Annonce

Hver anden frygter dagpengelivet


50 procent af FOAs medlemmer er utrygge ved dagpengesystemet.

Annonce

Af Rasmus Wind
Journalist

Annonce

Dagpengesystemet skulle være en sikker og tryg hånd under familiens økonomi, hvis man rammes af arbejdsløshed. Sådan oplever 50 procent af FOAs medlemmer bare slet ikke systemet mere. De sidste års mange reformer og nedskæringer har skabt udbredt utryghed og frygt for fremtiden, hvis arbejdsløsheden skulle ramme.


I en ny rundspørge blandt FOAs medlemmer svarer 19 procent ”Jeg er meget utryg” og 31 procent ”Jeg er utryg” på spørgsmålet: Hvor tryg er du ved dagpengesystemet, som det er i dag?


”Det virker, som om vi har givet køb på det hele,” siger Lone Fischer Nielsen, der er et af de FOA-medlemmer, der var deltaget i undersøgelsen. Hun er 60 år og arbejder som sosu-assistent på et plejehjem i Sorø.


Ringe hjælp

Det er både den halverede dagpengeperiode og den fordoblede genoptjeningstid, der gør dagpengesystemet utrygt i Lone Fisher Nielsens øjne. Men hun forklarer til Fagbladet FOA, at det ikke så meget er på egne vegne, at hun er utryg.


”Jeg har oplevet så meget i mit liv, at der skal en del til at ryste mig – og jeg har jo også nået en alder, hvor det med dagpenge måske ikke er så aktuelt. Men jeg kender folk, der er tæt på at miste deres dagpenge, og den hjælp, de kan få, er jo helt hen i vejret,” siger hun og fortsætter:


”Helt ærligt er jeg utryg ved, om dagpengene overhovedet får lov til at bestå”.


Ikke overraskende tal

Den store utryghed blandt FOAs medlemmer kommer ikke bag på professor Bent Greve fra Roskilde Universitet. Han har forsket i vældfærdssamfundet og arbejdsmarkedet siden 1986.


”Jeg vil vurdere, at andelen af utrygge ville være nogenlunde den samme, hvis man spurgte andre faggrupper end FOAs,” siger han til Fagbladet FOA.


”Det jo ikke kun dagpengeperioden og genoptjeningsretten, der er blevet forringet. Dagpengenes dækningsgrad er blevet markant dårligere over de seneste 10-15 år, og forringelserne er planlagt til at fortsætte de næste 5-7 år, så det er ikke overraskende, at der er utryghed ved dagpengesystemet”, forklarer han.


Dagpengenes dækningsgrad er den del af arbejdslønnen, som dagpengene svarer til. Dagpengene dækker altså mindre af den løn, man havde på arbejdet i dag, end de gjorde for 10-15 år siden.


De seneste opgørelser viser, senest i Politiken i går, at danskere på dagpenge får en stadig ringere del af deres løn dækket, når man sammenligner med det øvrige Europa.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev