Annonce

Bliv hjemme, når du er syg: De her sygdomme lægger danskerne ned


Influenza, RS-virus, kighoste og Covid-19 flyver rundt imellem os. Her er de gode råd til at undgå, eller i hvert fald begrænse, smitten.

Annonce

Statens Serum Institut har netop meldt ud, at en ny epidemi breder sig i Danmark. Det skyldes bakterien mycoplasma pneumonia, som kan forårsage lungebetændelse, og smitten er nu så stor, at Statens Serum Institut erklærer, at der er tale om en epidemi. Colourbox

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Det er en kold tid, som vi lever i. Og det betyder blandt meget andet, at vi igen nærmer os højsæsonen for luftvejssygdomme.


Statens Serum Institut har netop meldt ud, at en ny epidemi breder sig i Danmark. Det skyldes bakterien mycoplasma pneumonia, som kan forårsage lungebetændelse, og smitten er nu så stor, at Statens Serum Institut erklærer, at der er tale om en epidemi.


Dertil kommer, at influenza, RS-virus og kighoste som altid flyver rundt imellem os på denne årstid – og de seneste år er Covid-19 også begyndt at optræde som fast gæst på de ugentlige opdateringer over smittespredning, som Statens Serum Institut udsender.


Vi har rigtig meget i cirkulation,” siger sektionsleder Bolette Søborg til TV2.dk og understreger samtidig, at situationen slet ikke kan sammenlignes med de første år med corona.


Netop nu er det faktisk kighosten, der er mest opmærksomhed på. Ifølge Bolette Søborg var der optræk til en epidemi i marts 2020. Men så blev landet lukket ned af corona, og det bremsede også kighosten. Indtil nu, hvor antallet af rapporterede tilfælde har passeret 3.000 og ifølge Bolette Søgaard er ’exceptionelt højt’.


Husk de gode coronaråd

Den øgede smitte betyder også, at flere må melde sig syge – og det er ikke mindst mange af FOAs medlemmer i alt fra dagtilbud til ældresektoren, der er i særlig fare, fordi de arbejder så tæt på andre mennesker.


Bolette Søborg minder derfor om, at det nu er ekstra nødvendigt at vende tilbage til de gode råd, der hjalp os gennem coronakrisen. Vi skal spritte hænder, nyse i ærmet og holde god afstand.


Og så skal vi, som det også fremgår af Sundhedsstyrelsens anbefalinger, blive hjemme, når vi er syge.


Dumt at spare på rengøring

Det forventes, at smitten først topper om et par måneder, og udsigten til endnu mere sygdom har fået Pia Heidi Nielsen, der er formand for FOAs Kost- og Servicesektor, til at reagere.


Hun appellerer til, at de kommuner, der budgetter med mindre rengøring hos de ældre, skifter kurs og i stedet giver rengøring og hygiejne endnu mere opmærksomhed.


”Coronakrisen viste os virkeligt værdien af god hygiejne, så det er helt forkert at spare på rengøringen både hos ældre og blandt børnene i daginstitutioner og skoler,” siger Pia Heidi Nielsen til Fagbladet FOA.


Det er Tanja Nielsen, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, enig i. Samtidig har hun et særligt råd til de medlemmer, der rammes af smitten – og måske også rammes af dårlig samvittighed over for kollegerne, fordi de er nødt til at melde sig syge.


”De skal blive hjemme. Hvis de er syge, er de jo ikke raske nok til at passe borgerne. Samtidig risikerer de også at smitte kolleger, og så ender det hele bare i en ond cirkel. Der skal være tid og rum til at blive rask,” siger Tanja Nielsen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev