Annonce

Mona Striib og Michael Ziegler udveksler OK-krav - til statusartikel

Tema: OK24

Mona Striib før sidste etape af OK24: ”Vi får rekordhøje lønstigninger”


”Det er nogle gode forlig, vi har landet,” siger FOAs formand om de seneste ugers tre store OK-aftaler. Men det er slet ikke slut: Der mangler stadig flere detaljer, før den færdige ret kan serveres for medlemmerne. 

Annonce

Humøret var højt, da Mona Striib og kommunernes chefforhandler Michael Ziegler udvekslede overenskomstkrav. Nu er de næsten i mål med alle forhandlinger – og kan efter dueller i både lønstrukturkomité og trepart øjne målstegen i deres fælles triatlon. Før den absolut sidste etape er FOA-formanden sikker på, hun kommer hjem med gode resultater til medlemmerne. Rasmus Hargaard Breum

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Det er tirsdag, klokken nærmer sig 12, og FOA-formand Mona Striib ser sit snit til at snige sig ud af Danske Regioners hovedsæde på Amerikakaj i København. 

Knap halvandet døgns intense og uafbrudte forhandlinger om en ny overenskomst er netop faldet på plads og skal præsenteres for pressen. Men før det sker, trænger Mona Striib til en pause. Hun søger februar-solen, læner sig op ad den røde mur, kigger over mod Langelinie-kajen og fylder lungerne med både frisk luft og nikotin.

”Jeg er træt. Træt, men glad,” siger hun.

Dagens aftale markerer en lille milepæl i OK24. Den betyder nemlig, at der nu er indgået generelle forlig for alle godt 800.000 offentligt ansatte. Både dem i staten, dem i kommunerne og dem i regionerne

Det er derfor, Mona Striib er glad. Eller midtvejs-glad, som det vel hedder, når der gøres status og de enkelte organisationer stadig mangler at forhandle særlige ønsker og krav fra deres faggrupper

”Det er nogle rigtigt gode forlig, vi har landet. Vi sikrer fremgang i reallønnen, der er rekordhøje lønstigninger, og der er tilmed også afsat penge og midler til organisationernes egne forhandlinger,” siger hun og tilføjer:

”Blandt meget andet.”
 

Svarer til en ironman

Hvis Mona Striib var topatlet og dyrkede triatlon ville hun netop nu være i gang med sidste del af en ironman. Her tåler distancen – 3,8 km svømning i åbent hav, 180 km på cykel og til sidst et maratonløb på 42,195 km. – nemlig sammenligning med det, topforhandlere som FOA-formanden har medvirket til de seneste mange måneder. 

Først var der forhandlinger i Lønstrukturkomitéen. Så var der trepartsdrøftelser om regeringens lønløft af udvalgte grupper af offentligt ansatte.

Og nu drejer det sig så om de klassiske overenskomster, hvor der også forhandles i nattetimerne, og hvor natmaden – eller morgenmaden, alt afhængigt af temperament – godt kan være en hurtig burger. 
 

Forvirrende og komplekst

På bundlinjen handler det alt sammen om at holde fast i det danske velfærdssamfund og om at skabe attraktive arbejdspladser.

Og her kan Mona Striib godt forstå de FOA-medlemmer, der oplever det som forvirrende, at overenskomstforhandlingerne denne gang er kædet sammen med trepartens resultater.

”De har jo ret. For det er forvirrende og komplekst. Når vi nu for eksempel præsenterer den generelle aftale på det regionale område, er det jo ikke end of story,” medgiver Mona Striib.

Det forlig fortæller alene, at en regionalt ansat portør, social- og sundhedsassistent eller omsorgsmedhjælper – blot for at nævne tre eksempler – som minimum er sikret en samlet lønforhøjelse på 6,5 procent de næste to år. 

Men forliget fortæller ikke om de enkelte organisationers separate forhandlinger. Og det fortæller heller ikke, hvordan de 6,8 milliarder kroner fra trepartsaftalens lønløft fordeles på eksempelvis forhøjede tillæg for at arbejde på skæve tidspunkter.

"Mange FOA-medlemmer vil se, at de også er omfattet af de penge," siger Mona Striib.

Som faglig organisation vil vi altid række ud efter stjernerne. Det gjorde vi denne gang, og det gør vi også næste gang

Mona Striib, formand for FOA

Udsigt til 5.000 mere om måneden

Alle de nyheder ventes at lande de kommende to-tre uger, og Mona Striib ser frem til, at hun kan servere den færdige OK-ret for alle FOAs medlemmer.

”Når vi er helt i mål, bliver det meget nemmere at overskue,” siger hun, før hun går ind til pressemødet i Danske Regioners hovedsæde.

Her fortæller hun, at det nye, regionale forlig sikrer et gennemsnitligt, fuldtidsansat FOA-medlem 2.400 kroner mere om måneden. Men så forklarer hun også, at der er FOA-medlemmer, der kommer til at tjene 3.000 kroner, 5.000 kroner eller måske endda mere hver måned.

”Det hele afhænger af, hvordan den enkeltes arbejde er skruet sammen,” noterer Mona Striib.

Rækker ud efter stjernerne

Hun bliver selvfølgelig også konfronteret med, at hun for få måneder siden satte en 'to-cifret ramme' som mål for forhandlingerne. Det opnåede hun ikke. Den samlede økonomiske ramme landede på 8,8 procent i alle de tre store forlig.

Den detalje ødelægger ikke FOA-formandens humør. Hun kan sagtens forklare årsagen, som handler om, at prognosen for lønudviklingen på det private arbejdsmarked kort før jul blev nedjusteret med et par procentpoint, og det vil altid få indflydelse på de offentlige overenskomster. 

”Og så har vi jo sikret os mulighed for endnu en forhandling sidst i overenskomstperioden, hvor vi dækkes ind, hvis prognosen er forkert og det går bedre end forventet,” forklarer hun og forsikrer, at hun ikke fortryder sin udtalelse om en to-cifret ramme.

”Som faglig organisation vil vi altid række ud efter stjernerne. Det gjorde vi denne gang, og det gør vi også næste gang.”

Bliver ved med at lægge tryk på

Og mentalt er hun allerede fremme ved 'næste gang' og OK26. Her vil et af FOAs vigtigste krav blive gentaget, og det er selvfølgelig dét, der handler om lønforhøjelser i kroner og øre og ikke i procenter.

Aktuelt har de lavtlønnede i både stat, regioner og kommuner fået en ekstra pose penge til fordeling også i år, men beløbene kunne sagtens være større, mener Mona Striib.

”Vores krav om kroner og øre forsvinder ikke, bare fordi de andre organisationer ikke er enige med os. Vi bliver ved med at lægge det tryk på de andre,” siger hun.

Lørdag går de enkelte organisationer i gang med deres forhandlinger med de kommunale arbejdsgivere. Tirsdag følger de tilsvarende regionale forhandlinger. Og i løbet af et par uger forventes det, at Forligsmanden kan bundte alle årets aftaler, sammenskrive det færdige overenskomstforslag og sende det til afstemning.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev