Frygten og nervøsiteten gnavede i russiske Andrej Sivertsev. Alt imens slog bølgeskvulpene mod det fragtskib, han havde sejlet med fra det daværende Sovjetunionen til Danmark.

Trods frygten vidste han, at han stod overfor en chance, han ikke måtte lade gå til spilde. Det var nu eller aldrig, hvis han skulle kapre sin frihed.

Da han forlod skibet den dag i 1989, lagde han sit liv som sømand bag sig. Han flygtede fra sit hjemland. Og derfor blev han ifølge Sovjetisk lov kriminel og stod til en tur i fængsel, hvis han blev fanget. Tidligere, da Stalin regerede, kunne beslutningen have kostet ham livet.

”Jeg kendte ikke nogen i Danmark og havde ingen fornemmelse for, hvad der ventede mig i dette land. Men jeg var ung, og udsigten til at vende tilbage til livet bag Jerntæppet var værre for mig. Jeg planlagde ikke at blive her i så mange år, men sådan blev det jo – og jeg har i hvert fald ikke fortrudt,” siger den 64-årige Andrej Sivertsev.

Ville aldrig have troet det

Dengang han vendte ryggen til alt det, han kendte og var opvokset med, havde han ikke regnet med, at han i dag – mere end 25 år efter at han for første gang gik i land ved Korsør Havn – ville have slået så stærke rødder i Danmark. Eller at han i sit arbejdslivs sidste etape for alvor ville lære nuancerne af sit nye hjemland at kende gennem sit arbejde som social- og sundhedsassistent.

”Hvis der var nogen, der havde sagt til mig for 15 år siden, at jeg ville gå hen og arbejde på et plejehjem, havde jeg ikke troet på dem,” siger Andrej Sivertsev med en syngende accent.

”Men arbejdet har givet mig mere, end jeg nogensinde kunne forestille mig. Det har givet mig et unikt indblik i danskernes ånd, kultur og traditioner.”

I de første ti år Andrej Sivertsev boede i Danmark, udnyttede han, at han kendte meget til Sovjetunionens økonomi og markeder. Efter murens fald begyndte han nemlig at lave nyhedsbreve til danske virksomheder om, hvor det ville give mening for dem at investere i russisk industri og sælge danske produkter til Rusland.

”Det var en lille forretning, jeg havde, men når man laver noget i et nyt land, som andre sætter pris på, er det meget tilfredsstillende. Jeg var på det rigtige sted, det rigtige tidspunkt, for internettet eksisterede knap nok, og der var mangel på information om det russiske marked,” siger Andrej Sivertsev.

Selvom han brugte de fleste af døgnets vågne timer alene på sit lille kontor eller med forretningsfolk med internationalt udsyn, havde han en klar fornemmelse af, hvad det var for et slags land, han havde slået sig ned i.

”I begyndelsen da jeg kom hertil, var mit blik på Danmark en smule idealistisk. Her var altid smukt og dejligt og velfungerende, syntes jeg. Men efterhånden som jeg begyndte at lære at forstå sproget og blev en del af samfundet, begyndte jeg at være en smule mere realistisk,” siger han.

Han fortæller, at det gjorde indtryk på ham, at der blev udvist meget respekt danskerne imellem. Både i mødet med myndighedspersoner på kommunen, på arbejdspladserne eller i butikkerne var folk venlige og imødekommende.

”For en der kommer fra Sovjetunionen, hvor der var et stramt bureaukrati, og folk var undertrykte, var det en meget rarere oplevelse at være en del af det danske samfund. Her var respektfuld, åbent og høfligt,” siger han.

Sosu-assistenten fortæller, at det også kommer til udtryk ved den offentlige debat, man kan have i Danmark.

”Jeg sætter enormt meget pris på, at Danmark har så velfungerende et demokrati. Der er et højt niveau af politisk diskussion, og det gør det spændende at følge med. I lande som Rusland, der ikke har demokrati på samme måde, er der ingen debat, men bare propaganda. Det er enorm kedeligt sammenlignet med de livlige diskussioner, vi har i Danmark.”

Med årene blev det sværere og sværere for Andrej Sivertsev at få sin virksomhed til at løbe rundt. Så da han som 57-årig blev nødt til at finde sig en ny måde at tjene penge på, skelede han til sin kone. Hun var uddannet jurist, men arbejdede som sosu-assistent som nattevagt på et plejecenter i 12 år.

I dag arbejder Andrej Sivertsev også som social- og sundhedsassistent på plejecenteret Bøgebakken i Lejre. Her kommer han helt ind under huden på almindelige, ældre danskere. På en arbejdsdag kan han både snakke med om den nye Konge af Danmark, hverdagens udfordringer og politik.

”Det er en perfekt måde at komme tæt på mit nye land. Jeg skulle have fået den uddannelse før, for så kunne jeg tidligere have lært Danmark så godt at kende, som jeg gør nu. Hvis man som udlænding flytter til Danmark og har en høj uddannelse, prioriterer mange ikke denne her type arbejde så højt. Men jeg synes, at det giver rigtig meget,” siger han og tilføjer, at plejecentrets beboere hurtigt vænnede sig til hans accent, så sprogbarrieren er ikke en udfordring længere.

De ældres anekdoter er samtidig med til at give ham en mere helstøbt forståelse af, hvordan Danmark er blevet til det land, vi kender i dag. Og når plejecentrets beboere og Andrej Sivertsev fejrer højtider som jul og påske eller synger danske sange, lærer han også den danske kultur at kende på en meget mere indgående måde, end han hidtil har prøvet.

”Jeg er stadigvæk nysgerrig på Danmark. Når man bor i et nyt land, er det som at være på én lang rejse uden en endestation – man lærer hele tiden noget nyt. Tidligere var mit liv fyldt med meget rejse, forretning og virksomheder, men nu møder jeg hver dag almindelige liv, almindelige mennesker og almindelige udfordringer. Det er dejligt,” siger han.