Sebastian Dorset lever af at få folk til at grine til sine standup-shows, og han prøver, at få danskerne til at se den sjove vinkel.
Men når snakken falder på løn og arbejdsforhold for ansatte inden for omsorgsfag, bliver han anderledes alvorlig. Han mener ikke, at velfærdsansatte får den anerkendelse, som de fortjener:
"De burde få en lønforhøjelse. Selv en lille lønforhøjelse ville jo være en værdsættelse, som ville sige 'vi ved, at I er vigtige, og vi ved, at I er uundværlige'. Politikerne siger altid 'de hårdtarbejdende danskere', når de taler om de rige i samfundet, men der er ikke mange, som arbejder hårdere end FOAs medlemmer," siger Sebastian Dorset.
Han var moderator på en konference for FOAs fællestillidsrepræsentanter i begyndelsen af september.
Læs også: FOAs tillidsfolk: Velfærden er truet
Hav tillid, og giv de ansatte frie tøjler
Sebastian Dorset oplever som pårørende, hvordan de velfærdsansatte hver dag gør et stort stykke arbejde for at hjælpe og give tryghed til dem, som har brug for støtten. Når hans kæreste og hendes børn er i kontakt med ansatte inden for det pædagogiske område, møder han dem, som gør forskellen.
"De ansatte finder ressourcerne på magisk vis, selvom ressourcerne mangler. Det bliver jeg glad for som borger, for så er der håb," siger han.
Læs også: Fagbevægelsen: Skriv under og støt kampen for bedre velfærd
Sebastian Dorset mener, at et godt velfærdssamfund er, når man har tillid til de mennesker, som arbejder i det. At vi skal anerkende de ansatte, og give dem frie tøjler, så de også har mulighed for at udføre deres job efter deres faglighed.
"De velfærdsansatte siger: 'Jeg skal nok få dig igennem, du kan være tryg, jeg er her'. Og det er jo dét, som er velfærden. Man arbejder jo ikke som velfærdsmedarbejder, fordi man gerne vil være rig, have prestige eller berømmelse, men man gør det, fordi man har en omsorg for sine medmennesker og gerne vil hjælpe".
Brokkekultur og krævermentalitet
Sebastian Dorset mener også, der er opstået en brokkekultur i Danmark, hvor vi regner med at have krav på en bestemt service, og at vi glemmer, at der hver dag er ansatte, som slider sig selv ned på arbejdsmarkedet for at yde en god indsats.
Han oplever, at hans mors generation i højere grad værdsætter de ansatte og er taknemmelige for den hjælp, de får.
"Det har helt klart noget med, hvilken generation man er fra. Når min generation skal på plejehjem, så kommer det til at gå helt
galt. Så vil vi have sushi hver torsdag og udflugter til Japan, fordi vi skal
over og se en blomsterfestival," siger han.
Sebastian håber for fremtiden, at tilstrækkeligt mange mennesker stadig vil velfærden:
"Jeg håber, at der er nok danskere, som mener, at vores velfærdssamfund er værd at styrke og værd at
bevare, i stedet for at skære på velfærden år efter år."