Solen står højt på himlen over Christiansborg slot. Mona Nielsen sidder inde bag murene sammen med 75 andre og venter på sine to minutter alene med Dronning Margrethe.
Den 62-årige hjemmehjælper har taget turen fra Aalborg til København for at takke majestæten for den fortjenstmedalje, hun har modtaget, efter 40 år i hjemmeplejen i Aalborg Kommune.
Men Mona Nielsens humør er trods den festlige anledning en smule nedtrykt, for kun 14 dage efter jubilæet modtog hun en fyreseddel.
Leder ville vente med fyring
”Jeg blev helt paf, da min nye leder, Pia Brink, kontaktede mig i telefonen for at kalde mig til tjenstlig samtale,” siger Mona Nielsen til Fagbladet FOA.
Ved samtalen blev Mona Nielsen opsagt, fordi hendes faglige baggrund som hjemmehjælper ikke længere passede ind i hjemmeplejen i Aalborg Kommunes profil.
”14 dage inden havde hun holdt en flot tale til mit jubilæum, hvor hun blandt andet satte fokus på, at jeg var god til at tilpasse mig og følge med strømmen, selv om hun kun havde mødt mig to gange før,” tilføjer hun.
Lederen ønskede fremover, at det er social- og sundhedsassistenter, der skal passe aftenvagterne. Til mødet fortalte lederen, at hun havde truffet beslutningen om at fyre Mona Nielsen allerede inden hendes jubilæumsfest den 25. april.
Skal arbejde i opsigelsesperioden
Mona Nielsen har et halvt års opsigelse, og i den periode skal hun fortsætte med at arbejde i sine normale aftenvagter.
”De kan sagtens bruge mig frem til 30. november, hvor jeg skal stoppe. Der gør det ikke noget, at jeg mangler de kompetencer, som er grunden til, at de fyrer mig,” siger Mona Nielsen.
På papiret har hun blot en syv uger lang hjemmehjælperuddannelse.
”Men jeg altid efteruddannet mig, og jeg har jo været i ”praktik” i de seneste 40 år,” siger hun.
FOA går ind i sagen
Formanden for FOA Aalborg, Kristian Gaardsøe, mener, at det er dårlig opførsel fra Aalborg Kommune, og afdelingen har gjort indsigelse imod fyringen.
”Vi kræver, at Mona Nielsen får sit job tilbage, eller som minimum bliver tilbudt et lignende job i Aalborg Kommune,” siger Kristian Gaardsøe til Fagbladet FOA.
Hovedpersonen selv har ikke lyst til at stoppe på arbejdsmarked som 62-årig.
”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en sygedag, og jeg har været utrolig heldig, at jeg aldrig har pådraget mig nogen skader i det hårdt krævende job som hjemmehjælper,” siger Mona Nielsen.
Hun mener selv, at hun kan holde til at arbejde i hjemmeplejen i flere år endnu.
Kommunen står fast på beslutningen
Direktør for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune Jan Nielsen bekræfter over for Fagbladet FOA, at hjemmeplejen udelukkende vil bruge social- og sundhedsassistenter i aftenvagterne.
”Jeg kan ikke gå ind i den enkelte sag, men vi har i perioden afskediget fem ansatte, der ikke havde de rigtige kompetencer. Der er Mona Nielsen en af dem,” siger Jan Nielsen.
Han tilføjer, at de alle er blevet tilbudt andet arbejde i kommunen ifølge hans oplysninger. Det kan Mona Nielsen ikke nikke genkendende til.
Hjemmeplejelederen opfordrer til uddannelse
”Jeg spurgte min leder, da jeg blev fyret, og hun sagde, at der ikke var noget andet arbejde at få i kommunen. Heller ikke i rengøringen,” siger Mona Nielsen.
Fagbladet FOA har på opfordring fra direktør Jan Nielsen været i kontakt med lederen af hjemmeplejen i Aalborg distrikt øst, Pia Brink. Hun kan ikke drøfte den konkrete sag, men hun kan bekræfte, at ingen af de fem fyrede medarbejdere er blevet tilbudt nyt arbejde i kommunen.
”Vi har tilbudt de fem orlov til at kunne uddanne sig til social- og sundhedsassistenter og vende tilbage til Aalborg Kommune,” siger hjemmeplejelederen Pia Brink, en udtalelse, der får Mona Nielsen til at trække på smilebåndet:
”Så ville jeg være færdig som social- og sundhedsassistent, når jeg skal på folkepension,” lyder det fra Mona Nielsen.