Annonce

Kolleger på plejecenter sidder uden for og taler sammen

Tema: Arbejdsglæde

Sammenhold på jobbet giver arbejdsglæde


Opbakningen fra kollegerne og følelsen af selv at bestemme over arbejdsdagen gør sosu-assistent Anja Siebeneicher vild med sit arbejde.

Annonce

Hvis en kollega har brug for hjælp, er der altid en af de andre på Aktivitets- og Plejecenter Lunden i Rønne, der er klar med hænder og støtte. Pelle Rink

Af Sophie Holland
Journalist

Annonce

Plads til forskellighed og indflydelse på arbejdet. Anja Siebeneicher er ikke mange sekunder om at sætte ord på, hvad det er, der gør hendes arbejdsliv inspirerende.

“Jeg har altid lyst til at komme på arbejde og dele ud af mig selv, fordi arbejdsmiljøet er så
godt. Her er der ingen, der får mundkurv på. Vores observationer betyder noget, og vi er med til at bestemme,” slår hun fast.

Anja Siebeneicher er sosu-assistent på Aktivitets- og Plejecenter Lunden i Rønne, hvor den store hall byder velkommen med skilte til skomageren, frisøren og en café. Selv klokken 11:30, hvor de fleste beboere spiser, er der livlig aktivitet på gangene.

Læs også: God jobenergi giver godt helbred

Anja Siebeneicher kan da heller ikke gå mange meter, før en beboer henvender sig med spørgsmål til dagens koncert, som Anja har arrangeret.

“Vores beboere kan helt sikkert mærke den gode energi, der er mellem os medarbejdere,” siger hun.

Læs også: Sådan får I arbejdsglæden tilbage

Fri for snak i krogene

For Anja er især én følelse gennemgående for samarbejdet med kollegerne: Accept. Der er omkring 30 medarbejdere på Lunden, og forskellighederne er mange. Det er dog ikke afsæt for snak i krogene og gruppedannelser – tværtimod.

“Vi går ikke bag om ryggen på hinanden, som jeg har oplevet det ske andre steder. Det hænger nok sammen med, at det faglige, for eksempel måden at udføre plejen på, er ens for alle,” siger Anja Siebeneicher.

I personalegruppen gør de nemlig meget ud af at tale om plejen af beboere, og det betyder, at det ikke skaber splid. Der bliver holdt klyngemøder, hvor en fra ledelsen og medarbejdere fra både dag- og aftenhold deltager. Ifølge Anja betyder det, at kommunikationen er god og informationsniveauet højt.


Skilt på arbejdsslagstavle med teksten Stop en surstråler og svesken på disken
På Lunden Aktivitets- og plejecenter er der ifølge sosu-assistent Anja Siebeneicher en kultur, hvor kollegerne ikke går bag ryggen om hinanden, men er gode til at tale sammen om plejen af beboerne. Pelle Rink

Opmærksomme kolleger

På Lunden er der ingen, der går til frokost, før kollegerne har fået et opkald med tilbud om hjælp. Der er heller ingen, der får lov at være mutte eller kede af det uden at få opmærksomhed fra kollegerne. Sådan er stemningen, og det mener Anja, at der er en god grund til.

“I min hverdag mærker jeg sammenholdet mellem kollegerne, og det giver mig energi til at yde noget ekstra. Men sammenholdet og den rare stemning er kun mulig, fordi ledelsen skaber nogle gode rammer,” siger hun.

Fælles om spareøvelse

Ligesom mange andre steder mærker Lunden ind imellem, at der skal spares. Det er en udfordring, som kan mærkes i hverdagen, men spareøvelsen foregår ikke hen over hovedet på medarbejderne.

“Sidste gang der skulle spares, blev vi spurgt, hvor vi mente, der kunne undværes, og det resulterede i, at der nu er én mindre på eftermiddagsholdet. Det er lige trådt i kraft, så vi kender ikke konsekvenserne, men det bliver nemmere at acceptere, når vi har været med til at beslutte det. Det giver følelsen af selv at bestemme over det daglige arbejde,” siger Anja Siebeneicher.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev