Siden det private plejefirma Kærkommen gik konkurs i marts har Lønmodtagernes Garantifond og Aalborg- og Hjørring kommuner været uenige om, hvem der skal betale regningen. Det har efterladt alle de tidligere ansatte uden løn, feriepenge og pension, som der kan gå flere år, før de ser.
En af dem er Kristine Gjedde, som var ansat i Hjørring. Hun mangler 134.000 kroner, som familien så har været nødt til at tage fra opsparing, kassekredit og sågar børnenes opsparing.
”Jeg troede på en hurtig afklaring, men nu står jeg i stedet i en økonomisk situation, som jeg ikke kan overskue, hvordan jeg kommer ud af igen. Jeg føler mig taget som gidsel i hele situationen. Jeg har jo bare passet mit arbejde ligesom alle andre,” siger hun til Fagbladet FOA.
Ministre i samråd
Det er situationer som Kristine Gjeddes, der har fået næstformand i Folketingets Beskæftigelsesudvalg Bjarne Lausten (S) til at indkalde sundheds- og ældreminister Sophie Løhde samt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i samråd for at få afklaring på reglerne.
”Det er uholdbart, at der går folk rundt og mangler deres penge. Det er ikke småbeløb, det drejer sig om for de tidligere ansatte, og de skal ikke vente flere år med at få dem. Vi er nødt til at have nogle helt klare regler på området,” siger han til Fagbladet FOA.
Der skal være klare regler
FOA har sammenlagt indberettet 11.111.201 kroner til Aalborg og Hjørring Kommune, efter at kravet blev afvist i Lønmodtagernes Garantifond.
”Kommunerne er forpligtet til at sørge for, at borgerne får deres hjælp, når et firma går konkurs. Det er noget rod, hvis kommunen ikke kan gå ind at overtage nogle medarbejdere, uden de hænger på regningen,” siger Bjarne Laustsen.
Han mener samtidig, at det er for tidligt at sige, om der skal en lovændring til, men at det først og fremmest drejer sig om helt klare spilleregler på området.
Stil krav om garantier
Bjarne Laustsen mener også, at kommunerne skal stille støre krav til de private plejefirmaer, før de kan få opgaven.
”Kommunerne burde stille krav om bankgarantier, så der er en sum penge at tage af, hvis et privat firma går konkurs. Det formindsker skaden både hos kommunerne og hos de ansatte,” siger han.
Samrådet afholdes den 19. august og er åbent for alle interesserede.