Mere end 2.000 FOA-tillidsfolk fylder langbordene ved stormødet i Odense Congress Center. På bordene ligger aktivist-kit i form af FOA-kasketter, fløjter og klappe-hænder, der hyppigt bliver brugt.
En af deltagerne er Helle Vibeke Larsen, social- og sundhedsassistent på afdelingen Ældresygdomme på Aarhus Universitetshospital.
“Det er mega vigtigt, at vi viser, at vi står sammen,” siger hun til Fagbladet FOA.
“Når man er alene, er man meget alene”
Det engagement, Helle Vibeke Larsen møder i Odense i dag, vil hun tage med hjem til sine kolleger:
“Det giver mig et kick at være her, og jeg vil tage det med hjem og tale med mine kolleger om det,” siger hun.
“Når jeg taler med de unge, forstår de ikke denne kamp, og hvorfor vi skal kæmpe for ordentlige vilkår. Mange tror, de kan være deres egen lykkes smed og forhandle deres egen løn. Men når man står alene, er man meget alene,” siger Helle.
En kamp for anerkendelse
For Helle Vibeke Larsen er overenskomstforhandlingerne en kamp om at opnå anerkendelse. Hun mener selv, at hun har verdens bedste job.
“Jeg har et omsorgsgen, jeg gerne vil øse ud af til ældre og syge, og jeg sætter en ære i at være fagligt opdateret,“ siger hun og fortsætter:
“Men det gør mig ked af det, at jeg ikke føler mig anerkendt. Det er forkert, at vi i vores samfund, betaler mest for de ting, der kan måles. For omsorg kan ikke måles,” siger hun.
Optimismen vendte tilbage
Da hun kørte mod Odense i morges, var hun pessimistisk i forhold til, om hun troede, at det ville lykkes at nå til enighed om en overenskomstaftale. Men efter at næstformand i FOA, Mona Striib holdt sin indledende tale, vendte optimismen tilbage.
“Det gjorde mig glad at høre Mona fortælle om de ting, hun havde hørt om forhandlingerne. Jeg har aldrig mødt Mona før, men hun var god, og det var sejt, at hun sang for på fællessangen,” siger Helle.