Annonce

Kvinde i lufthavn

Tema: Sendt hjem – hvorfor?

Hjemsendt sosu-hjælper i nødråb fra Filippinerne: ”Jeg savner mit liv og mit arbejde i Danmark”


Fredag fløj Lian Østrup til Filippinerne, da hun som den seneste af flere udenlandske sosu-hjælpere blev sendt hjem til sit fødeland. Hendes tidligere leder på et nordjysk plejecenter  kalder sagen ’horribel’ og forsikrer, hun står klar med et job til den skattede medarbejder.

Annonce

Lian Østrup i Kastrup Lufthavn 23. juni, hvor hun er på vej til Filippinerne efter at være blevet hjemsendt. Hun savner alt ved Danmark, som hun kalder for sit hjem. Pernille Magaard Bøgh

Af Alexander Pilgaard Kjær
Journalist

Annonce

På en ganske normal dag havde Lian Østrup gået rundt blandt beboerne på Markusgården Plejehjem i Aalborg og passet sit arbejde.

Men ingenting er længere normalt for den 35-årige social- og sundhedshjælper, der i fredags rejste den over 18 timer lange tur til Filippinerne, efter at hun for en måneds tid siden endegyldigt mistede sin opholdstilladelse og blev sendt retur til sit fødeland.

”Jeg er ked af det. Jeg har ikke kunnet sove – heller ikke efter at have taget sovepiller, fordi jeg hele tiden tænker på, hvornår og hvordan jeg kan komme hjem til Danmark igen,” fortæller hun, da Fagbladet FOA taler med hende et par dage efter, at hun landede i Filippinerne.

Læs også: Geethikas skæbne afgjort – hjemmeplejen mister en vellidt medarbejder

Savner mit liv

Lian Østrup har været i Danmark i mere end fem år og har ingen rigtig tilknytning til Filippinerne længere. Efter hun landede lørdag, bor hun nu på hotel, fordi hun endnu ikke har fundet et sted at bo, og fordi de få mennesker, hun stadig kender perifert, ikke har plads til hende.

”Det er ikke sjovt at bo på hotel. Jeg går bare rundt i området og leder efter annoncer med steder at bo. Men det har været uden held indtil videre,” siger Lian Østrup.

Samtidig har hun allerede søgt en stilling i den tyske sundhedssektor for at komme tæt på Danmark og sine danske venner igen. Men den plan gik ikke som håbet:

”Jeg søgte et job i mit filippinske navn. Og fordi mit uddannelsesbevis fra Danmark står i mit danske navn, er mit uddannelsesbevis nu blevet konfiskeret. Jeg kan ikke bruge min uddannelse uden for Danmark, fordi mit navn er problemet. Og jeg kan jo heller ikke bruge den i Danmark lige nu,” siger hun og forsætter:

”Jeg vil gerne arbejde i Danmark. Jeg elsker og savner mit job, mine venner, mine kolleger – ja, hele mit liv i Danmark. Jeg vil virkelig gerne tilbage og arbejde som social- og sundhedshjælper og bidrage til det danske samfund.”


På Markusgården Plejehjem lægger plejehjemsleder Tina Olsen ikke fingrene imellem, hvad hun synes om beslutningen:

”Det er en fuldstændig horribel beslutning. At sende en velintegreret og veluddannet kvinde hjem, der snakker og skriver dansk lige så godt som os selv, giver ingen mening,” siger Tina Olsen.

Det er faktisk ikke første gang, at plejehjemslederen udtaler sig. Første gang var det bare ikke til et medie, men derimod til Udlændingestyrelsen, hvor Lian Østrup sendte en udtalelse fra Tina Olsen med i sin ansøgning om at få opholdstilladelsen forlænget:

”Jeg lavede en udtalelse, om hvor velintegreret og veluddannet Lian er. Om at hun er en dygtig, mødestabil medarbejder, der i øvrigt er vellidt blandt alle beboere og alle medarbejdere. Men fordi hun har begået den ’forbrydelse’ at blive skilt, nyttede det ingenting,” siger Tina Olsen og tilføjer:

”Hvis hun kommer tilbage i morgen, ansætter vi hende med det samme.”

To ud af tre regeringspartier enige

I FOA er forbundssekretær Helena Mikkelsen enig i at fordømme disse sager:

”Jeg synes, det er fuldstændig absurd, at man kan behandle mennesker sådan. Tænk sig, hvis det var en selv, der blev gift med en mand, rejst til et fremmed land, lærte sproget, tog en uddannelse, blev skilt og så fik at vide, at man ikke hører til her,” siger hun.

Helena Mikkelsen understreger, at det er et politisk ansvar at få den såkaldte positivliste opdateret, så uddannede social- og sundhedshjælpere ikke sendes hjem, men kan blive i Danmark og arbejde inden for et fag, der har voldsomt brug for dem. Senest har Finansministeriet fremskrevet, at der i 2030 kommer til at mangle 10.400 sosu-hjælpere.

To af de tre regeringspartier er klar til at rykke med det samme. Mohammad Rona, der er udlændinge- og integrationsordfører for Moderaterne, har allerede sagt til Fagbladet FOA, at han og Moderaterne vil luge ud i netop de her tidsler. Og nu følger Venstres Mads Fuglede trop.

”Vi er ikke dem, der er modstandere af at gøre positivlisten længere. Det er vores principielle indstilling. Men vi er jo i regering, og det betyder, at vi skal blive enige internt. Så det er ikke Venstre, der bakker på den. Men vi respekterer også, at vi er i regering med nogen, der måske kan have en anden holdning til det,” siger han til A4 Aktuelt og henviser til det tredje og sidste regeringsparti Socialdemokratiet.

Men her forholder udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek sig tavs. Siden han overtog ministeriet fra sin socialdemokratiske partifælle Mattias Tesfaye har han gentagne gange afslået interviews til blandt andet Fagbladet FOA, selvom regeringen allerede for 15 måneder siden – og allerede i Tesfayes tid – har sagt, at spørgsmålet om social- og sundhedshjælperne ville indgå i en nært forestående revision af positivlisten.

Det er ikke sket. Heller ikke efter at Kaare Dybvad Bek er kommet til. Nu er begrundelsen, at spørgsmålet forventes at indgå i det igangværende arbejde med at håndtere udfordringer i sundhedsvæsenet på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område.

Og uden at sætte dato på næste skridt sendte ministeren forleden følgende skriftlige udtalelse til Fagbladet FOA:

”Der er mangel på hænder i plejesektoren, så det giver god mening at se på, om social- og sundhedshjælpere skal inkluderes på positivlisten. Det indgår derfor i regerings aktuelle overvejelser.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev