”Jeg vil gerne være så meget som muligt ude ved borgerne og hjælpe dem, når de skal tage deres medicin, have støttestrømper på eller have et bad.” 

Sådan siger den i dag 61-årige Peter Borup Sørensen, der i august sidste år valgte at sige sit job op som sundhedschef i Viborg Kommune og begynde på Social- og Sundhedshjælperskolen i Holstebro. Et valg, der skabte forbavselse og beundring blandt mange, da han offentliggjorde det på sin LinkedIn profil. Og i dag dimitterer han så.

Da han tilbage i juni sagde sin stilling op, fortalte han til Fagbladet FOA, at han havde lyst til at mærke mere til effekten af det arbejde, han lavede. Og netop dét, synes han, at han mærker nu.

”Som sundhedschef var jeg godt klar over, at jeg var med til at gøre en forskel og kunne da også fornemme det indimellem. Men som sosu-elev mærker jeg det hele tiden, og jeg kan se, når borgerne er glade for den hjælp, jeg giver dem,” siger Peter Borup Sørensen.

Og nu er han altså blevet færdig med uddannelsen og glæder sig til at komme ud og være til gavn.

”Det bliver godt at være sammen med mine kolleger og borgerne. Det gør utrolig meget for mig, at jeg kan hjælpe nogen, der virkelig har brug for det.”

Den store forskel i at være fysisk til stede blandt de ældre, er det, Peter sætter særligt pris på, og som adskiller hans tidligere job fra dette.

”Da jeg sad bag skrivebordet og tit rendte til møder, kunne jeg ikke på samme måde mærke borgernes tilfredshed med min indsats. Den tilfredsstillelse kan jeg kun få ved at komme ud og være ude hos borgerne, som jeg er nu.”

Allerede inden Peter Borup Sørensen startede på uddannelsen, havde han en fornemmelse af, at det ville være noget for ham. Derfor blev hans interesse for faget også kun forstærket, da han kom i sin første praktik på et plejehjem, hvor han også havde regnet med, at han ville arbejde, når han blev færdig. Men selvom han først havde set sig lun på dét arbejde, ændrede tingene sig under anden og tredje praktik i hjemmeplejen, der i sidste ende var med til at afgøre, at han søgte job der.

”Hjemmeplejen kan noget rigtig godt. Jeg arbejder mere selvstændigt og har både ansvar for at skabe en god relation til borgerne og levere den nødvendige hjælp på den bedste måde. Og det skal ske på trods af, at der kan være tidspres og nødkald, der forstyrrer. Så på den måde er det både spændende og udfordrende for mig fagligt,” fortæller han.

Peter vil dog ikke udelukke, at han på et senere tidspunkt vil søge et job på et plejehjem.

”Jeg var meget begejstret for det, da jeg var i min første praktik. Jeg kunne både lide samværet med borgerne, og teamet af kollegaer man indgik i. Så det kan godt være, at jeg om 3-4 år får lyst til også at prøve at være ansat på et plejehjem i nogle år, inden jeg selv skal på pension.”

Grundet sin alder er Peter ikke en af dem, der kommer til at sætte rekorden for at have været i ældreplejen i længst tid. Men han har i sinde at bruge den tid, han er der, på at hjælpe så meget han kan.

”Min mission er at få lov til at komme ud og mærke, at jeg gør en forskel i det daglige. For jeg nyder allermest, når jeg er ude ved borgerne. Så det er ikke koordinator, køreplanlægger eller til andre administrative opgaver, jeg kommer til at sige ja til,” siger han med et smil.

Hvor mange år det præcis bliver til, tør han ikke spå om. Men som det ser ud nu, håber og tror han på det bedste.

”Det afhænger meget af, hvor hårdt jeg synes, jobbet er. Som det er nu, kan jeg holde i mange år, hvis ikke der støder nogle ting til mit eget helbred eller min egen mobilitet. Ellers kunne jeg sagtens forestille mig at fortsætte, til jeg bliver 70, men måske på nedsat tid,” siger han.

For Peter Borup Sørensen har det ikke været et spørgsmål om hans alder, der har haft indvirkning på hans valg om at skifte karrierespor. Han ser det tværtimod som en fordel.

”Jeg tror, at den livserfaring, jeg har, giver mig nogle kompetencer, der er gode at have i det her fag. Og de er med til at gøre, at jeg kan blive en god social- og sundhedshjælper.”