Luftmadrasser, soveposer og lune sommeraftner. Det er noget vi danskere nyder i fulde drag. Faktisk planlægger 17 procent af danskerne at tage på campingferie i år, viser
en undersøgelse fra rejseportalen Momondo. Fagbladet FOA har derfor spurgt Dansk Camping Union, hvordan du kan tage på campingferie og samtidig spare penge.
Land, by eller skov?
Du bør starte med at afgøre, hvilken placering du ønsker. Har du lyst til at bo tæt på byen eller med udsigt over vandet? Skal det være jysk hede eller nordsjællandsk skov? Danmark har 450 campingpladser, og der er meget at vælge mellem. Hvis du vil spare penge, findes der primitive teltpladser og 1-stjernede campingpladser over hele landet.
Besøg campingpladsen først
Hvis du er ny i camping, kan det være en god idé at tage ud at besøge campingpladsen, inden du booker to ugers ferie det sted. Anne-Vibeke Isaksen foreslår, at du kan prøve med en enkelt eller to overnatninger for at se, om campinglivet fanger dig.
Hvis det ikke er noget for dig, er det ærgerligt at have spildt mange penge på leje af campingpladsen.
Anskaf billigt udstyr
Du kan hurtigt købe dig fattig i dyrt campingudstyr. Men for at spare penge kan du forhøre dig i din vennekreds eller i familien, om nogen skulle have et telt og noget udstyr, du kan låne til ferien.
"I festivalsæsonen er der også mange tilbud på 'festivalpakker', hvor du får et telt med sovepose og liggeunderlag for få penge," siger Anne-Vibeke Isaksen.
Planlæg mad hjemmefra
Det løber hurtigt op, hvis du skal ud at spise hver aften i ferien. Derfor foreslår Anne-Vibeke Isaksen, at du køber ind hjemmefra i en discount dagligvarebutik. På den måde kan du forberede en madplan, og dit budget løber ikke løbsk.
Husk en køleboks til opbevaring af maden. Mange campingpladser har grillfaciliteter eller bål, men det kan være en god idé at anskaffe et trangiasæt.
Brug gratis underholdning
En tur i BonBon-land eller Tivoli løber hurtigt op i flere tusind kroner, hvis I er en børnefamilie på fire. Men et billigt alternativ til forlystelsesparker er alle de gratis glæder, det danske sommerland byder på. Strandtur, cykeltur eller skovtur.
Anne-Vibeke Isaksen fortæller også, at mange museer landet over giver gratis entré på udvalgte dage i sommerferien. Det kan derfor være et godt råd at undersøge, hvad campingpladsens område byder på af gratis goder.