”Kommer du der? Dut.”
Jens Andersen på 91 år trykker kærligt robotsælen Paro på næsen, da han har opfattet, at hans sæl-ven er blevet lagt hos ham. Han sad og halvsov i stolen efter en hård morgen med dårligt humør. Men efter få minutter i sælens selskab begynder Jens at tale, dels med den, dels med social- og sundhedsassistent Tina Hansen.
Læs også: Robotsæler glemt på plejecentre
Imens kommer der liv i hans øjne. Tina Hansen kom i tanke om sælen, der ellers lå hengemt på et depot, en dag hun var ude at gå tur med Jens i haven ved Plejecenter Kærgården i Otterup på Fyn.
Den dag var Jens, der lider af demens, grådlabil og savnede sine forældre.
”Pludselig slog det mig, at vi da havde sådan en sæl liggende. Det ændrede Jens’ liv. Da han fik sælen over til sig, faldt han til ro og begyndte at tale. Jeg blev rørt, da jeg så det. Han har fået en helt anden verden,” fortæller Tina Hansen, der stadig i dag bliver berørt af at fortælle om øjeblikket, da der faldt ro over Jens for første gang.
Efter at Jens er begyndt at være sammen med sælen flere gange hver dag, er han holdt op med at lede efter sin mor og virker ikke nær så ensom længere.
Genkender kun sælen
Jens er så dement, at han ikke genkender plejepersonale som Tina, der er hos ham hver dag. Men når Jens går forbi sælen, når den ligger til opladning på en stol på gangen, siger
han typisk:
”Nå, der er du” eller ”Der ligger krabaten”.
Jens lyser også op i genkendelse, når han får den i sine arme.
”Det er genialt, hvad den kan. Det kan være lidt svært at forstå, hvorfor en sæl med store blinkende øjne kan gøre så stor en forskel. Men det kan den,” siger Tina Hansen.
Hun understreger dog, at Jens udelukkende er sammen med sælen, når han er overvåget,
fordi han kan blive sur på den, hvis den siger for mange lyde over lang tid.
”Så må vi lige sørge for at slukke den lidt eller give dem begge en pause,” fortæller Tina Hansen.