Den 28. februar fik nattevagten Irene Helbæk Nielsen sig et chok.
Da hun åbnede sin gasregning for kvartalet, var den 3.800 kroner større, end den plejer:
”BANG! Så fik jeg lige den oveni hatten.”
Hendes sviende stafylokokinfektion havde i perioden op til været ved at drive hende til vanvid. Hun følte sig på tærsklen til at gå ned med stress og så derfor frem til at kunne slappe af i sin friuge.
”Men dér skulle jeg så lige finde over 3.000 kroner i mit budget på en måned. Så måtte jeg jo ud at knokle ekstra hårdt.”
Siden da har den 46-årige social- og sundhedshjælper taget to til tre ekstravagter i sine friuger. Ekstravagterne tager hun både på sit normale job på et demenscenter i Køge Kommune og hos vikarbureauet Powercare.
Irene Helbæk Nielsens massive labradorkryds, Sammer, møder Fagbladet FOA med en våd tungeslasker i entréen til deres lille, pastelrøde hus i Ortved. En landsby i udkanten af Ringsted ud til den trafikerede Roskildevej. Her flyttede hun til fra sit barndomshjem på Amager for at bo et sted, der var til at betale som selvforsøgende social- og sundhedshjælper.
Irene Nielsen sætter en dyd i at kunne forsørge sig selv, men som selvforsørger kræver det en ekstra indsats at dække udgifterne. Det velholdte hus er for hende blevet en manifestation på, at hun kan klare sig selv. På terrassen i haven har man udsigt over Ortveds bølgende marklandskab bag hendes lille græsplæne.
”Huset er en stolthed, jeg har. Da jeg var yngre, fik jeg tit at vide, at jeg ikke ville blive til noget. Men nu har jeg taget en uddannelse og kan betale mit eget hus. Det betyder meget for mig.”
Prisstigningerne på gas, benzin, el og dagligvarer fortærer omkring 10 procent af hendes løn efter skat. Godt og vel 2.000 om måneden af de knap 20.000 kroner, hun får udbetalt. Og det var lige de 10 procent, hun skulle bruge til at få møllen til at køre rundt.
Inden prisstigningerne betalte hun ca. 8.000 om måneden for boligudgifter, inklusiv strøm og varme.
Dertil kom biludgifter på omkring 2.400 månedligt samt forsikring, pension, fagforening, husholdning og mad og pleje til Sammer. Rejser bliver det ikke til, da Irene Helbæk Nielsen prioriterer sit hus og have.
”Hvis jeg ikke tog ekstravagter, så ville jeg være nødt til at sælge huset,” fortæller hun.
Derfor har hun afsøgt mulighederne for at skifte gasfyret ud med jordvarmeanlæg, men der er foreløbig mange i kø til den løsning, der desuden er dyr at installere.
Drømmen om efteruddannelse
Som nattevagt arbejder Irene Helbæk Nilsen syv dage i træk, hvorefter hun har syv dage fri. En normal arbejdsrytme for en nattevagt. Det er i den friuge, hun nu er begyndt at tage ekstravagter. Førhen har hun indimellem taget en ekstravagt eller to for at spare op, når hun kunne overkomme det.
Hun har blandt andet forsøgt at lægge penge til side, da hun drømmer om at efteruddanne sig som kostvejleder med speciale indenfor kost til kroniske syge. Da hun selv har diabetes, har hun personlig erfaring med området, og hun ved ikke, hvor længe hendes helbred kan holde til det opslidende arbejde som nattevagt.
Ifølge undersøgelser øger natarbejde risikoen for adskillige sygdomme, herunder diabetes, depression, hjertekarsygdomme og tarm- og brystkræft.
Hvor ekstravagterne før var et valg, er de nu blevet en nødvendighed. Irene Helbæk Nielsen ved godt, at ekstravagterne resulterer i yderligere sundhedsrisici i et i forvejen risikabelt job. Men som situationen er nu, ser hun ikke noget alternativ:
”Tro mig, man har brug for sine friuger. Men jeg er jo nødt til at gøre det, der skal til. At sætte sig ned og hyle over tingene eller ende på dagpenge, det nytter jo heller ikke noget. Det jo bare livets gang i Lidenlund. Man jo gøre, hvad man kan, så godt som man kan.”