Redigeret 25. juni 2015.
Efter fem år som serviceassistent i det private plejefirma Kærkommen var det en nedslående besked for 45 årige Ove Villadsen fra Aalborg, at firmaet var gået konkurs den 20. marts. Han stod nu og manglede både løn, feriepenge og job.
”Jeg vil ikke sige, jeg var helt nede psykisk, men jeg havde det elendigt. Det har jeg faktisk stadig, fordi situationen er meget usikker,” siger han til Fagbladet FOA.
Både Lønmodtagernes Garantifond, LG, og Aalborg Kommune har sagt nej til at udbetale den manglende løn til de tidligere ansatte. Det betyder, at der kan gå flere år, inden de får deres penge.
Mistet hele opsparingen
For Ove Villadsen har det stor betydning, at der kan gå lang tid. Han har nemlig selv brugt hele sin opsparing på at dække over to måneders løn og fem ugers ferie, som han har til gode. På hans vegne har FOA Aalborg indberettet 83.755 til LG.
”Da jeg får af vide, at hverken Lønmodtagernes Garantifond eller Aalborg Kommune vil betale vores løn, så begynder jeg faktisk at græde. Jeg har sparet op hele mit liv, og det var ikke det her, jeg have regnet med at bruge min opsparing på,” siger han og fortsætter:
”FOA Aalborg har tilbudt os at låne pengene. Men jeg troede kun, der ville gå nogle måneder, så jeg så ikke noget problem i at bruge min opsparing. Det var måske lidt naivt.”
Intet arbejde ved kommunen
Da Kærkommen gik konkurs, slog Aalborg Kommune nye stillinger op for at dække behovet efter konkursen. Nogle af stillingerne blev besat af tidligere Kærkommen-ansatte.
Derfor mener LG, at der er tale om en virksomhedsoverdragelse. Men Ove Villadsen blev ikke ansat ved kommunen.
”Jeg har ikke arbejdet så meget som et sekund for kommunen. Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor jeg skal være en del af tovtrækkeriet, når jeg ikke er blevet virksomhedsoverdraget,” siger han.
Den 26. april fik han nyt arbejde i et privat plejefirma. FOA vil lægge sag an på vegne af Ove Villadsen og de andre berørte medlemmer.
Læs også: Ingen vil betale løn til konkurs-ofre