Når en patient kommer til den fælles akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus, kan det meget vel være Bastian Petersen, der tager imod vedkommende.
Han er social- og sundhedsassistent og har været på afdelingen siden 2013, og det er enten social- og sundhedsassistenterne eller sygeplejerskerne, der tager den indledende samtale med patienten.
Læs også: Sosu’er presses ud af sygehusene
”Det er lægerne, der ordinerer behandlingen, men sosu-assistenterne, der sætter den i værk og får det hele til at glide,” siger Bastian Petersen om sin opgave på afdelingen.
Flerfaglighed giver dynamik
På afdelingen er der ca. 20 social- og sundhedsassistenter ansat, og ledelsen på afdelingen lægger stor vægt på flerfagligheden, siger ledende sygeplejerske Christian Jørgensen:
”Det er min opfattelse, at den største værdi og dynamik opnås på en afdeling, hvor der er flerfaglighed,” siger Christian Jørgensen.
Han gør meget ud af at sikre, at social- og sundhedsassistenterne har den rette uddannelse til de opgaver, de skal løse.
Uddannelse prioriteres højt
Derfor skal de igennem et uddannelsesforløb, når de begynder på afdelingen, og i maj var de på to-dages efteruddannelse, som de selv havde været med til at tilrettelægge.
”Vi prioriterer uddannelse højt. Siger man A, må man også sige B, og vi vil gerne have social- og sundhedsassistenter, så skal vi også give dem den uddannelse, de har krav på,” siger Christian Jørgensen.
I år var temaer som kardiogent shock, EKG og dokumentation på dagsordenen.
Bastian Petersen mærker tydeligt, at han er en del af en faggruppe, som er ønsket på hospitalet:
”I det daglige mærker jeg ikke, at her er et hierarki. Man respekterer hinanden for de kompetencer, man har,” siger Bastian Petersen.