejde

Anders Fogh Jensen betegner både sundhedsplatformen med elektroniske patientjournaler og det generelle dokumentationsarbejde som noget, der langt hen ad vejen er pseudoarbejde. Det er blevet vigtigere at opfylde tal og leve op til målinger end at have tid til selve opgaven.

”Hvis der sker et uheld ét sted, eksempelvis et tilfælde af for varme kartofler på et plejehjem, så kan det føre til, at mange ansatte i årevis derefter skal kontrollere og dokumentere temperaturen tre gange, når de varmer kartofler," siger Anders Fogh Jensen.

Læs også: Coronarengøring i dagplejen: Hver anden har overarbejde

 
Eksemplet, han bruger er hypotetisk, men DR1 programmet  'Spild af penge' har tidligere fremhævet mængden af kontrol og dokumentation omkring opvarmning af mad i ældreplejen. Anders Fogh Jensen uddyber, at lige meget om vi dokumenterer alt, så bliver tilværelsen aldrig helt, som vi planlægger.

Vi bør stole mere på de ansatte

Han efterlyser mere mod hos politikerne og arbejdsgiverne, som skal gå væk fra tankegangen om nul procent fejl. I stedet skal de have tillid til, at de ansatte ude på gulvet gør det bedste, de kan, og at de bruger deres dømmekraft.

Læs også: Rengøring i dagplejen: Kommuner afsætter ikke ekstra ressourcer

”I virkelighed bør vi stole mere på de ansatte. Eksempelvis bør en arbejdsdag tænkes som antal løste opgaver i stedet for en dag målt i timer, hvor en social- og sundhedshjælper har 17 minutter per ældre. Det giver mere mening, hvis en medarbejder selv har ansvar for at forvalte sin tid,” siger Anders Fogh Jensen.

Han understreger, at pseudoarbejde ikke handler om, at folk pjækker eller ikke laver et stykke arbejde, men at arbejdstiden bruges til mange opgaver, som ikke er vigtige for kerneopgaven.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev