Annonce

Mand foran mikrofon

Tema: Lokalløn

Eksperter advarer mod stigende lønforskelle – KL ved ikke, om det er et problem


KL har endnu ikke taget stilling til, om det er godt eller skidt, når kommunale topchefers lønudvikling er markant bedre end de lavest lønnedes, fordi man afventer anbefalinger fra særlig komité. Det vækker forundring i FOA, for ”problemet har været der i mange år.”

Annonce

Michael Ziegler (K) formand for Løn- og Personaleudvalget i Kommunernes Landsforening siger, at brugen af lokalløn »bestemt er et vigtigt emne at få belyst«.Det fremgår af et skriftligt svar til BT. Tobias Stidsen (arkivfoto)

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Med en lønstigning på 24 procent siden 2011 er kommunalchefer steget væsentligt mere i løn end de lavest lønnede. Til sammenligning er pædagoghjælperne for eksempel steget med  knap 15 procent i løn på ti år.

To eksperter, som Fagbladet FOA har talt med, advarer begge imod udviklingen.

Læs også: Kommunale topchefer forgyldes med lokalløn

Ifølge Niels Westergård Nielsen, økonom og professor ved Copenhagen Business School, er det en 'enorm dårlig' udvikling for det offentlige arbejdsmarked, fordi de stigende lønforskelle også medfører stigende utilfredshed blandt de lavest lønnede. Det har ifølge professoren den konsekvens, at det bliver sværere og sværere at rekruttere og fastholde medarbejdere.

Læs også: Her har kommunal-cheferne holdt lønfest på de lavtlønnedes regning

På linje er Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet. Han anbefaler kommunerne at sikre en mere ensartet lønudvikling og pointerer samtidig, at der er enorme rekrutteringsudfordringer på blandt andet ældre- og børneområdet.

”Der er intet, der indikerer, at det skulle være sværere at tiltrække kommunalchefer end social- og sundhedspersonale og pædagoger,” siger Bent Greve.

Læs også: Borgmester: ”Kommer der 500 medarbejdere og kræver mere i løn, så er vi nødt til at lytte til det”

KL venter med at tage stilling
Beregninger på baggrund af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) viser, at det først og fremmest er kommunernes fordeling af lokale lønmidler, der giver kommunalcheferne en markant bedre lønfremgang.

Fagbladet FOA har forgæves forsøgt at få et interview med Kommunernes Landsforening (KL) for at spørge ind til, om KL er enige i professorernes kritik, og hvad KL i øvrigt mener om, at lokalløn bruges til at skabe større lønskel mellem de lavest og højest lønnede.
 
KL ønsker imidlertid ikke at medvirke, fordi KL ikke vil tage stilling til Fagbladet FOAs spørgsmål, før den såkaldte lønstrukturkomité, der blev nedsat i oktober i kølvandet på sygeplejerskernes strejke sidste sommer, har afleveret sine anbefalinger.
 
I et skriftligt svar lyder det således fra direktør i KL, Kristian Heunicke:
 
”Lønstrukturkomiteen har netop til opgave at kigge på lønrelationerne mellem forskellige grupper i kommunerne og i sammenligning med den øvrige del af arbejdsmarkedet. Brugen af lokalløn indgår i dette arbejde.”
 
”Spørgsmålene fra Fagbladet FOA rækker direkte ind i Lønstrukturkomiteens arbejde, og da vi i KL prioriterer arbejdet i komiteen meget højt, ønsker vi at afvente komiteens analyser og anbefalinger, før vi tager stilling til de pågældende spørgsmål.”
 
Til BT skriver formand for Løn- og Personaleudvalget i Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler (K), at brugen af lokalløn »bestemt er et vigtigt emne at få belyst«.
 
»Derfor er også kun godt, at det indgår i Lønstrukturkomitéens nuværende arbejde med at se på lønudviklingen og lønstrukturerne i den offentlige sektor,« siger han i et skriftligt svar.

At KL ikke har taget stilling til spørgsmålene, undrer Thomas Enghausen, næstformand i FOA. 
 
Han pointerer, at stigende lønforskelle mellem højt- og lavtlønnet har stået på i mange år - og altså lang tid før, at lønstrukturkomitéen blev nedsat i oktober.
 
"Problemet har været der i mange år. Uligheden voksede også før komitéen, og den vokser også, mens komitéen arbejder. Det har stået på i mange år. Det bekræfter tallene, hvor vi  ser, at den skæve lønudvikling blandt andet skyldes kommunernes fordeling af lokalløn," siger Thomas Enghausen og fortsætter:
 

Læs også: OK21 skal gøre lederjob mere attraktive – også for medarbejderne

"I FOA har vi i mange år råbt op om problemerne ved stigende ulighed, fordi vi i FOA har en stemme. KL har også en stemme, de kan bruge. Det er grundlæggende et spørgsmål om, hvilket samfund vi ønsker os."

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev