Havde det ikke været for Skills-konkurrencen, ville sosu-uddannelsen næppe være på det samme høje niveau, som den er i dag.
Det skriver SkillsDenmark, som har talt med blandt andet Karen Therkildsen, tidligere chefkonsulent i SEVU (Sekretariatet for erhvervsrettede velfærdsuddannelser) og projektleder i det faglige udvalg for deltagelse i DM i Skills siden starten i 2011.
”Der er sket en kæmpe udvikling og kvalitetsløft i social- og sundhedsassistentuddannelsen de seneste 12 år. En af grundene er helt sikkert DM i Skills,” siger Karen Therkildsen til SkillsDenmark.
”Brugen af simulationsdukker, situationsspil, videofeedback og udstyr i konkurrencerne har bidraget til etablering af det, vi kalder 'værksteder' på Sosu-skolerne. Det brugte man slet ikke i samme grad ude på skolerne før DM i Skills.”
Social- og sundhedsassistentfaget blev fra start en del af Skills-konkurrencen med et mål om, at sosu-uddannelsens kvalitet skulle højnes, og at faget skulle synliggøres. Og det lykkes år på år, når mere end 50.000 besøgende træder ind i de store haller eller telte til DM i Skills. Herunder mange folkeskoleklasser, der kommer i busser fra hele landet for at opleve de mange muligheder for at tage en erhvervsuddannelse.
Skills sætter turbo på velfærdsteknologi
Da Signe Gundlach vandt trofæet i 2023, var Susanne Hvid en af de to trænere, der arbejdede hårdt bag kulisserne på at bringe hende i topform. Som daglig underviser på SOSU Midt- og Vestjylland er Susanne Hvid ikke i tvivl om, at Skills har forbedret undervisningen på skolerne.
”Skills-konkurrencerne har påvirket uddannelserne i positiv retning. Tidligere havde vi ikke så meget velfærdsteknologi på skolerne, men i og med konkurrencerne prøvede nye teknologier af, bredte det sig ind i undervisningslokalerne,” siger Susanne Hvid til SkillsDenmark.
Opgaverne i konkurrencen ændrer sig hvert år for at følge udviklingen af faget. Af den årsag skal deltagerne have en stor og grundlæggende viden, og derfor bliver der lagt mange træningstimer i lokalerne på alle 14 sosu-skoler landet over.
Formanden for FOAs social- og sundhedssektor, Tanja Nielsen, mener, at det er både godt og nødvendigt, at Skills-konkurrencen har opgaver med høj specialisering. Især hvis det har den sideeffekt, at det er med til at hæve det generelle niveau i undervisningen.
”Social- og sundhedsuddannelsen har det faglige niveau, der er brug for lige nu. Og der er behov for høje krav til uddannelsen, for det er yderst komplekse opgaver, eleverne og de færdiguddannede står overfor, når de kommer ud i praksis.”
Tanja Nielsen understreger, ligesom Karen Therkildsen og Susanne Hvid, at ny teknologi er et område, Skills har været med til at få mere synliggjort på skolerne.
”Skills har været med til at sætte turbo under brugen af velfærdsteknologi – og lur mig, om ikke nogle af opgaverne ved Skills meget snart kommer til at gøre brug af kunstig intelligens. Det er jo en fremtid, der venter lige rundt om hjørnet overalt i plejen,” siger Tanja Nielsen.