Annonce

Psykiatrisk Hospital Risskov

Tema: Vold i psykiatrien

Næsten hver 10. patient i den almindelige psykiatri er kriminel


Pladsmangel i retspsykiatrien betyder, at kriminelle psykisk syge indlægges på almindelige afdelinger. Det skader behandlingen, mener SIND.

Annonce

På Psykiatrisk Hospital Risskov har 9,7 procent af patienterne i almenpsykiatrien domme for kriminalitet. Det svarer til billedet på landsplan. Lars Aarø

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Tæt på hver tiende seng i almenpsykiatrien bliver optaget af en retspsykiatrisk patient. Det kan Fagbladet FOA i dag i samarbejde med Zetland fortælle.

De mange patienter med domme går ud over behandlingen – både af dem selv og de øvrige patienter.

”De retspsykiatriske patienter kan ikke få den nødvendige behandling i almenpsykiatrien. Det andet problem er hensynet til de øvrige patienter. Nogle af de retspsykiatriske patienter er udadreagerende og tvinger medpatienter til at smugle stoffer ind,” siger Knud Kristensen, formand for SIND.

I aktindsigter fra Arbejdstilsynet og Ombudsmanden kan man da læse om flere episoder, hvor retspsykiatriske patienter på hospitaler har afpresset medpatienter og truet ansatte.

Siden 2001 er der sket en tredobling i antallet af psykisk syge, der er dømt for kriminalitet. Selvom man i retspsykiatrien har fået flere senge, har oprustningen ikke kunne følge med stigningen i patienter.

Derfor må nogle af de retspsykiatriske patienter på grund af pladsmangel indlægges i almenpsykiatrien.

“Det er slemt for de ansatte og de andre patienter på afdelingen. Men det er også et svigt af den kriminelle psykisk syge, for vedkommende er jo kommet det helt forkerte sted hen. Det må man gøre op med, for det er uacceptabelt, at man bruger psykiatrien til at opbevare nogle borgere, der hører til et helt andet sted,” siger Karen Stæhr, sektorformand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) erkender, at det er problematisk, at angste eller selvmordstruede patienter kan indlægges ved siden af en voldelig, kriminel patient.

Det er et kæmpe stort problem. Det er også derfor, vi har fokus på hvilke patientgrupper, der lige nu er til fare for både medarbejdere og patienter. Det er en prioritet at sørge for, at de får et tilbud, der er det rette for dem og som ikke kompromitterer andre patienter og ansatte, siger ministeren.

Hun understreger, at det er regionernes opgave at sikre, at der er de nødvendige sengepladser i psykiatrien. Kan de ikke løfte den opgave, så er det deres ansvar at råbe op, mener ministeren.

Hvis ikke de mener, de er i stand til at tilvejebringe kapaciteten, så er de jo nødt til at bringe det op, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Så meget fylder de retspsykiatriske patienter

Region Midtjylland
Psykiatrisk Hospital Risskov
2013 - 9,3 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.
2014 - 8,2 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.
2015 - 8,4 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.
2016 - 9,7 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.

Regionspsykiatrien Randers
2013 - 12,8 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.
2014 - 12,1 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.
2015 - 16,9 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.
2016 - 14,6 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.



Region Nordjylland
”I 2016 var det ca. 9 procent af de almenpsykiatriske sengepladser, der blev optaget af patienter med en retspsykiatrisk dom i form af dom til behandling eller dom til anbringelse. Andelen er steget i forhold til 2010. Antallet af sengepladser optaget af patienter med dom har været på samme niveau i 2014 og 2015 som i 2016, andelen var her dog kun ca. 8%, da antallet af sengepladser er reduceret i 2016,” skriver Region Nordjylland i en aktindsigt.


Region Sjælland
I en mail oplyser Region Sjælland, at det vil være ‘uforholdsmæssigt ressourcekrævende at udarbejde en oversigt, der kan besvare spørgsmålet’. Den 15. december 2016, altså dagen hvor aktindsigten blev sendt, oplyser Region Sjælland, at der var 26 retspsykiatriske patienter indlagt på regionens 234 sengepladser.

Til Ombudsmanden har ledelsen i regionen i begyndelsen af det nye år oplyst, ‘at der i Region Sjælland løbende er ca. 90-100 patienter indlagt med en retspsykiatrisk særforanstaltning. Patienterne fordeler sig sådan, at 30 er indlagt på Sikringsafdelingen, 38 er indlagt i den regionale retspsykiatri, og de øvrige 20-30 patienter er indlagt i almenpsykiatrien’.



Region Syddanmark *
I Region Syddanmark har man udbygget retspsykiatrien i Middelfart fra 44 senge i 2014 til 70 i 2016. Udbygningen er sket for at reducere antallet af patienter med anbringelsesdomme i almenpsykiatrien.

Psykiatrisk Afdeling Middelfart, 2016
2016 - 2,8 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.

Psykiatrisk Afdeling Odense, 2016
2016- 6,3 procent af patienter i almen psykiatriske senge har dom til behandling.


Region Hovedstaden
Ved en tværsnitsundersøgelse, der blev foretaget den 8. oktober 2016, var 8 procent af de almenpsykiatriske sengepladser belagt med retspsykiatriske patienter.

Kilde: Aktindsigter fra de fem regioner

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev