Det blå lys fra tv’et flakker, da billederne af et dusin døde babyer bliver erstattet af fortvivlede palæstinensere. De løber grædende rundt mellem murbrokker og råber til hinanden, viser et indslag på den arabiske nyhedskanal Al-Jazeera.
Det kæmpestore fjernsyn hænger i social- og sundhedshjælper Eman Abusharekhs stue, og det har været tændt hver dag, siden krigen mellem Israel og Hamas brød ud for mere end en måned siden. Mens de brutale nyheder om bombardementer af civile har buldret ud i hendes stue og mejslet sig ind i hendes sind, har hun nemlig kun kunnet få kontakt til sin bedste veninde, der bor i Gaza, én gang.
De to mødtes for mere end tyve år siden på universitetet i Ramallah på den palæstinensiske Vestbred, hvor de begge læste. Og skønt kontakten i dag foregår over WhatsApp og Facebook, når Gazas mangelfulde internet tillader det, er de stadig tætte den dag i dag.
”Lige nu tænker jeg hele tiden på, at min veninde, Sana – og generelt de civile i Gaza – er blevet afskåret fra helt basale ting som mad, vand og medicin, mens de bliver brutalt angrebet. Jeg bliver bekymret, trist og magtesløs af konstant at se grusomhederne på afstand,” siger Eman Abusharekhs, der selv kommer fra den palæstinensiske Vestbred, hvor hun boede indtil hun kom til Danmark i 1998.
Penge til Gazas civileKrigen begyndte den 7. oktober, hvor terrorgrupperne Hamas og Islamisk Jihad ifølge de israelske myndigheder dræbte 1.405 personer i det sydlige Israel og bragte 200 gidsler med tilbage til Gaza. Siden har den Israelske regering angrebet den tætbefolkede Gazastribe, mens Gazas civile er blevet afskåret for fornødenheder som strøm, vand, brændstof, mad og medicin. Angrebene resulterede i, at mere end 10.000 mennesker indtil videre er blevet dræbt i Gaza.
Derfor donerer FOA nu 50.000 kroner til de civile i Gaza gennem udviklingsorganisationen Oxfam Danmark, der er stiftet af ngo’er fra forskellige lande.
Men selvom 52-årige Eman Abusharekhs anerkender gestussen, rynker hun alligevel bekymret på brynene, da hun får nyheden at vide.
”Jeg synes ikke rigtigt, at jeg kan tillade mig at juble over, at vi sender penge til Gaza. Selvfølgelig er det bedre end ingenting, men bomberne flyver om ørene på min veninde, og hver dag bliver uskyldige familier og børn dræbt. Det, jeg egentlig ønsker mig, er fred. Det fylder alt,” siger hun.
Efter en lille tøven tilføjer hun, at hun har svært ved at tro på, at pengene kan blive omsat til reel hjælp, der når ind i Gaza, nu hvor det er svært for nødhjælp at komme over grænsen.
”Men min søn siger til mig: ’Mor, jeg ved godt, at du græder meget, og at det er en trist situation. Men dem i Gaza kan ikke mærke dine tåre. De har brug for, at vi alle sammen giver de penge, vi kan, til nødhjælp’. Og det er jo rigtigt, at vi ikke kan gøre så meget andet,” tilføjer hun.