Hvad gør man, hvis en vikar på ens arbejdsplads lægger videoer ud på TikTok, hvor vikaren – uden at vise ansigter – gør grin med kolleger over 50 år?
Det spørger Helle om i det seneste afsnit af Fagbladet FOAs podcast Dilemmaklubben med Malin.
”Det er ærligt talt nedværdigende, provokerende og sindssygt stressende for os kolleger, der har været her i mange år, og som sætter en ære i at gøre et godt stykke arbejde og være noget for de ældre,” skriver Helle, som også fortæller, at hun har været ved sin leder uden det store held. Faktisk fylder problemet så meget, at en af Helles kolleger har sygemeldt sig med stress.
I dette afsnit består dilemmaklubbens panel af Jakob Hartmann Hansen, pædagog på bostedet Thorupgården, Karina Hedegaard Rasmussen, pædagog i daginstitutionen Stenurten og Helle Andreassen, som er social- og sundhedsassistent og arbejder i FOAs afdeling i Køge.
De er alle tre enige om, at vikaren opfører sig uacceptabelt.
”Det er tydeligt, at hun har et værdisæt, som ikke flugter med, hvad jeg forventer er et rigtigt værdisæt, når man arbejder sammen med mennesker,” siger pædagog Jakob Hartmann Hansen.
Social- og sundhedsassistenten Helle Andreassen kommer med gode råd til sin navnesøster, der har skrevet ind, om hvordan hun kan tage problemet videre op gennem MED-systemet.
Programmets vært er Malin Schmidt, der til daglig er journalist på Fagbladet FOA. Hun tager dig sikkert igennem de uenigheder og enigheder, der kan opstå, når panelet finder svar på det, der rører sig i dit og andre Fagbladet FOA-læseres (arbejds)liv.
Dilemmaklubben behandler tre dilemmaer og varer cirka en halv time.
Hvis du har et dilemma, så send det til dilemma@foa.dk