Da en lille gruppe sindslidende, kriminelle borgere flyttede ind på Lindegården sidst i 00’erne, blev miljøet på bostedet mere råt. Det betød, at vold, trusler og narkohandel steg i både hårdhed og omfang.
Det var her Mikkel Milter Rødgård stiftede bekendtskab med bostedet for første gang.
“Jeg arbejdede med narko på gadeplan hos politiet og begyndte at komme på Lindegården som betjent. Her kunne jeg se, at jeg kunne gøre en forskel. Samtidig kom der flere kriminelle, misbrugende, psykisk syge til bostedet, som derfor fik nogle andre udfordringer, end de havde været vant til,” siger han.
Læs også: ”Vivis død må ikke blive glemt”
I 2014 stoppede Mikkel i politiet og stiftede sit eget firma, SAOS, som i dag bl.a. yder konsulentbistand til Lindegården. Han arbejder med at forebygge vold og trusler samt at sikre, at kriminaliteten på bostedet bliver fulgt op af politiet.
Bedre forhold til politiet
Før Mikkel blev tilknyttet Lindegården i 2014 ringede personalet ligesom i dag i perioder næsten dagligt til det lokale politi. Det viser en aktindsigt i samtlige journaliserede henvendelser fra bostedet til politiet, som Fagbladet FOA har gennemgået.
Men det var ikke altid, at politiet kom, når de ansatte ringede efter hjælp. Når politiet reagerede, kunne det være svært for betjentene at opklare forbrydelsen, fordi de ansatte ikke havde sikret de nødvendige beviser. Efter Mikkel blev bindeled mellem bosted og politi, er samarbejdet blevet meget bedre, fortæller tillidsrepræsentant på Lindegården Lene Mouritzen.
“Vi har fået et helt andet samarbejde med politiet. En af årsagerne er, at Mikkel sørger for, at vi får anmeldt kriminalitet på den rigtige måde. Det er en fordel, for vi kender ikke politisystemet på samme måde, som han gør,” siger hun.
Læs også: Alarmklokkerne ringede lang tid før knivdrab
Det virker også konfliktnedtrappende, når det er Mikkel og ikke det faste personale, som håndterer politianmeldelserne af narkosalg og trusler.
“I de lidt mere tilspidsede situationer, hjælper han også, og det betyder, at fokus bliver flyttet fra personalet. Det er godt, for vi er relationspersoner, som har en daglig kontakt med beboeren, og det betyder, at vi er mindre udsatte,” siger hun.
Bedre til at anmelde
Siden Mikkel kom til bostedet, er vold og truslerne fortsat - primært fordi antallet af misbrugere på bostedet er vokset. Det hele kulminerede, da en ansat blev dræbt på Lindegården den 25. marts i år.
Antallet af anmeldelser er vokset siden 2014, og anmeldelserne er også blevet mere detaljerede. Det kan Fagbladet FOA se i en gennemgang af bostedets kontakt til Midt- og Vestsjællands Politi fra 2007 til 2016. De grundigere anmeldelser er ifølge personalet Mikkels fortjeneste.
“Hvis en person ringer til politiet i en stresssituation, så kan anmeldelsen godt blive lidt kaotisk, og så er det svært for politiet at arbejde videre med den,” forklarer Mikkel.
Han hjælper derfor personalet med at indgive anmeldelser, der er til at arbejde videre med.
“Vi vil gerne have et professionelt forhold til politiet. Derfor har vi stort fokus på at lave gode anmeldelser. Det er tit, når vi oplever kriminalitet herude, at jeg laver en hel sag til politiet, så det er lige til at gå til,” siger han.
Læs også: Skydevåben, økser og knive flyder på bosteder efter drab
Beboernes tillid er vigtigt
Selvom Mikkels arbejde på Lindegården medvirker til, at kriminelle beboere risikerer at få en behandlingsdom, er han ifølge ham selv og personalet vellidt af beboerne.
“Alt bliver anmeldt til politiet uanset relation, og det har faktisk gjort, at jeg har kunnet arbejde trygt og sikkert,” siger han.
Selvom han har politibaggrund, forsøger han at arbejde pædagogisk med beboerne, der laver kriminalitet.
“Tit og ofte kan de godt se, at det, de laver, er noget skidt. Så har jeg spurgt, ‘skal vi ikke gå op til politiet og tale med dem’. Meget ofte vælger de at følge med til stationen, fordi de har tillid til mig,” siger Mikkel.
I de perioder, hvor der har været særligt store problemer med narkosalg, har Mikkel også hjulpet det lokale politi med at få razziaer på plads. Han laver også støtteforløb og mægler, hvis beboerne indbyrdes har problemer med trusler eller afpresning.
“Det øger trygheden for beboerne, at de ved, at de kan få hjælp hos Mikkel, og tryggere beboere giver mere trygge arbejdsforhold for de ansatte,” siger Lene Mouritzen.
Forebygger nyt drab
Fagbladet FOA har gennem aktindsigt hos kommuner og regioner gennemgået økonomien på en række bosteder landet over. En fællesnævner for de fleste bosteder er, at de har været underlagt besparelser de seneste år, der har betydet nedskæringer i personalet.
På Lindegården vil de dog være kede af, hvis sparekniven ramte Mikkel, for det vil ifølge de ansatte gå ud over trygheden.
“Mikkel har hjulpet med at bygge bro mellem os og politiet. Hvis kontakten til politiet blev dårligere, vil det ramme tryghed og sikkerhed. I værste fald kan det ende med det, som det endte med før,” siger Lene Mouritzen, og henviser til drabet på en kollega.
Mikkel er lige nu tilknyttet Lindegården på fuld tid. I øjeblikket arbejder han som nattevagt, da bostedet i nattetimerne har haft problemer med kriminalitet.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret