Den sejeste brandmand i verden – eller 'Toughest Firefighter Alive'.
Det er, hvad Casper Kudahl Pedersen og Michael Holm Nielsen snart har muligheden for at blive i hver deres aldersklasse, når World Firefighter Games afvikles i Aalborg i dagene 7.-14. september (se boks længere nede).
"Det minder lidt om OL, og det bliver vildt spændende at møde en masse kolleger fra hele verden. Og så er det i Danmark – hvornår får man lige den chance igen," siger Michael Holm Nielsen.
For at blive den sejeste brandmand i verden skal man gennemføre en række krævende serier af udfordringer, der blandt andet består af løb med en brandslange i hver hånd, og når pulsen er helt oppe, skal slangerne rulles pænt sammen, så de kan være i en kassette.
Der skal også trækkes en 80 kilo tung dukke og bæres fyldte dunke igennem en tunnel, mens man er i fyldt udstyr. Og to tunge dunke skal trækkes op i et stillads i tredje sals højde, og til allersidst skal man lige løbe hurtigst muligt op til 17. etage på trapper, ligeledes i fuldt udstyr.
Men hvad bliver det hårdeste?
Casper: "Undervejs i ’Toughest Firefighter Alive’-konkurrencen kommer man til at flytte rundt på 200 kilo med dukken, sit udstyr og sig selv. Det bliver udfordrende. Der kommer også noget finessearbejde, hvor man skal have rolige hænder, selv om pulsen er helt oppe."
Michael: "I nogle af disciplinerne har jeg min vægt imod mig – jeg vejer kun 75 kilo. Så bliver det ekstra hårdt til sidst, når man skal flytte rundt på en hel del ekstra vægt."
Hvordan har I trænet?
Michael: "Jeg løber en del på trapper med en vægtvest. Jeg har altid trænet meget, men nu gør jeg det bare mere målrettet, og vi træner også sammen ind imellem."
Casper: "Vi er seks deltagere i alt fra Nordjyllands Beredskab, og nogle gange mødes vi på den bane, vi har stillet op, fordi vi står som arrangører. Og ellers har jeg trænet ekstra løft ved siden af den normale træning, som også består af løb og crossfit."
Hvordan ser konkurrentfeltet ud?
Casper: "Vi ved på forhånd, at der kommer nogen hertil, som stort set ikke laver andet end at træne til de her konkurrencer. Ved siden af deres arbejde er de semi-professionelle atleter, og det er der ikke nogen af os der af. Jeg tænker, at de må få en masse sponsorater, så det giver god mening."
Michael: "Vi må gøre det så godt, vi kan, og prøve at måle sig lidt op mod de bedste. Jeg håber ikke, jeg bliver sidst. Det er svært at vide, hvordan niveauet er, når man ikke har prøvet det før, men jeg tager det som en udfordring."
Hvad kan sådan en konkurrence betyde for jeres fag?
Michael: "Der er mange ting, som folk måske ikke lige tænker på er en del af det at være brandmand. Der er for eksempel også en madlavningskonkurrence, for vi laver også mad sammen, når vi er på vagt. Det er kun en lille del af arbejdet, der er egentlig brandslukning. Man kan da også håbe, der kommer nogle unge mennesker, som finder ud af, at de gerne vil ind i faget. I Aalborg er det ok, men vi mangler jo deltidsbrandmand i hele Danmark."
Casper: "Det er med til at vise mange flere aspekter af arbejdet som brandmand, men sikkert også, at vi er forskellige, fordi deltagerne kommer fra hele verden. Det kan sagtens ske, at der er flere, der får lyst til at søge ind faget, fordi de ser de her konkurrencer. Og vi får også vist, at det er vigtigt at være i form."
Casper Kudahl Pedersen (31) stiller op i aldersklassen 30-34 år. Foruden Toughest Firefighter Alive er han med i disciplinerne Stairrun, Fire Truck Challenge, padel-tennis og 10-kilometerløb.
Michael Holm Nielsen (38) stiller op blandt de 35-39-årige i disciplinerne Stairrun og Toughest Firefighter Alive.