Foran Forligsinstitutionen var mange hundrede demonstranter mødt op for at bakke op om forhandlerne forud for det møde, som alle forventer, bliver det sidste. Formand for FOA, Dennis Kristensen, var optimistisk, da han mødte ind med sovepose og luftmadras i bagagen.
Jørgen True
Af
Ida Østerlund
Journalist
Af
Cathrine Saltbæk Tverskov
Journalist
En hær af demonstranter med røde FOA-hænder, lyserøde BUPL-hatte, studenterhuer i pap, store skilte og skriggule refleksveste er i dag fredag stimlet sammen foran Forligsinstitutionen.
Det er nu, de afgørende overenskomstforhandlinger starter. Snart ved vi, om det ender med forlig eller forlis.
Sankt Annæ Plads er badet i solskin, og måske har forårsstemningen smittet af på FOAs formand. Det er i hvert fald en optimistisk Dennis Kristensen, der baner sig vej til Forligsens hoveddør.
”Jeg tror, at chancerne er væsentligt større. De er ikke kæmpestore, men de er væsentligt større, end da vi forlod Forligsmanden forleden morgen,” siger han til TV 2.
Parterne i stat, region og kommune er i dag fredag inviteret ind til forhandlingsbordet i Forligsinstitutionen. Forligsmanden, Mette Christensen, har denne gang bedt forhandlerne om at tage tandbørste og sovepose med. Mange har derfor i dagene op til i dag spået om, at disse forhandlinger kan være de endelige.
Lone Bengtson, pædagogmedhjælper, Herlev Kommune:
Lone Bengtson har været tidligt op i morges, for hun har allerede demonstreret én gang i dag fredag.
Jørgen True
”Jeg er kommet for at bakke op om den her forhandlingsdag. Det er en kæmpe dag. Vi mødtes klokken kvart over syv i morges i Ringvejskrydset i Herlev for at stå skulder ved skulder. Jeg håber, at de kommer ud i aften og har fundet en løsning. En løsning, vi kan være tilfredse med,”
siger Lone Bengtson.
Manisha de Montgomery Nørgård, gymnasielærer, Frederiksberg HF Kursus:
Manisha de Montgomery Nørgård har været her for at demonstrere flere gange i forbindelse med forhandlingerne, men i dag fredag er der flere mennesker, end hun før har set.
Jørgen True
”Jeg er kommet, fordi vi skal have en løsning for alle, og den skal forhandles, og det skal være nu. Det her den vildeste dag, jeg har været her, og jeg er mere fortrøstningsfuld med resultatet nu. Jeg har stor tillid til Mette Christensen, og jeg tror, at når hun har valgt at udskyde, så har hun haft et belæg for det,”
siger Manisha de Montgomery Nørgård.
Tina Gjelstrup, lægesekretær, Bispebjerg Hospital:
Forligsinstitutionen ligger på Sankt Annæ Plads i København, hvor Tina Gjelstrup og hendes kollegaer står med flag og faner på tværs af faggrupper.
Jørgen True
”Jeg er kommet i dag, fordi vi skal stå skulder ved skulder. Jeg står her som HK’er sammen med FOA’er, fordi vi står sammen alle sammen, og det er smaddergodt. Jeg håber, vi finder en løsning i dag, men hvis ikke er vi også klar til at gå i kamp,” siger Tina Gjelstrup.
Tove Harrig Knudsen, hjemmesygeplejerske, Fredericia Kommune:
Tove Harrig Knudsen er kommet hele vejen fra Fredericia for at deltage i demonstrationen i dag fredag foran Forligsinstitutionen.
Jørgen True
”Jeg kommet i dag, fordi nu skal vi have noget mere i løn. Vi udfører hver dag et livsvigtigt arbejde, og nu er det på tide, at det bliver lønnet ordentligt. Det er godt, vi står sammen, og jeg tror, vi har mere gennemslagskraft, når vi er mange,” siger Tove Harrig Knudsen.
Demonstrationen foran Forligsinstitutionen i dag fredag er en maratondemonstration, der varer både nat og dag helt til på søndag, eller til hvis der er et resultat forinden. I princippet har parterne dog helt indtil 1. maj klokken 23:59 til at forhandle, men vurderingerne lyder fra flere sider, at Forligsmanden i løbet af denne weekend vil presse parterne, til der er et resultat på bordet.