Louise Hermansen (tv.), Heidi Hovgaard Frederiksen og Mark la Cour var ikke tilfredse med deres tidligere arbejdsgiver Tryghedsplejen, der gik konkurs i efteråret. "Vi fik mere og mere travlt, og det var ikke altid, at borgerne fik den hjælp, de var visiteret til. Vi var simpelthen for pressende, og det gav én dårlig samvittighed," fortæller Heidi.
Heidi Lundsgaard
Af
Rasmus Handberg
Journalist
“Jeg vil hellere arbejde ni dage i træk. Det er mindre hårdt psykisk end at opleve sådan en aften og nat igen.”
Sådan siger social- og sundhedshjælper Mark la Cour. Han glemmer sent fredag 2. oktober sidste år. Først mistede han ligesom hundredvis af andre jobbet, da Tryghedsplejen blev erklæret konkurs. Blot timer senere var han hovedkraften bag Assens Kommunes indsats for at sikre, at borgerne fik den hjælp, flere af dem er dybt afhængige af.
Mark var fremme hos de første borgere omkring klokken syv den aften. På det tidspunkt havde flere ventet på hjælp til toiletbesøg, mad og udlevering af medicin i op mod fem timer.
“Borgerne var vrede og frustrerede. Og med god grund,” husker Mark la Cour.
Han er i dag mødtes med to tidligere kolleger, der også er social- og sundhedshjælpere for at tale om den dag, hvor en sms vendte op og ned på deres arbejdsliv.
Chokerende sms
“Vi er lige nu blevet erklæret konkurs af retten, så alt arbejde slutter nu. I skal ikke køre mere fra nu af,” stod der i sms’en, alle ansatte hos Tryghedsplejen i Assens modtog omkring kvart i tre den eftermiddag. Beskeden kom som et chok, husker de.
“Jeg råbte ‘fuck’. Vi var alle sammen meget berørte” siger Louise Hermansen og husker, at hun ringede til en kollega, der bare græd og græd. Mark la Cour bryder ind.
“Og hvad med borgerne? Hvad sker der med dem, hvordan får de deres hjælp,” husker han, at han tænkte. Heidi Hovgaard Frederiksen nikker:
“Vi har hjertet med i arbejdet, og vi hjælper mennesker, som stoler på os. De har tillid til os. De forventer vores hjælp, og flere kan ikke klare sig uden os. Vi havde et bånd til mange af dem, som gik langt ud over arbejdet. Pludselig var det bare slut,” siger hun og kigger op.
“Jeg får gåsehud af at tale om det. Og når man så hører, at de ikke har fået hjælp hele eftermiddagen. Det er forfærdeligt at tænke på,” siger Heidi Hovgaard Frederiksen.
Det var hårdt psykisk at besøge dem. Da jeg fortalte dem om konkursen, blev de utrygge og stillede en masse spørgsmål, som jeg ikke havde svaret på.
Hvor bliver hjælpen af?
De tre tænker særligt på én borger i kørestol, som skulle have haft hjælp til at komme på toilettet kvart over tre. “Hun må have haft det forfærdeligt,” siger Heidi
Hovgaard Frederiksen.
Bekymringen i hendes blik er rammende for stemningen ved bordet.
Flere af de ældre bruger ble, fortæller de tre sosu-hjælpere.
“Og hvis du ikke bliver hjulpet på toilet, sidder du der i en stor sø. Selvom du bruger ble, er der grænser for, hvor meget den kan suge, og hvor længe du kan sidde i dit eget tis,” siger Louise Hermansen.
Flere borgere har siddet alene uden at vide, hvor deres hjælp blev af. Det er ikke rart for de tre at mindes. Mark la Cour beroliger dog sine to tidligere kolleger. Han hjalp kvinden i kørestolen senere den pågældende aften:
“Hun var frustreret og vred over ikke at have fået sin hjælp, men efter jeg forklarede situationen, viste hun forståelse og var i det mindste glad for, at det var mig, der kom og ikke en helt fremmed fra det kommunale.”
Rykker ud for kommunen
Mark stod sammen med en kollega på vagtplanen den pågældende aften. Ifølge planen skulle kollegaen starte klokken 15.15, og Mark la Cour skulle møde ind klokken 18. Den plan blev kasseret, idet konkurs-sms’en tikkede ind. I stedet overtog kommunen borgerne. Klokken 17.45 ringede kommunens områdeleder af hjemmeplejen til Mark la Cour.
“Hun spurgte, om jeg havde mulighed for at komme ned og hjælpe dem på en midlertidig ansættelse. De vidste godt, at de havde problemer. Og selvfølgelig ville jeg hjælpe, for det var borgerne, det handlede om,” siger han. Mark la Cour kørte ud på vagt 18.30. Borgerne var utilfredse og forvirrede, fortæller han.
“Det var hårdt psykisk at besøge dem. Da jeg fortalte dem om konkursen, blev de utrygge og stillede en masse spørgsmål, som jeg ikke havde svaret på.”
På sin køreliste havde Mark la Cour i alt 16 besøg den aften og nat, heriblandt hos to demente borgere, husker han. De to eks-kolleger ved bordet er stolte af Marks indsats.
“Det har uden tvivl været godt for borgerne, at Mark havde overskud til at tage opgaven på sig,” siger Louise Hermansen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
De tre nu forhenværende kolleger er mødtes for at tale om den skæbnesvangre dag, hvor en sms gjorde dem arbejdsløse.
Heidi Lundsgaard
Forhåbentlig sidste konkurs
Snakken falder på Tryghedsplejen. Skulle de tre have luret, at noget uldent var på færde? Set i bakspejlet skulle de måske.
“Vi fik mere og mere travlt, og frokostpause var der ingen af, og det var ikke altid, at borgerne fik den hjælp, de var visiteret til. Vi var simpelthen for pressede. Men samtidig havde vi støt tilgang af borgere, og så tænker man jo ikke, at det går den gale vej,” siger Heidi Hovgaard Frederiksen.
I dag har både hun og Mark la Cour fundet nyt arbejde. Mark la Cour hos et andet privat hjemmeplejefirma, Heidi i den kommunale hjemmepleje. Hun har arbejdet i to private plejefirmaer, der har drejet nøglen om, så det er slut for hendes vedkommende.
“Det er simpelthen for usikkert og hårdt,” siger hun.
Louise Hermansen har endnu ikke fundet nyt arbejde. Tryghedsplejen var hendes første arbejdsgiver efter endt uddannelse. Efter den oplevelse har hun brug for en hjemmepleje-pause. Selvom Tryghedsplejen er et overstået kapitel for dem alle, er det sidste punktum ikke sat.
Tilsammen har de tre små 300.000 kroner til gode i form af manglende løn, ferie og pension. “Vi oplever forhåbentlig aldrig en konkurs på nærmeste hold igen,” er de tre eks-kolleger enige om.