Da Lone Søby Sørensens far blev syg, var familien overbevist om, at han havde influenza. Det var Lones mor, der var den syge. Hun havde brystkræft og gik til kemobehandling.
Som pædagogmedhjælper i vuggestuen Firkløveren fik Lone Søby Sørensen lov til at holde fri, så hun og hendes søster skiftevis kunne tage med moren til undersøgelser på hospitalet. Men Lones far blev ikke rask. Efter mindre end en måneds sygdom blev han indlagt på hospitalet.
Læs også: Arbejdspladser mangler sorgpolitik
”Vi blev kaldt til en samtale med lægerne og fik at vide, at han havde kræft i maven. Det havde spredt sig. Der var ikke mere at gøre,” husker hun.
Døde efter kort tid sygdom
Det ringede hun til sin arbejdsplads og sagde.
”Jeg blev mødt af en kæmpe omsorg og fik at vide, at jeg skulle være der for ham og bruge tiden på at komme mig og være sammen med familien,” husker Lone, som også modtog opmuntrende sms’er fra kollegerne.
Hendes arbejdsplads havde allerede dengang et såkaldt ambulancebrev, som betyder, at både ledelse og medarbejdere ved, hvad der kan og skal gøres, når en kollega rammes af sorg.
Læs også: Sådan hjælper du en sorgramt kollega
”Det betød enormt meget for mig at vide, at det var okay, jeg ikke var på arbejde. Vi vil jo alle sammen gerne passe vores arbejde,” fortæller Lone. Fire dage efter familien havde fået besked om farens kræftsygdom, blev der ringet fra hospitalet. Få timer efter døde Lones far.
”Alt ordner sig”
Det er nu 10 år siden, at hun i en alder af 38 år mistede sin far, men hun gemmer stadig det brev, hendes leder dengang sendte til hende. I brevet stod der blandt andet:”Du skal vide, at vi alle tænker på dig og din nærmeste familie” og ”Du skal ikke tænke på dit arbejde lige nu. Alt ordner sig.”
Lone var tilbage på arbejde en uges tid efter farens død. ”Jeg følte, at jeg var klar. Jeg trængte til at få sorgen lidt på afstand og komme hen i en verden, der bare fungerede,” siger hun.
Godt at arbejde
På forhånd havde hun været lidt nervøs for, hvordan det ville være at komme tilbage.
”Men det var enormt dejligt at blive mødt af kollegernes åbne arme. Jeg følte ikke, at der var nogen, der trådte et skridt tilbage, når de så mig.
De gav krammere og spurgte ind til, hvordan jeg havde det, og sagde, at jeg skulle sige, hvis jeg havde brug for at snakke,” siger hun.
Lone satte også pris på, at det ikke var hende, der fik de største og mest krævende opgaver i den første tid.
Læs også: Vivian mistede sin mand: Jeg var som et åbent sår
Hun havde ikke brug for at gå hjem fra arbejde eller holde fri på grund af sin fars død, men hun vidste, at det var en mulighed, hvis hun havde brug for det.
På samme vis var der forståelse for, at hun fortsat havde behov for at tage med moren på hospitalet til kemobehandling. Lones mor lever stadig og går ikke længere til undersøgelser.