​Det er et par år siden, det skete. Alligevel sidder hændelsen stadig dybt i Helle Winkler, der arbejder som pædagogisk assistent i daginstitutionen Børnebakken i Esbjerg. 

Egentlig har hun ikke lyst til at rippe op i historien, men hun har sagt ja til at medvirke, fordi hun gerne vil være med til at udbrede budskabet om, hvor vigtigt det er, at ansatte i dagtilbud jævnligt får kursus i førstehjælp.

Det var den viden, hun selv trak på, da hun en forårsdag i maj 2014 stod med lille Victor Emil, som var ved at blive kvalt.  

Gisper efter vejret

Den voldsomme hændelse starter under samlingen, hvor Helle sidder sammen med børnegruppen og to andre voksne. Frugtfadet er lige gået rundt, da hun lægger mærke til, at Victor Emil hiver efter vejret. Hun beder den studerende, der sidder ved siden af drengen, om at banke ham i ryggen. Det hjælper ikke.

“Han tog fingrene i munden og gispede, sådan helt panisk. Jeg fór op og hev ham op fra gulvet. Han var ved at blive blå om læberne. Jeg råbte på hjælp, men dørene var lukket, så ingen hørte det,” fortæller Helle og går i stå. Oplevelsen kommer igen så tæt på, at tårerne presser sig på.

Pædagogisk leder Annemarie Smedegård Ludvigsen lægger en arm om Helle. Hun var selv til stede i Børnebakken den dag, og ved fælles hjælp genfortæller de resten af forløbet. 

Bange for at noget var brækket

Inde på stuen banker Helle igen drengen i ryggen, og endelig sker der noget. Victor Emil hoster, og et stykke æble kommer ud. Der er hul igennem. I mellemtiden er Annemarie kommet ind til børnegruppen og kan hjælpe til. 

Helle tager drengen med ud på badeværelset, så han kan få lidt vand og sunde sig. Men så sker det igen. Han kan ikke trække vejret, og denne gang bliver han helt blå i hovedet.
“Jeg kunne se, at det var tæt på,” siger Helle.

Hun vender ham rundt og lægger ham over sine ben.

“Jeg knaldede ham sådan én i ryggen. Så hårdt, at jeg var bange for, at han havde brækket noget.” 

Back blows hedder det, som Helle gør. I Børnebakken har de på et førstehjælpskursus øvet den situation med børnedukker en måneds tid forinden. 

Helles handling gør forskellen. Victor Emil kaster resten af æblestykket op og kan igen få luft. Bagefter græder han og søger trøst på skødet. Der bliver ringet til forældrene, og faren kommer for at tage ham til lægen for at sikre, at han ikke er kommet til skade.

“Fordi vi lige havde været på kursus, var vi helt skarpe på, hvad vi skulle gøre,” siger Annemarie Smedegård Ludvigsen.

Glad næste dag

Næste dag kommer Victor Emil i vuggestue, og han er glad og helt, som han plejer. 

“Det var så rart at se ham igen,” mindes Helle.

Selv har hun bearbejdet hændelsen ved at tale med sin leder og kolleger. Men hun er stadig ekstra på mærkerne, når et barn hoster. Og så er der det med maden.

“I lang tid efter så jeg helst, at børnene kun fik banan og andre bløde ting, men det nytter jo ikke noget. De skal have trænet deres mundmotorik,” siger hun.

I oktober 2016 har Helle igen fornyet sit førstehjælpscertifikat.

“Det er guld værd at vide, hvordan man skal handle, når man står i sådan en situation.”