Annonce

Mand står foran hospitalssenge

Ansat om massefyring: Kolleger bryder jævnligt sammen


Region Sjælland skal afskedige op mod 317 ansatte. Det vil ramme behandlingen og øger risikoen for dyre ekstraudgifter, vurderer tillidsrepræsentant.

Annonce

Jens Dahl, tillidsrepræsentant for portørerne på Slagelse Sygehus frygter, at kommende massefyringer vil resultere i øgede ekstraudgifter og ringere behandling til patienterne. Claus Bech

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

På hospitalerne i Region Sjælland er de ansatte hårdt pressede af flere syge patienter og et it-system – Sundhedsplatformen – som i højere grad virker mere som et benspænd end en hjælp.

Læs også: FOA: Patienter betaler prisen for fyringer på pressede hospitaler

Det fortæller Jens Dahl, tillidsrepræsentant for portørerne på Slagelse Sygehus. Han er bekymret for konsekvenserne af de kommende massefyringer af op mod 317 hospitalsansatte, som Region Sjælland har bebudet.

“Afdelingerne er pressede. Når man så sparer yderligere, så kan folk ikke holde til det. Det er jævnligt, at man ser medarbejdere, der bryder sammen på afdelingerne,” siger Jens Dahl.

Besparelser skaber ineffektivitet

Tillidsrepræsentant Jens Dahl fortæller, at et hospital for at fungere optimalt skal være som en velsmurt maskine, hvor de enkelte faggrupper matcher hinanden.

Læs også: Portører risikerer tvangsuddannelse

“Når portørerne henter patienter til røntgen, så skal der være personale, der kan håndtere røntgen og scanning. Og da det meste er akut, skal vi matche hinanden. Det duer ikke, at røntgen skal vente på os,” siger han.

Ifølge Region Sjælland, er hospitalerne pressede af flere syge patienter. Når der i 2019 kommer til at være færre ansatte på de sjællandske hospitaler, vil det ifølge Jens Dahl øge udgifterne til overarbejde og vikarer.

“Besparelserne skaber ineffektivitet, som kan ende med at blive dyrere i sidste ende, samtidig med at det risikerer at betyde ringere behandling til patienterne,” siger han.

Ansatte betaler for politikernes beslutninger

Jens Dahl fortæller, at de kommende fyringer er et resultat af nogle dårlige politiske beslutninger i Region Sjælland, som de ansatte nu betaler prisen for. Han henviser blandt andet til indførelsen af Sundhedsplatformen.

Læs også: Portørerne i Region Sjælland strejker

“Sundhedsplatformen har i den grad ramt portørerne og gjort vores arbejde mere ineffektivt. Førhen fik vi vores opgaver ind automatisk på en telefon. I dag får vi et stykke papir om morgenen. Alt, hvad der er af akutte opgaver, bliver skrevet ind på en tavle. Det betyder, at der sidder fem portører og skal skrive alle patienternes cpr-nummer ned. Det kan de hver bruge en time på,” siger han.

Dyr efteruddannelse

Jens Dahl fortæller, at ledelsen har besluttet, at hans faggruppe – portørerne – skal uddannes til serviceassistenter. Det har betydet, at flere dygtige medarbejdere har sagt op i protest.

Læs også: 7 dage med tillidsrepræsentant Jens Dahl under portørkonflikten

“Alene i Region Sjælland har Falck hamstret flere portører til at køre sygetransport. Besparelserne her betyder, at vi mister alle de dygtige medarbejdere. Alene i forsommeren er der 6-7 stykker, der er rejst,” siger han.

Mens portører har sagt op, skal de resterende nu efteruddannes. Det rammer kvaliteten og giver ekstraudgifter, fortæller Jens Dahl.

“Det her famøse projekt, hvor der er folk, der skal afsted på efteruddannelse, betyder, at man tager folk ind fra gaden. Vi har også mere overarbejde. Det vil sige, at i stedet for at spare penge, bruger vi en helvedes masse penge. Alene inden for portør-området i Slagelse bruger vi millioner af kroner på overarbejde,” siger han.

Region: Fyringer vil ramme patienterne

Det har ikke været muligt at få svar på de spørgsmål, Fagbladet FOA har sendt til Region Sjælland. I stedet sender regionen følgende kommentar fra administrerende direktør Per Bennetsen i en mail gennem deres presseafdeling:

Læs også: Kommune trækker fyringer tilbage

“Alle sygehuse og afdelinger vil gøre alt, hvad de kan, for at besparelserne skal berøre patienterne mindst muligt. Samtidig er det klart, at sådanne reduktioner ikke kan undgå at gå ud over den service, som patienterne vil opleve,” skriver Per Bennetsen, administrerende direktør i Region Sjælland.

Sådan rammer fyringerne Region Sjælland

* I alt er der afskedigelser svarende til 317 årsværk.
* Derudover er der nedlæggelser af ubesatte stillinger svarende til 278 årsværk.
* I alt 595 berørte årsværk.

Sådan rammer fyringerne de enkelte sygehuse

* Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge er hårdest ramt af afskedigelser. Afskedigelserne svarer til 215 årsværk. Derudover nedlægges 145 ubesatte stillinger.
* På sygehusene i Næstved, Slagelse og Ringsted er der afskedigelser svarende til 25 årsværk. Derudover nedlæggelse af 36 ubesatte stillinger.
* på sygehuset i Nykøbing Falster er der afskedigelser svarende til 31 årsværk. Derudover nedlæggelse af 28 ubesatte stillinger.
* På Holbæk Sygehus er der afskedigelser svarende til 11 årsværk. Derudover nedlæggelse af 20 ubesatte stillinger.
* Regionshuset i Sorø er der afskedigelser svarende til 26 årsværk. Derudover nedlæggelse af 30 ubesatte stillinger.
Kilde: Region Sjælland.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev