Annonce

Tema: Kongres 2023

Fremtidens visioner for FOA tager form


Opdateret 23. november 2023

Kongressen finpudsede torsdag den 23. november de forskellige målsætninger for FOAs visioner de kommende fire år. Her får du et overblik over debatten, og hvad man besluttede i Aalborg.

Annonce

De fire sektorformænd deltog i en paneldebat om FOAs visioner i går - fra venstre: Thomas Brücker (Teknik-Service), Pia Heidi Nielsen (Kost-Service), Kim Henriksen (Pædagogisk) og Tanja Nielsen (Social-Sundhed). Rasmus Hargaard Breum

Af Gitte Hejberg
Journalist

Af Sara Rested Suri
Journalist

Af Allan Wahlers
Journalist

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

"Det lyder rigtig godt med det her FOA-fællesskab, men pas på, det ikke bliver en floskel, alle bruger, fordi det lyder dejligt. Vi skal pensle ud, hvad fællesskabet kan."

Sådan lød den meget direkte opfordring fra Rikke Riis Jensen fra FOA Odense, da FOAs kongres onsdag formiddag tog hul på debatten om forbundets målprogram frem mod 2027.

Under overskrifterne Fremtidens Fællesskab, Fremtidens Arbejdsliv, Fremtidens Faglighed og Fremtidens Velfærd gennemførte de delegerede fire temadebatter som optakt til, at de torsdag vedtager målene for de næste fire års arbejde.

Her gennemgår Fagbladet FOA hvert af de fire hovedpunkter og den medfølgende debat. Under hvert punkt får du et overblik over de særlige mål, som de delegerede på kongressen mener, der skal kæmpes særligt hårdt for i de kommende fire år fra FOAs side.

Denne artikel er opdateret efter den endelige vedtagelse af målprogrammet.

Fremtidens Fællesskab

Når det gælder fællesskabet, bliver organisering det helt centrale nøgleord, understregede forbundssekretær Helena Mikkelsen.

"Vi skal alle deltage i den opgave. Lige fra forbund og afdelinger til fællestillidsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og medlemmer på den enkelte arbejdsplads," fastslog hun og hæftede sig ved et af de nøgterne tal, der sætter opgaven i perspektiv:

"I dag er det kun 9 ud af 20 elever, der er medlem af FOA. I 2014 var det 13 ud af 20. Det er bare et eksempel på, at organisering skal tænkes ind i alle indsatser."

Den bold greb Monica Gross Thilemann, FOA Ungdom:

"Jeg har hørt fra rigtig mange elever, at de ikke føler sig hørt. Vi skal være mere synlige og tydelige, og der er det ikke nok, at FOA er dem, der står foran skolen og uddeler bolsjer eller blomsterfrø."

Hyppige besøg på uddannelsessteder er derfor med i det forslag, der skal vedtages torsdag. Det er kampen for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter på alle arbejdspladser også. Og så skal alle nye kolleger kontaktes, allerede før de tiltræder, og tilbydes hjælp til blandt andet korrekt lønindplacering.

Mål for Fremtidens Fællesskab

Disse seks mål for Fremtidens Fællesskab blev vedtaget på FOAs kongres torsdag den 23. november:

• Ved en fælles indsats skal vi sørge for, at flere medlemmer får en tillidsrepræsentant og forbedre den nuværende TR-dækning. Vi arbejder for TR-dækning for alle FOAs faggrupper, på alle arbejdspladser, så vi har relationerne til at kunne organisere kollegerne og styrken til at løfte i fællesskab.
• Vi arbejder for, at opgaven med at organisere medlemmer har højeste prioritet og tænkes ind i alle opgaver, både for tillidsrepræsentanter og ansatte. Tillidsrepræsentanter løser opgaven på deres arbejdsplads(er). Den lokale FOA-fagforening løser opgaven på de arbejdspladser, der ikke har en tillidsrepræsentant.
• Vi aftaler ordentlige vilkår for tillidsrepræsentanterne og fællestillidsrepræsentanterne med deres arbejdsgivere. Det gør vi ved, at de får en skriftlig vilkårsaftale med arbejdsgiver. Aftalen sikrer, at tillidsrepræsentanterne har opbakning og tid til at engagere deres kolleger og varetage deres interesser.
• Vi sørger for, at der er en nær relation mellem alle tillidsrepræsentanter og deres lokale FOA-fagforening, ligesom vi sørger for, at alle tillidsrepræsentanter får en afklaring med deres lokale FOA-fagforening om sin rolle på arbejdspladsen og om arbejdsopgaver og uddannelse, så de har de rette kompetencer til at hjælpe deres kolleger og tale deres sag.
• Vi kontakter alle nye kolleger, allerede før de tiltræder, så vi kan repræsentere dem ved lønindplaceringen. Hvis de ikke er medlemmer, opfordrer vi dem også til at melde sig ind.
• Vi besøger alle uddannelsessteder, også erhvervsskoler, hyppigt. Vi skal både bidrage til undervisningen med viden om FOA og den danske model og være synlige på fællesarealerne. Vi skal invitere alle elever med i FOA og skabe FOA-fællesskaber for eleverne.

+
Forbundssekretær Helena Mikkelsen havde fundet det gode budskab frem om, at man selvfølgelig skal prale med at være medlem af FOA, da hun åbnede debatten. Tobias Stidsen

Fremtidens Arbejdsliv

Debatten om fremtidens arbejdsliv bar præg af barske fortællinger fra hverdagen, hvor både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø er stærkt udfordret. På grund af sindsoprivende oplevelser, nedslidende arbejdsopgaver eller en konstant følelse af at være utilstrækkelig i mødet med borgeren.

"Skæve vagter, uforudsigelige dage, alt for lidt tid til faglig sparring og til refleksion, for få pauser – ja, jeg kunne blive med. Alt sammen fordi ressourcerne er så pressede," indledte forbundssekretær i FOA Maria Klingsholm, og fortsatte:

"Medlemmerne har et stort ønske om flere kolleger. Selv om vi som fagforening ikke kan løse det ved overenskomstbordet, så er forventningen der. Vi skal kæmpe for en bedre balance mellem krav og ressourcer."

Hun betonede, at der også brug for håbet. Det fyldte dog ikke meget i debatten, hvilket blev tydeliggjort af både en erfaren og en yngre repræsentant fra FOA Randers.

"Jeg har arbejdet inden for faget i rigtigt mange år, og jeg oplever, at arbejdsgiverne bliver ved at skære i medarbejderstaben, uden at opgaverne skæres ned. Nogle får stress, og nogle bliver så hårdt ramt, at de ikke kommer tilbage. Og så skal kollegerne løbe endnu stærkere. Vi skal sige fra over for de arbejdsvilkår, mente Signe Elisabeth Fris Svenningsen.

Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder som udskrivningskoordinator i Syddjurs Kommune. Herefter tog Jack Thorøe Nielsen over. Han er uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder i Randers Kommune. 

"Selv om det at komme på fuld tid kan have en stor betydning – også i forhold til ens økonomi og pension – så er der mange af mine kolleger, der ikke ønsker sig flere timer.
Men alle burde kunne holde til at arbejde på fuld tid og til at arbejde et helt arbejdsliv. Vi har brug for tid, men det er det eneste, vi ikke får. Minut-tyranniet tager ikke hensyn til borgeren men ser kun den specifikke ydelse," sagde han – og høstede et af dagens største bifald.

Find det vedtagne målprogram her.

Mål for Fremtidens Arbejdsliv

Disse fire mål for Fremtidens Arbejdsliv blev vedtaget på FOAs kongres torsdag den 23. november:

• FOA kæmper for, at medlemmerne får større indflydelse på deres daglige arbejde, og for at medlemmerne er drivende I alle tiltag til forandring eller udvikling på arbejdspladserne.
• FOA kæmper for, at medlemmerne får større fleksibilitet i deres arbejdsliv med mulighed for hensyn til forskellige faser i livet, herunder også muligheder for ordentlige seniorordninger og værdig tilbagetrækning. Vi kæmper for muligheden for ordentlige seniorordninger og for muligheden for at trække sig værdigt tilbage, inden helbred og sygdom begrænser arbejdsevnen.
• FOA kæmper for, at udgangspunktet for det fleksible arbejdsliv er arbejdspladser, der er indrettet, så det er attraktivt og fysisk og psykisk holdbart for medlemmerne at arbejde fuldtid. Med et FOA, der værner om medlemmernes ret til fritid og med retten til fuldtid og fastansættelse skal medlemmerne opleve et mere bæredygtigt arbejdsliv.
• FOA deltager i at skabe konkrete, mærkbare forbedringer af arbejdsmiljøet på FOA-medlemmernes arbejdspladser Arbejdsfællesskaberne, som medlemmerne er en del af, skal være centrale i udviklingen af arbejdslivet. Vi deltager i en styrket indsats for at forebygge fysisk og psykisk nedslidning.

+

Fremtidens Faglighed

Tonen, der blev slået an til temadebatten om fremtidens faglighed, var klar: Uddannelse er vejen frem, og der skal både være krav om efteruddannelse og arbejdes for nye uddannelser til blandt andet ambulancepersonalet og portører.

Det glæder Per Kjærsgaard Nielsen, der er portør og tillidsrepræsentant på Sygehus Vendsyssel og medlem af Portørernes Faglige Udvalg.

"Jeg forventer, at når vi mødes til kongres om 4 år, er de første portører i gang med uddannelsen. Vi har ventet længe, men nu skal det være!" lød det fra portøren fra FOA Frederikshavn.

Men ikke alle i salen tog mod visionen med så få forbehold. Pædagogmedhjælper og tillidsrepræsentant Emil Solvind fra LFS var nemlig skeptisk over for, at målprogrammet lægger op til, at alle ufaglærte nyansatte skal begynde på en uddannelse senest to år efter ansættelse.

"Tvangsuddannelse og pligt til, at alle ufaglærte skal uddannes efter to år, tror jeg ikke på. Det tager udgangspunkt i, hvad vi ønsker i FOA – ikke hvad medlemmerne vil. Det er en fejl, for i min optik er vi til for medlemmerne, ikke omvendt," sagde han.

I stedet burde man arbejde for, at flere ufaglærte i daginstitutionerne bliver nysgerrige på faget – og det kræver, at man ude på arbejdspladserne arbejder med at involvere dem mere i det pædagogfaglige arbejde til hverdag, mente han.

Én ting kunne de fleste dog blive enige om: Det er uendeligt vigtigt at inspirere de unge til at vælge at søge ind i FOAs fag. Men der er også et andet greb, der skal tages i brug, for at tiltrække ny arbejdskraft til velfærdsfagene: Løn under uddannelse og voksenelevløn.

Mål for Fremtidens Faglighed

Disse fire mål om Fremtidens Faglighed blev vedtaget af FOAs kongres torsdag den 23. november:

• Vi kæmper for løn under uddannelse, også voksenelevløn.
• Vi kæmper for nye karriereveje, der også har fokus på tværfaglighed og den grønne omstilling, hertil kommer specialistuddannelser inden for blandt andet hygiejne, psykiatri og demens. Alle medarbejdere skal bidrage til den grønne omstilling og en bæredygtig fremtid og skal have udviklingsmuligheder for at indtræde i nye jobfunktioner.
• Vi kæmper for, at nye medarbejdere og elever på FOAs arbejdspladser får en ordentlig introduktion til opgaverne og en god start på det nye arbejde. Eleverne mødes af dygtige oplæringsvejledere og medarbejdere af engagerede tillidsrepræsentanter.
• Vi træffer aftaler med arbejdsgiverne om, at alle ufaglærte nyansatte skal i gang med uddannelse senest to år efter ansættelse. Er du ansat på en FOA-overenskomst er du sikret retten til efter- og videreuddannelse.

+
De delegerede benyttede et afstemningsværktøj på mobilen, da de skulle give en pejling om, hvilke mål under hver fremtidsvision, de mente, at FOA skal arbejde for de kommende fire år. Rasmus Hargaard Breum

Fremtidens Velfærd

Det danske velfærdssamfund vil i de kommende år blive presset, fordi der vil være langt flere ældre. Det er også forventningen, at der kommer flere børn. Samtidig bliver samfundet stadig rigere.

Den udvikling skal FOA spille en afgørende rolle i, lød oplægget.

I den efterfølgende pejling af de vigtigste mål omkring fremtidens velfærd, var det igen den forkætrede budgetlov, der stod for skud. Opbakningen til, at FOA skal kæmpe for at få loven ændret eller ligefrem afskaffet, var stor, og næstformand i LFS Jan Hoby gentog sine budskaber fra tirsdagen om budgetlovens ødelæggende effekt.

Han opfordrede FOA som fagforening til i højere grad at gøre brug af sine stærkeste våben: Strejker og demonstrationer.

Anja Kofoed, som er formand for FOA Bornholm, var enig:

"Den økonomiske spændetrøje, kommuner er fanget i, skal flås af. De regler, der straffer kommuner og regioner, hvis de bruger flere penge til velfærd, end de må, skal afskaffes," sagde hun.

FOA Randers bakkede også op om synspunktet, at budgetloven ikke bare skulle ændres, men derimod helt afskaffes. Og FOA Nordsjælland mindede om, at protesten både skal være national og lokal:

"Vi skal være stemmen for medlemmerne, når kommuner og regioner år efter år laver omprioritering," sagde afdelingsformand Lene Lindberg og kom med et eksempel fra en kommune i sit område, som var begyndt at distribuere en hel uges madpakker til ældre to gange om ugen.

"Vi skal råbe politikerne op på Christiansborg. Men vi skal også stimle sammen og råbe op ude lokalt," sagde hun.

Efter endt debat takkede FOA-næstformand Thomas Enghausen for de mange input – 80 indlæg havde der været i alt, og inden målprogrammet endeligt blev vedtaget takkede FOA-formand Mona Striib for alle 32 lokale FOA-fagforeningers gode forberedelse, vigtige bidrag og for nogle gode diskussioner.

Mål for Fremtidens Velfærd

Disse fire mål for Fremtidens Velfærd blev vedtaget på FOAs kongres torsdag den 23. november:

  • Vi kæmper for bedre normeringer baseret primært på faglært arbejdskraft på FOAs områder. FOAs faggrupper har en nøglerolle og kan videreudvikle og forny velfærden, men det forudsætter ordentlige arbejdsvilkår.
  • Vi kæmper for, at den offentlige velfærd vokser i takt med, at vi som samfund bliver rigere. Derfor lægger vi eksempler frem for politikerne i rådhuse, i regionshuse og på Christiansborg, så de kan se konsekvenserne, også for væksten i den private sektor, hvis de ikke lader det fælles overskud komme den offentlige velfærd til gode.
  • Vi kæmper for et opgør med budgetloven, der afskaffer de snærende økonomiske bånd. Velfærden har i mange år været underfinansieret. Kommuner og regioner skal have en økonomisk ramme for mere end et enkelt år, så de undgår kortsigtede løsninger. Vi argumenterer for at afskaffe de regler, der straffer kommuner og regioner økonomisk, hvis de bruger flere penge på velfærd, end regeringen giver dem lov til.
  • Vi kæmper for at udbygge det offentlige velfærdssamfund og imod øget privatisering og profit på velfærd, for eksempel private sundhedsforsikringer. Vi kæmper i fællesskab, for at der ikke konkurreres på løn og ansættelsesvilkår ved udliciteringer og privatiseringer. Vi skal kræve, at de offentlige arbejdsgivere bruger arbejdsklausuler overfor private virksomheder og stiller krav om arbejdsmiljø og uddannelse.
+

FOAs kongres

  • Kongressen er FOAs øverste myndighed.
  • Den ordinære kongres afholdes hvert 4. år i oktober/november.
  • Hovedbestyrelsen i FOA indstiller tid og sted for næste kongres, som skal indkaldes med mindst 12 måneders varsel.
  • En ordinær kongres indeholder en beretning om de foregående fire år og udsigterne til de kommende fire år. Der skal også godkendes regnskab og budget, behandles forslag og foretages valg til diverse poster.
  • Der kan deltage knap 600 delegerede på kongressen.
  • De delegerede består af: Hovedbestyrelsen, de centrale sektorbestyrelser, tre ungdomsrepræsentanter, tre lederrepræsentanter, tre repræsentanter fra seniorerne samt 500 delegerede fordelt efter medlemstal pr. 1. januar 2023.
  • Mellem kongresserne er hovedbestyrelsen den øverste myndighed.
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev