Vinterens værste vira er på retur med de lunere majdage. Men forældre med små børn kan aldrig vide sig sikre. Pludselig en aften har den lille tårnhøj feber – og suget i maven, de bange anelser og bekymringerne tager til. Hvem kan bedst ‘tillade sig’ at have barn syg? Stresser jeg kollegerne, hvis jeg bliver hjemme igen? Kan mormor mon passe noget af dagen?
Langt de fleste forældre burde med sindsro kunne tage to barns sygedage. Men hvad med barnets tredje sygedag? Og hvad gør man, når barnets søskende rammes senere på ugen?
Fagbladet FOAs undersøgelse viser, at næsten hver anden har følt sig tvunget til at aflevere et sygt barn i institution. Og tre ud af fire FOA-medlemmer, der selv arbejder med børn, kender til den situation, hvor børn har fået Panodil fra morgenstunden, bliver afleveret – og så bliver rigtigt dårlige i løbet af formiddagen.
Det er en syg forklaring. Kun få ansatte kan helt frit vælge arbejdstider, vagter og antal timer – eller skifte til et ‘børnevenligt’ job. Og forklaringen tager hverken højde for, at bedsteforældre i dag går senere på pension, eller for, at tidens stramme normeringer ikke levner meget plads til skrantende børn.
Frem for at reducere det til familiernes eget ansvar og individuelle problem - med stress, pres og skyldfølelse til følge - burde vi begynde at tænke i fælles, holdbare løsninger - gerne med skelen til vores nabolande.
I Sverige og Norge har forældre helt andre muligheder for selv at passe deres syge børn. Forældre i Sverige har tilsammen ret til 120 børns sygedage om året til 80 procent af lønnen, der udbetales en fælles forsikringskasse – mens norske forældre har hver 10 sygedage med fuld løn årligt per barn under 12 år. Er man enlig, har man ret til flere dage.
En dansk model skal selvfølgelig passe til danske forhold. Det centrale er, at der bliver fundet en løsning, hvor familierne får bedre opbakning fra samfundet, når sygdommen rammer. Både for børns og voksnes skyld.