Annonce

En kvinde står foran en institution med hegn omkring

Tema: Kofoedsminde

Tillidsrepræsentant efter overfald med jernrør: Arbejdsmiljøet er råt


En nattevagt blev natten til torsdag slået med et jernrør på Kofoedsminde, en specialinstitution for kriminelle udviklingshæmmede. Tillidsrepræsentant er ikke overrasket. 

Annonce

”Jeg vil ikke sige, at det kommer fuldstændig bag på mig. Det er til tider et meget hårdt arbejdsmiljø, vi har her,” siger tillidsrepræsentant og social- og sundhedsassistent Susann Løkke Nygaard, efter en kollega blev overfaldet med et jernrør.  Jørgen True

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Trusler, tilråb og spytklatter. Det er ikke usædvanligt, at personalet på Kofoedsminde, en specialinstitution for voksne kriminelle udviklingshæmmede på Lolland, med jævne mellemrum oplever aggressiv adfærd fra beboerne.

Læs også: Sosu forsøgt kvalt: Jeg har ikke kalkuleret med at dø på arbejde

Men det var ifølge FOA-tillidsrepræsentant og social- og sundhedsassistent Susann Løkke Nygaard ud over det sædvanlige, da en nattevagt natten til torsdag blev overfaldet med et rør af en beboer. 

”Jeg vil ikke sige, at det kommer fuldstændig bag på mig. Det er til tider et meget hårdt arbejdsmiljø, vi har her,” siger Susann Løkke Nygaard til Fagbladet FOA.  

Blødte fra hovedet

Politiet modtog ifølge TV2 Øst en anmeldelse fra Kofoedsminde klokken 00:02 natten til torsdag om, at en medarbejder var blevet overfaldet med et jernrør. Medarbejderen blødte fra hovedet, da ambulancen kom, men vedkommende har det efter omstændighederne godt, selv om der er sket skader på hovedet, lyder meldingen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst. 

Læs også: Ansat på bosted stukket i ryggen med steakkniv

”Beboerne kan nemt blive udadreagerende, og der er risiko for vold,” siger Susann Løkke Nygaard, der ikke kender til de nærmere omstændigheder omkring overfaldet, da hun ikke er den konkrete medarbejders tillidsrepræsentant.

”Tilråb, verbale trusler og kast med ting. Det oplever vi. Men det da ikke hver dag, der er nogen, der bliver slået,” siger hun.  

Farlige situationer

Forstander på Kofoedsminde Kay Jokil fortæller, at de nu håndterer situationen. 

”Vi har et omsorgsberedskab. Derudover er beboerens værelse blevet ransaget, og der er blevet bevilliget en ekstra medarbejder i den afdeling, hvor beboeren bor, så normeringen er øget i den næste tid,” siger Kay Jokil, der mener, at beredskabet på institutionen er i orden. 

”Vi gør rigtig meget for at forhindre, at sådan noget sker, men nogle af beboerne er farlige, og det giver selvfølgelig en risiko,” siger forstanderen og uddyber, at Kofoedsminde har et beredskab, der skal fange situationer, som den, der skete natten til torsdag, før det går galt. 

”Det lykkedes ikke denne gang, selv om vi bestræber os på, at det ikke sker. For eksempel har vi retningslinjer, der foreskriver, at medarbejderne ikke må være alene,” siger han.

Ikke et fængsel

Man kan altså hverken undgå de farlige situationer, eller at en beboer får fat på et jernrør, lyder det fra institutionens forstander. 

Læs også: Ny højesteretsdom giver FOA-medlemmer bedre muligheder for erstatning efter vold

”Det her er et socialt tilbud og ikke et fængsel. Godt nok et sikret tilbud, men beboerne møder andre beboere og har udgang, og der kan det så ske, at de får noget op under neglene,” siger han. 

”Vi har en høj grad af sikkerhed, men sikkerheden er aldrig god nok på et sted som vores. Man kan rive et vandrør ud af væggen eller en badeværelsesrist ud af gulvet. Der er mange ting, man kan bruge som våben, hvis man vil, også selv om vi bolter tingene fast,” siger Kay Jokil. 

Vigtigt med fast personale

At problemerne skulle forværres af, at Kofoedsminde bruger for mange vikarer uden de fornødne kvalifikationer, som tidligere har været fremme, afviser forstanderen. 

”Vi forsøger at begrænse brugen af eksterne vikarer, altså folk, der ikke er ansat hos os. Og vi forsøger at ansætte så mange faste medarbejdere som muligt.  Men i den her situation, hvor vi for at beskytte medarbejderne sætter en ekstra medarbejder på, tilsiger det, at vi netop bruger en vikar,” siger han.  

Medarbejderen, der blev overfaldet, har det efter omstændighederne godt og er tilbage på arbejdet. 

Fagbladet FOA har tidligere skrevet om forholdene på Kofoedsminde.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev