Annonce

Tema: OK24

Ny aftale skal beskytte gravide mod abort: Højest en nattevagt om ugen


Natarbejde kan ifølge forskning skade helbredet. Det tager den nye overenskomst hånd om med særlige regler for de gravide, og nye anbefalinger for alle andre nattevagter.

Annonce

"Arbejdet må ikke være skyld i, at man taber et barn," siger social- og sundhedsassistent Julie Hollænder Hansen. Hun er glad for, at den nye overenskomst fokuserer på den risiko, hun som fast nattevagt løber som gravid. Colourbox

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Da Julie Hollænder Hansen for nylig blev færdig som social- og sundhedsassistent, fik hun meget hurtigt job som fuldtidsansat nattevagt på demensplejecentret Lyngparken i Varde.
 
Næsten samtidig blev hun også gravid, og derfor var den 28-årige vestjyde blandt de allerførste, der blev omfattet af den nye overenskomst, der siger, at gravide højest må have en nattevagt om ugen. 

”Det havde jeg det fint med. Selv om natarbejdet passede bedst til vores familieliv, er der jo en god grund til, at der nu er nye regler. Det handler om at passe på både mig og barnet,” siger Julie Hollænder Hansen.

Arbejdet må ikke være skyld i abort

Det siger hun med henvisning til den omfattende forskning fra blandt andre Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der fortæller, at natarbejde øger risikoen for abort under graviditeten. Og det var den viden, der blev reageret på under de seneste overenskomstforhandlinger.

”Det skal man selvfølgelig tage alvorligt. Arbejdet må ikke være skyld i, at man taber et barn,” siger Julie Hollænder Hansen.

Tilfældet ville, at hun kun nåede ganske få dage i sit nye job, før hun måtte sygemelde sig på grund af bækkenløsning. Og nu går hun hjemme og venter på, at hun til oktober bliver mor for tredje gang.

”Mine to første børn er fire og seks år. Da jeg var gravid med dem, var der ikke så meget fokus på det her. Det var i hvert fald ikke noget, jeg tænkte på,” siger Julie Hollænder Hansen.

Beholder samme løn

De nye regler er ret enkle at forstå og gå til: Når arbejdsgiveren bliver underrettet om, at en ansat med natarbejde er gravid, skal arbejdsgiveren senest 14 dage efter sørge for at planlægge arbejdet således, at den gravide ikke udfører natarbejde mere end én gang om ugen. 

Og økonomisk bør det ikke have konsekvenser for den gravide. Det er en forudsætning, at hun får en løn, der svarer til det, hun ville tjene som nattevagt. 

”Det er fint, der også er tænkt på det” siger Julie Hollænder Hansen.

Højest tre nattevagter i træk

Natarbejde er ikke kun risikofyldt for gravide. Det kan have komplikationer for alle. 

Det er blandt andet anerkendt, at natarbejde kan føre til brystkræft – og derfor indeholder den nye overenskomst også en aftale om, at lønmodtagere og arbejdsgivere i de næste to år skal se på, hvordan man i højere grad forebygger de sundhedsrisici, der er forbundet med natarbejde. 

For eksempel opfordres der til, at man i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse er særlig opmærksom på længden af nattevagter, at arbejdet tilrettelægges med så få skift som muligt, at skiftet mellem dag-, aften- og natarbejde sker ’med uret’, og at man højest har tre nattevagter i træk. 

Vigtigt alle får tjekket helbred

”Vi ved, natarbejde kan skade helbredet. Vi ved bare ikke, hvornår det sker – og hvem det rammer. Den viden er vi forpligtet til at reagere på, og derfor skal vi følge den enkelte bedre” siger Maria Klingsholm, der som fagpolitisk ordfører i FOA er særdeles tilfreds med, at fokus nu for alvor rettes mod natarbejdet. 

Hun hilser det blandt andet velkomment, at der er afsat 500.000 kroner til en informationskampagne, der er målrettet værdien af helbredsundersøgelser. 

”Jeg håber virkelig, at helbredskontrol af den enkelte bliver en fast rutine både før, under og efter at man arbejder som nattevagt. Det er ret vigtigt,” siger Maria Klingsholm.

Hun er klar over, at flere – også blandt FOAs medlemmer – af forskellige grunde er meget glade for at arbejde, mens de fleste andre sover. Og at mange af dem kører i faste rul, hvor de har flere end tre nattevagter i træk. 

”Jeg forestiller mig ikke, at de nye anbefalinger ændrer alt fra den ene dag til den anden, men vi er nødt til at forstå, at det her ikke handler om den enkelte, men om kollektivet. Vi skal passe på kollegerne. Også næste generation.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev