Annonce

Stigende priser på el og varme får FOA til at efterlyse hjælp til lavtlønnede


Høje priser på naturgas gør el- og varmeregningen historisk dyr. Det får forbundsformand i FOA Mona Striib til at minde politikerne om at huske de lavtlønnede, når der tirsdag eftermiddag er indledende politiske drøftelser om konsekvenserne ved de stigende energipriser.

Annonce

De stigende priser på el og varme kommer til at ramme beboere i ældre huse hårdest. Især hvis man har naturgasfyr kan varmeregningen løbe højt op.  Arkivfoto

Af Simon Marvig Ravn
Journalist

Af Joachim Ploug Hansen
Journalist

Annonce

Hvis du fik et chok, da du så dine seneste el- og varmeregninger, er du langt fra ene om det.

I gennemsnit er elregningen for enlige vokset med 27 procent sammenlignet med 1. kvartal i 2021, og for par med to større børn ligger stigningen på 31 procent. 
Det fremgår af beregninger fra Dansk Energi.

Stigningerne på el og varme skyldes, at der har været mindre nedbør og vind i Nordeuropa, og derfor hentes der strøm andre steder. Det har fået prisen på naturgas til at stige, fordi efterspørgslen er vokset så meget, at lagrene ikke kan følge med.

Ifølge Kristian Poulsen, analytiker hos Dansk Energi var priserne i december rekordhøje på både energi og naturgas. 

Varierende prisstigninger

Prisstigningerne kan variere alt efter hvor i landet man bor, hvilken kilde til varme man bruger, og hvor mange mennesker man er. Priserne vil typisk være mindre voldsomme, hvis man bor til leje i en lejlighed. 

”De fleste lejligheder har fjernvarme, og fjernvarmepriserne har kunnet holde sig i ro. Fjernvarmepriser er lavere, fordi der ofte bliver brugt bæredygtig biomasse som brændsel, og altså ikke naturgas,” siger Kristian Poulsen. 

”Elpriserne er det samme i hele landet. Prisen kan variere noget, fordi man betaler for transport af el, men vi køber det samme el. Når det kommer til varme, er man meget godt beskyttet mod prisstigninger i København, mens man i små byer er mere udsat for prisstigninger,” siger Kristian Poulsen.

Det skyldes, at der i de små byer er mindre fjernvarmenetværk. Hvis der kun er et enkelt varmeværk i byen, og det primært bruger naturgas, kommer prisstigningerne til at være mere mærkbare.

FOA ønsker hjælp til de lavtlønnede

I FOA er forbundsformand Mona Striib bekymret for prisstigningerne på varme og el, fordi det rammer FOAs medlemmer særdeles hårdt.

”Det er en voldsom udfordring, at der er en så kraftig prisudvikling, for det er her og nu man kan mærke det i økonomien. Det påvirker den økonomi, man har til at gå ud og købe mælk og rugbrød og kartofler,” siger hun.

”Derfor skal vi løfte de lavtlønnede, for det er de lavtlønnede, der ikke kan klare de voldsomme udsving i priser.”

Regeringen har tidligere forsøgt at afhjælpe de stigende varmepriser, blandt andet med en hjælpepakke i november sidste år. Hjælpepakken var målrettet pensionister og kontanthjælpsmodtagere.

Men Mona Striib mener, at de lavtlønnede også skal have assistance til deres stigende varmeregning.

”Det kan være nødvendigt, hvis man ikke skal gå fra hus og hjem. Politikerne skal gøre, alt det man kan gøre,” siger hun. 

Folketingets partier skal i dag (tirsdag, red) mødes for at drøfte hvordan man kan afbøde de voldsomme prisstigninger.

Sådan kan du spare på el og varme

Sænk temperaturen: Hvis du blot sænker temperaturen med 1 °C i hele huset, sparer du 5 procent på varmeregningen.

Indstil termostaterne ens: Hvis du har flere radiatorer med termostat i samme rum, eller i rum med åbne døre imellem, vil dine radiatorer fungerer mest effektivt, hvis de er indstillet til det samme.

Udnyt gardinerne: Gardiner og persienne kan trækkes for om aftenen og natten for at forhindre varmetab gennem vinduerne. Omvendt er det gavnligt at trække dem for om dagen for at få lys og varme ind.

Tøjvask: Fyld vaskemaskinen helt op, og vask tøjet ved 20 i stedet for 40 °C og 30 i stedet for 60 °C. Ved en halvering fra 40 til 20 °C sparer du 55 procent af elforbruget. Og så er det også gavnligt at bruge tørresnoren i stedet for tørretumbleren.

Hold 5 °C i køleskabet og -18 °C i fryseren: Forbruget stiger med fem procent, for hver gang du sænker temperaturen i køleskabet. På samme måde stiger dit elforbrug med to-tre procent, hver gang temperaturen kommer under -18 °C i fryseren.

Brug strøm, når andre ikke gør det: Prisen på el varierer i løbet af dagen, afhængig af hvor mange der bruger strøm. Typisk er elprisen lavest før klokken 7 og efter klokken 21, så det kan være en fordel at starte opvaskemaskinen der.

Spar penge med Plus-kortet: Du kan som FOA-medlem også spare penge på strøm med dit PlusKort.

Du kan finde flere råd på SparEnergi.dk

Kilde: Energistyrelsen

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev