Annonce

Fagbevægelsen: Skriv under og støt kampen for bedre velfærd


En række faglige organisationer, herunder FOA, har taget initiativ til en underskriftsindsamling, der skal sikre velfærden i Danmark.

Annonce

Velfærden har brug for en håndsrækning og en underskrift. Det mener en række faglige organisationer herunder FOA, som mandag indledte en underskriftsindsamling, der skal være med til at sikre bedre velfærd i Danmark. Colourbox

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

Opdateret 08.09.2017

Under overskriften ’Danmark for Velfærd’ har FOA sammen med en række andre faglige organisationer iværksat en underskriftsindsamling, der skal få danskerne til at skrive under på, at de ønsker bedre velfærd i Danmark.

Læs også: Over 30.000 skriver under mod velfærdsforringelser

Underskriftsindsamlingen skal ses som startskuddet på en kampagne, der skal forsøge at vende den debat, vi har i Danmark, siger forbundsformand i FOA, Dennis Kristensen:

”Bid for bid, reform for reform er vi i gang med at afmontere velfærden. Over en længere periode har vi fjernet det fælles ansvar og gjort velfærdskroner til velstandskroner,” siger Dennis Kristensen.

Bag kampagnen står FOA, HK, BUPL, 3F, Danmarks Lærerforening, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet, Kost & Ernæringsforbundet, Dansk Sygeplejeråd, Prosa, Uddannelsesforbundet, FTFs regioner, LO-Hovedstaden, -Aarhus, -Fyn, -Aalborg, -Randers og LO-Vest.

Ikke kun en underskriftsindsamling

Med underskriftsindsamlingen vil Dennis Kristensen have danskerne til at tage stilling til, om de fortsat ønsker den velfærdsmodel, vi kender i Danmark.

”Nu har vi startet en underskriftsindsamling, men vi vil starte en bevægelse, hvor man stopper op og siger: ’Hov. Vi er nødt til at træffe et valg.’ Vil vi bevare den fælles ansvarlighed for hinanden og dem, vi ikke kender og den svageste, eller vil vi vælge en vej, hvor nogle danskere rager mere til sig,” siger Dennis Kristensen.

- Så helt kort: Hvorfor skal man skrive under på det her?

”Hvis man vil være med til at sende signal til politikerne om, at nu er vi nået grænsen. Den svage skal ikke fortsat jages. Vi skal holde fat i det centrale i velfærden, hvor vi tager ansvar de svageste. Derfor skal man skrive under,” siger Dennis Kristensen.

Ikke et politisk partiprogram

Udover ønsket om bedre velfærd er der på Danmark for Velfærds hjemmeside, hvor man kan skrive under, desuden et ønske om bedre miljøbeskyttelse og et stærkt politi. Dennis Kristensen afviser, at der er tale om et politisk partiprogram.

”Fra FOAs side arbejder vi ikke som et parti, men ud fra det, der har betydning for arbejdslivet, arbejdstiden og arbejdspladsen. Det handler om vores arbejde, og dem vi arbejder med. Vi vil gerne have danskerne til at give signaler til politikerne om, at vi ikke vil se yderligere angreb på velfærden,” siger Dennis Kristensen.

Efter fire dage havde over 30.000 personer skrevet under på ønsket om bedre velfærd. Underskriftsindsamlingen er en del af en kampagne, der blandt andet indebærer et landsdækkende tillidsmandsmøde i Odense 4. oktober. Det bliver til den tid besluttet, hvor længe indsamlingen skal løbe.

Find underskriftsindsamlingen her.

Opdateret med status på underskriftsindsamlingen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev