Sammenbrud, konfliktvarsel, mægling i Forligsinstitutionen, udsættelse af konflikt, mere mægling og endnu en udsættelse af konflikt.

Det så ikke ud, som om det ville ende med forlig mellem stat, region, kommune og de faglige organisationer, anden gang forligsmand Mette Christensen udsatte konflikten den 18. april 2018. Snarere så en konflikt og dermed en komplet lammelse af den offentlige sektor i Danmark ud til at være uundgåelig.

Læs også: Klumme: Lærer vi noget af OK18?

Det viser også denne video af et normalt lukket og fortroligt hovedbestyrelsesmøde i FOA den 24. april syv dage efter Mette Christensen har udsat konflikten endnu en gang.

Læs hele Historien om OK18 og se videoen fra hovedbestyrelsesmødet.

Akademikernes spisepause

På hovedbestyrelsesmødet sagde daværende næstformand, nuværende formand i FOA, Mona Striib, der understregede over for hovedbestyrelsesmedlemmerne, at intet af det, de talte om på mødet, måtte sive, at meget af det, de talte om var ”topfortroligt,” og at de var så tæt på en konflikt som aldrig før.

”Det er der, vi står nu. Knivskarp balance,” sagde Mona Striib.

Læs også: FOAs nye formand: Vi er ikke gået solo 

”Det, jeg kan tænke er,” sagde Lene Lindberg, formand i FOA Nordsjælland, ”at, hvorfor kan de der akademikere ikke bare lige tage en frokostpause lige som den, vi andre er blevet tilbudt gennem årene.”

”Det ved jeg jo ikke, hvorfor de ikke kan.”

For frokostpausen for de ansatte i staten var – ud over lærernes arbejdstid – sidste forhindring for, at resten af fagbevægelsen kunne indgå forlig på vegne af deres medlemmer. Skulle alle offentligt ansatte – DSB-togførere, pædagoger, social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker og serviceassistenter – gå i konflikt for dem?

Historisk solidaritetspagt

Se resten af det dramatiske hovedbestyrelsesmøde, læs FOAs dybdegående baggrundsartikel om overenskomstforhandlingerne i 2018, og se de mange videoklip fra demonstrationer, Forligsinstitutionen, fra gaden og fra møderne bag de lukkede døre.

For OK18 var et historisk forløb med forhandlinger, der begyndte med et sammenbrud på både stat, region og kommune i slut-februar og endte med forlig på alle områder tre måneder senere.

En storkonflikt i den offentlige sektor i Danmark var afværget, og en reallønsfremgang, en afskaffelse af privatlønsværnet, ligeløns-, lavtløns og rektrutteringspuljer og en bevarelse af seniordagene var opnået ved hjælp af en historisk solidaritetspagt og en fagbevægelse, der stod skulder ved skulder.