”Jeg er født i det sydlige Ungarn for 66 år siden og er uddannet keramiker. Jeg har blandt andet undervist på kunsthåndværkerskolen, før jeg begyndte at arbejde med dataregistrering på en fabrik, der producerede hulkort og magnetbånd.

Der var jeg i mange år, men fik så lyst til at prøve noget andet. Gerne i et andet land. Og det blev så Danmark.

Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig, da jeg søgte og fik jobbet som barnepige og husbestyrer hos en ungarsk familie i København. Men det var ikke specielt godt. Børnene var ganske vist søde, men familien prøvede at snyde mig.

Når jeg sagde noget, fik jeg at vide, at jeg bare kunne rejse hjem, hvis jeg var utilfreds. Men det havde jeg jo heller ikke lyst til. Det løste sig, da jeg pludselig fik at vide, at manden i huset havde fået job i et andet land. Familien rejste og efterlod mig i Danmark. Det var i den forbindelse, jeg tog kontakt til FOA og fik at vide, at jeg kunne få hjælp, hvis jeg meldte mig ind. Det har jeg ikke fortrudt.

Kort tid efter blev jeg ansat i et privat rengøringsfirma. Det var okay, men jeg slog alligevel til, da en af mine bekendte fortalte, at den ungarske ambassade i Danmark både søgte en kok og en husassistent. Efter en telefonsamtale på bare ti minutter var jobbet som husassistent mit – og efter syv år er det stadig mig, der gør rent, ordner have, står for sytøjet og bager ungarske kager, når ambassaden får gæster.

Ud over min familie er der ikke noget, jeg savner i Ungarn. Tværtimod. Jeg er rigtig glad for, at jeg valgte at rejse til Danmark. Jeg kan ikke sproget, men jeg har besøgt det meste af landet. Ærø er smuk, Hvide Sande er dejlig, men Ribe er nok det bedste sted.”