Anne Meldgaard kender gangene på Herlev og Gentofte Hospital ud og ind. Efter 30 år på Afdeling for Kræftbehandling er hun ekspert i, hvordan man giver den bedst mulige pleje til patienterne. Alligevel har social- og sundhedsassistenten følt, at der manglede noget.
”Mine kolleger og jeg har masser af erfaring, men vi vil stadig gerne udvikle os. Efter mange år på en afdeling har man brug for, at ens kompetencer kan komme på spil på en ny måde,” siger Anne Meldgaard.
Sammen med afdelingens chefsygeplejerske, Puk Vad Vestergaard, satte social- og sundhedsassistenterne sig for at skabe et nyt kompetenceprogram. Programmet skulle tydeliggøre, hvor den enkelte medarbejder er fagligt stærk, og hvor deres kompetencer eventuelt kunne suppleres.
”Trivslen for vores social- og sundhedsassistenter var ikke på det niveau, jeg ønskede mig. Derfor udviklede vi et program, der kan hjælpe vores medarbejdere med at styrke deres faglighed. Det har ærligt talt været en mangelvare i mange år,” siger Puk Vad Vestergaard.
Et skræddersyet forløb
Programmet går ud på, at en klinisk sygeplejespecialist følger en social- og sundhedsassistent i to dage. Sygeplejespecialisten vurderer, hvor social- og sundhedsassistenten er fagligt stærk, og hvor man som arbejdsplads kan hjælpe med at udvikle nogle flere kompetencer.
”Nogle er lidt nervøse, for det kan lyde som en eksamen. Men det er et rart forløb, så man kan være rolig og tryg i det,” siger Anne Meldgaard.
Motivation til at arbejde er steget på Herlev og Gentofte Hospital, efter social- og sundhedsassistenter har fået tildelt mere ansvar.
Rasmus Hargaard Breum
Efteruddannelse har indtil nu stort set ikke været muligt for social- og sundhedsassistenter, men nu kan afdelingen tilbyde hele 12 forskellige karriereveje, som medarbejderne kan udforske efter vurderingen. De mange veje giver medarbejderne mulighed for at vælge den retning, der bedst supplerer deres styrker og interesser. For eksempel kan man få oplæring i at blive modtagerassistent eller i at være ressourceperson indenfor palliation.
For Anne Meldgaard endte det med en ny rolle som udskrivningskoordinator. Igennem programmet er hun blevet oplært i at udskrive patienter fra hospitalet, og hun kan nu hjælpe med en problemfri overgang, når patienterne vender hjem til deres egen kommune.
”Jeg føler mig mere engageret, når jeg får nye opgaver. Arbejdsglæden på afdelingen er generelt vokset, også hos de kolleger der måske var lidt arbejdstrætte og demotiverede.”
Alles kompetencer er forskellige
Med det nye udviklingsprogram får Anne Meldgaard og kollegaerne samtidig for første gang beskrevet med ord, hvilke kompetencer de har. Når en social- og sundhedsassistents individuelle kompetencer ikke er nedskrevet, kan det udadtil virke som om, at alle kan det samme, selvom deres kompetencer er vidt forskellige. Nu er det blevet synligt for alle, hvad den enkelte social- og sundhedsassistent er god til.
”Programmet og karrierevejene er en gevinst på alle fronter. Det sikrer kvaliteten af patientplejen, og det øger social- og sundhedsassistenternes motivation og trivsel,” siger Puk Vad Vestergaard.
Anne Meldgaard siger, at de nye kompetencer giver en stolthed til hendes fag, som hun ellers ofte synes har været omtalt negativt.
”Det har givet os en ny, faglig stolthed. Med nye kompetencer føler vi, at vi gør en forskel, og at ens fag udvikler sig på en ny måde. Når man bliver anerkendt, ændrer det ens tilgang til opgaven,” siger Anne Meldgaard.
Nye forventninger
Med nye arbejdsopgaver følger der også nye krav og forventninger til de social- og sundhedsassistenter, der nu har fået flere roller.
”Men i virkeligheden er kravene motiverende, fordi det bliver synligt for de ansatte, hvad vi som ledere faktisk forventer af dem,” siger Puk Vad Vestergaard.
Anne Meldgaard ser det heller ikke som en byrde, at forventningerne til hende er blevet skruet op:
”Jeg føler, at min motivation vokser, når man får tildelt mere ansvar,” siger Anne Meldgaard.
Afdelingen kalder programmet og karrierevejene en succes, og de har for nyligt fejret deres nye kundskaber med ’kompetencekage’ og fælles evaluering. Både medarbejdere og ledere var enige:
”Det er en investering i en meget værdifuld faggruppe,” siger Puk Vad Vestergaard.