Der er for få medarbejdere til alt for mange børn i dagtilbuddene. Der er giftstoffer og pesticider, der påvirker vores krop og sind. Der er hjælpen til fødende og deres nye børn, som er skåret ned til et minimum, selv om vi ved, at den første tid er altafgørende.

Og så er der digitaliseringen med sine skærme, som helt fysisk former små børns hjerner, så de for eksempel udvikler nærsynethed, får teenagere til at sammenligne sig selv med tusinder af andre på de sociale meder i stedet for kun med parallelklassen, mens småbørnsforældrene kigger på deres telefoner i stedet for på deres babyer.

Risikofaktorerne for mistrivsel og psykisk sygdom hober sig op i samfundet, og på den måde er det ikke mærkeligt, at mistrivslen blandt børn- og unge er større end nogensinde.

Snarere tværtimod, mener Anne A. E. Thorup, der er overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center og professor ved Københavns Universitet, hvor hun i 10 år har forsket i risikofaktorer for at udvikle psykisk sygdom.

Læs også: Klumme: Flere børn mistrives

Hendes forskning har specifikt drejet sig om børn, hvis forældre er ramt af psykisk sygdom.

Men når man beskæftiger sig med risikofaktorer i de familier, så beskæftiger man sig automatisk med risikofaktorer bredt, mener Anne A. E. Thorup, der netop er kommet med bogen ’Hvordan styrker vi børn og unges mentale sundhed’. Et tusindkroners spørgsmål uden nemme svar, erkender hun.

”Det er en masse ting, der er sket samtidig, og de mange risikofaktorer forstærker hinanden. Hver især kunne vi måske nok håndtere faktorerne, men at de kommer samtidig gør, at de bliver til en selvforstærkende, nedadgående spiral, som har ramt psykiatrien som en tsunami i de senere år. Her mener jeg virkelig, at primærsektoren i samarbejde med psykiatrien kunne gøre en hel masse. At andre faggrupper i daginstitutioner og skoler, i PPR-psykiatrien, ja i kommunerne i det hele taget, i samarbejde med psykiatrien kan gøre en kæmpestor forskel.”

Læs også: Skolestart i maj? Normeringerne er lavere, og trivslen er dårligere

Eller: Det skal den. Ellers risikerer vi, at samfundet knækker midt over. At der skabes et a-hold, hvis børn og unge har det godt og kører derudaf. Og et b-hold, hvor børnene har det så dårligt, at de måske bliver selvskadende eller udvikler angst, OCD og depression og måske ikke får gennemført folkeskolen. En risikofaktor i sig selv.

”Vi ser, at hvis man investerer i de første leveår, så får man mangefold tilbage. Problemet er, at det sker først om 10-15-20 år. At forebygge er en langtidsinvestering, og derfor er det svært at få gennemført. Det er dyrt på den korte bane, men på den lange bane er det billigt at bruge pengene på forebyggelse, hvis man kunne forhindre den tsunami, der rammer psykiatrien, til at blive fem gange så høj. Så er det fundet til prisen.”

Vi kommer ikke udenom at investere i svangreomsorg, i daginstitutioner, i skoler og en øget viden og screening, så vi kan finde frem til de børn, der har behov, lang tid inden vi møder dem i psykiatrien. Selv drømmer hun om en forebyggelse som den, vi ser i børnetandplejen, som er det mest velimplementerede forebyggelsessted, vi efter hendes mening har i Danmark.

”Alle bakker op om, at deres barn skal gå til tandlæge for at undgå huller. Hvorfor laver vi ikke en tilsvarende ordning i forhold til børns mentale helbred? Der er masser af måleinstrumenter, som kan indikere, hvis der er noget omkring et barn, der gør, at vi skal holde øje med det.”

Læs også: Forskere: SFO’erne mistede børn under corona, men SFO’ernes problem er større end corona

For det er det spørgsmål, hun har stillet sig selv igen og igen.

”Når man har forsket i det her felt igennem 10 år, som jeg har, og man kan se tingene ske for øjnene af en…” siger Anne A. E. Thorup, som i bogen har villet give sit bud på årsager og løsninger, som hun er blevet klar over i løbet af sin forskning.

”… Ja, så tænker man bare: Hvad kan vi som samfund gøre?” siger Anne A.E. Thorup og peger på, at antallet af henvisninger til børne- og ungepsykiatrien alene i Region Hovedstaden er fordoblet mellem 2018 og 2022. Over 15 procent af alle børn og unge har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, inden de er fyldt 18. Børne- og ungepsykiatrien har svært ved at følge med.

”Jeg har set på de børn, hvor risikofaktorerne er stærkest. Altså børn, der både er genetisk disponerede for psykisk sygdom og vokser op hos forældre med psykisk sygdom og dermed i miljøer, som tit indeholder det, et ekstra følsomt barn ikke kan tåle. Nemlig at forældrene i perioder, når sygdommen er aktiv, er uforudsigelige, ustabile, ikke har overskud og er fraværende, samtidig med at barnet måske har vanskeligheder eller bliver mobbet i skolen. Her venter man måske bare på, at den egentlige psykiske sygdom debuterer.”

Læs også: Fem fagforbund i opråb: Coronasenfølger kræver national plan

At digitaliseringen har en stor betydning, er hun ikke i tvivl om. Det gælder særligt de 0-3-årige, men også teenagerne, hvis hjerner udvikler sig ekstra hurtigt.

”I de år er hjernen enormt læringsparat, den suger til sig og udvikler sig i en meget høj hastighed, og idet vi giver dem en digital skærm, bliver hjernen også formet derefter. Hvis vi så samtidig har forældre, der er distraherede af skærme, så får den trygge tilknytning, både derhjemme og i dagtilbud og skoler, hvor der måske mangler personale, langt mindre plads.”

Om 20-30 år kommer man til at se den måde, vi bruger dem på, lige som vi i dag ser på rygning, spår hun.

”Med TikTok for eksempel er man på 24/7, hjernen får aldrig lov til at slappe af, og det udfordrer virkelig evnen til at koncentrere sig. Jeg er overbevist om, at man om 30 år vil være meget mere klar over, at vi skal være meget opmærksomme på, hvad sociale medier gør. Det kan sagtens være, at man om 30 år vil sige, at skærme er ADHD-fremmende. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får retningslinjer på et tidspunkt.”

Stadig tabubelagt

Men selv om antallet af børn og unge i psykiatrien er fordoblet inden for få år, mener Anne A. E. Thorup stadig, at psykisk sygdom er tabubelagt.

”Som min mentor, professor Merete Nordentoft siger, så er psykisk sygdom og psykiske diagnoser underbehandlede og underdiagnosticerede folkesygdomme, og det er jeg meget enig med hende i. Hvis vi så dem på samme måde, som vi ser på forhøjet blodtryk, så ville vi ikke skjule det så meget, og så var der mere hjælp at få. Selve tilgangen, at ’hun kommer tilbage, når hun er rask’, ville være fremmende i sig selv. I dag tænker mange: ’En gang psykisk syg, altid psykisk syg’. ”

Der er stadig meget uvidenhed, og det medvirker til, at man bebrejder sig selv og undgår at være åben omkring det. Det forstærker symptomerne og forhindrer en tidlig indsats.

”Og når man først er blevet ramt, har fået angst, OCD eller depression, så bliver det endnu sværere at komme i gang med alt det, vi ved forebygger: Fritidsinteresser, venner, at gå i skole, alt det, som gør, at ens liv fungerer og er meningsfuldt.”

Selv gør hun alt, hvad hun kan for at komme ud af psykiatrien med sit budskab. For børn og unges sundhedsfremme ligger i høj grad også uden for psykiatrien.

Den ligger hos forældrene, i daginstitutioner og skoler, i fritidsinteresser og venner, ja, i hele det samarbejde omkring barnet og den unge og i den viden, personalet også i daginstitutioner og skoler har, mener hun. Det er her, vi kan gøre noget ved problemet.

”Det gælder for så vidt også i psykiatrien. At vi ikke ensidigt fokuserer på at få symptomerne til at gå væk, men husker de ressourcegivende, støttende og beskyttende faktorer som netværk, fritidsaktiviteter, meningsfulde fællesskaber.”

Første skridt mod en psykiatriplan er taget, og det er godt, mener hun. Det er det, børne- og ungdomspsykiatrien har brug for.

”Selve planen er et godt og fagligt velgennemarbejdet oplæg. Og selv om den lille luns, man er startet med at give, kan gøre noget godt inden for de fem områder, man har valgt, heriblandt børn- og ungepsykiatrien, så er det langt fra nok. Vi kommer ikke udenom massive investeringer.”