Klimaforandringerne udfordrer de kommunale beredskaber, der sidste år rykkede ud et historisk højt antal gange på grund af storme, skybrud, oversvømmelser og forhøjet vandstand.
I alt blev det til 597 udrykninger forårsaget af vejret. Til sammenligning var der 340 udrykninger i 2018. Det viser tal fra ODIN, der er Beredskabsstyrelsens statistikværktøj.
”Klimaforandringerne giver allerede nu et voldsommere vejr i Danmark, og presser borgerne og beredskaberne. Når træerne vælter og vandet står os til knæene, er det de kommunale beredskaber, der rykker ud,” siger Thomas Brücker, sektorformand i FOA.
Samme melding lyder fra sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.
”Vi kan se, at vi får langt flere klimahændelser, og vi kan også se, at de tager mere af vores tid, fordi omfanget af opgaver er voldsommere end tidligere.”
”Det at vi skal afsætte mandskab og materiel til oftere at rykke ud - og rykke ud i længere tid - er med til at spænde elastikken for beredskaberne,” sagde Bjarne Nigaard tidligere på efteråret til Ritzau efter rekordstore mængder nedbør ramte Esbjerg og Vejle.
Store geografiske forskelle
Der er store forskelle på, hvor mange ressourcer kommunerne sidste år måtte bruge på at sende beredskabet ud til vejrhændelser. Helt i top var Aarhus og Esbjerg med henholdsvis 48 og 47 udrykninger.
”Nogle kommuner er tydeligvis hårdere ramt end andre, og derfor er det afgørende, at de får de ressourcer, der skal til, for at tackle den nye situation. Danmark bruger færre penge på beredskabet per indbygger, end de fleste lande vi sammenligner os med, og vi kan se på de stigende udrykningstal, at der er behov for at prioritere området højere,” siger Thomas Brücker.
Til Ritzau påpeger Bjane Nigaard fra Danske Beredskaber også, at vildere vejr øger behovet for mere materiel, mandskab og uddannelse:
"Vores materiel skal opgraderes, vi skal have nogle kraftigere pumper og flere watertubes. Derudover er vi også nødt til at forstå, hvad der kommer til at ramme os. Der er brug for en ny indsatstaktik, altså uddannelse der passer til, at vi står over for en ny udfordring."
I FOA kalder sektorformand Thomas Brücker det for 'oplagt' at inddrage kommunernes 10.000 tekniske servicemedarbejdere i arbejdet.
”Det er en kæmpe uudnyttet ressource, som kan sættes ind under de store klimahændelser,” siger han.
Det er typisk storm og orkan, der er skyld i udrykningerne. På landsplan var det årsagen til 330 ud af de 597 udrykninger i 2023.