Annonce

coronapas

Tema: Coronavirus

Nyt krav om coronapas på sygehuse, plejecentre og bosteder mødes af kritik


’Nære pårørende’ er undtaget kravet om fremvisning af coronapas ved plejehjem, sygehuse og botilbud. Og definitionen er så bred, at langt hovedparten af de besøgende ikke skal vise coronapas, lyder vurderingen fra flere kanter.

Annonce

Trods nyt krav om coronapas er langt de fleste besøgende undtaget kravet om at fremvise coronapas ved plejehjem, sygehuse og botilbud. Rasmus Handberg

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Smittetallene vokser med stor hast, og for at begrænse risikoen for coronasmitte genindføres kravet om coronapas en række steder – og som noget nyt bliver kravet også indført på plejehjem, sygehuse og botilbud.
 

Læs også: Ny aftale skal give mulighed for at kræve coronapas fra medarbejdere

Og dog. 'Nære pårørende' er nemlig undtaget kravet, og her er en længere række personer omfattet.
 
Sundhedsministeriet oplyser, at der ved nære pårørende forstås "ægtefælle, faste samlevende, faste partner, forældre, børn og børnebørn. Fjernere slægtninge, søskende, stedbørn eller plejebørn, plejefamilier, en god ven eller fast besøgsven vil også efter omstændighederne kunne anses som nære pårørende, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn."
 
Den brede definition betyder, at kravet om coronapasset kun får ringe betydning i praksis, fordi stort set alle besøgende vil tælle som 'nære pårørende'. Sådan lyder vurderingen fra en række organisationer på ældre- og sundhedsområdet.
 
"Sundhedsvæsenet er meget presset, og vi kan ikke mere. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at holde antallet af smittede og indlagte nede. Men på plejehjem og sygehuse har jeg svært ved at se, at coronapasset får nogen praktisk betydning, fordi nære pårørende åbenbart dækker alle," siger sektorformand i FOA, Torben Hollmann, der bakkes op af både Ældre Sagen, Lungeforeningen og Danske Patienter. 
 

Enighed om, at coronapas er en god idé

Alle fire organisationer er fortalere for, at kravet om coronapas bliver indført på plejehjem, botilbud og sygehuse. Derfor er der ærgrelse at spore over, at langt de fleste besøgende vil være undtaget.
 
”Når definitionen er så bred, og når der ikke er krav til coronapas for personalet, så er det i virkeligheden det samme som at sige, at der ikke er krav om coronapas de her steder. Det, synes vi, er problematisk, for coronapasset er et godt skridt til at sikre, at vi ikke senere kommer i en situation, hvor vi bliver nødt til at indføre besøgsrestriktioner. Samtidig skaber coronapasset større tryghed for alle – både de syge og sårbare, personalet og de besøgende,” siger Morten Freil og understreger, at Danske Patienter til en hver tid følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
 
”Men som vi ser det, bør det kunne lade sig gøre, at alle får et coronapas via enten vaccination eller test. Derfor mener vi, at det handler om at gøre kredsen, der er undtaget, så snæver som muligt,” siger Morten Freil.

Unødvendig undtagelse 

I Lungeforeningen lægger formand Torben Mogensen vægt på, at man som pårørende til en alvorligt syg eller sårbar er villig til at lade sig vaccinere eller teste, inden man besøger vedkommende.
 
"Derfor er undtagelsen i virkeligheden unødvendig, og det er forkert, at man giver så stor en gruppe mulighed for ikke at fremvise coronapas. Nu risikerer man i stedet unødvendige konflikter om, hvem der tæller som nære pårørende," siger Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, og fortsætter:
 
"Og hvis der skulle være nogle enkelte, der er fanatiske og ikke vil lade sig vaccinere eller pode, så har de taget et standpunkt, som gør, at de ikke skal ind," siger Torben Mogensen og opfordrer til, at alle som minimum får tjekket coronapas ved første besøg, og man i den forbindelse samtidig afklarer, om den besøgende bør tælle som 'nær pårørende'.
 

Minister: Skal beskytte vores sårbare og udsatte 

På pressemødet mandag aften om håndtering af coronasituationen, understregede sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at "kravet om coronapas for besøgende på botilbud, plejecentre og sygehuse skal gælde for at passe på vores sårbare og udsatte borgere."
 

Læs også: Regeringen vil indføre coronapas på sygehuse, plejehjem og bosteder

Fagbladet FOA har forsøgt at få sundhedsministeriets vurdering af, hvilke personer, der normalvis besøger plejehjem, botilbud og sygehuse, som vil være omfattet af kravet af coronapas, og hvilken effekt ministeriet vurderer, at det nye krav vil få.
 
I en mail svarer sundhedsministeriet ikke på spørgsmålene, men oplyser, at "reglerne er fastsat i Bekendtgørelse nr. 2029 af 9. november 2021 om krav om coronapas på sygehuse m.v. i forbindelse med håndtering af covid-19" og henviser i øvrigt til Epidemikommissionens indstilling.
 
I indstillingen findes heller ikke svar på spørgsmålene, men kommissionen bemærker, at "der for besøgende på botilbud, plejecentre og sygehuse ikke bør blive tale om strafansvar for manglende kontrol af coronapas eller for manglende overholdelse af krav om at være i besiddelse af et coronapas. Dette af hensyn til den særlige karakter, disse institutioner har, og hvor kontrol ikke vurderes at være hensigtsmæssig."
 

Mangler konkrete retningslinjer

Fagbladet FOA har ligeledes været i kontakt med en række ledere af plejehjem. De efterlyser alle præcise retningslinjer for, hvordan det nye krav om coronapas skal håndhæves. De kan derfor endnu ikke vurdere, hvilken betydning kravet vil få.
 
Kravet om coronapas træder i kraft fredag morgen klokken 6.
 
Herunder har vi samlet, hvad vi ved om det nye krav om coronapas på plejehjem, sygehuse og botilbud.

Træder i kraft fredag morgen

Kravet om coronapas bliver indført fra fredag, efter et stort flertal i epidemiudvalget har sagt god for den plan om coronapas, som regeringen præsenterede på et pressemøde om coronahåndtering mandag aften.

Foruden plejehjem, sygehuse og botilbud gælder kravet om coronapas også en række andre lokaliteter som restauranter og nattelivet.

Kravet om coronapas træder i kraft fredag den 12. november kl. 6 om morgenen.

Følgende er undtaget

Nære pårørende og en række andre er undtaget kravet om fremvisning af coronapas ved plejehjem, sygehuse og bosteder. Det gælder:

1) Børn under 15 år.

2) Nære pårørende. Ved nære pårørende forstås ægtefælle, faste samlevende, faste partner, forældre, børn og børnebørn. Fjernere slægtninge, søskende, stedbørn eller plejebørn, plejefamilier, en god ven eller fast besøgsven vil også efter omstændighederne kunne anses som nære pårørende, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn.

3) Værger, advokater eller andre personlige repræsentanter for patienter.

4) Personer, der kan fremvise dokumentation udstedt og underskrevet af et kommunalt borgerservicecenter for at være undtaget fra at få foretaget en covid-19-test. Navnet på dokumentationen skal svare til navnet på personens medbragte pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort.

Skal plejehjem, sygehuse og botilbud føre kontrol med de besøgende?

Nej. Der skal ikke føres kontrol med, om besøgende har coronapas, heller ikke i form af stikprøvevis kontrol. Personalet er dog i deres gode ret til at bede om at få forevist coronapas fra de besøgende.

Besøgende kan ikke straffes for ikke have et påkrævet coronapas, men besøgende kan bortvises fra sygehuset, plejehjemmet eller bostedet.

Kravet gælder i foreløbig 4 uger

Restriktioner som for eksempel krav om coronapas kan indføres, efter coronavirus igen er at betragte som en ’samfundskritisk sygdom’. Det giver nemlig regeringen mulighed for at indføre restriktioner for at mindske spredning af coronasmitte.

Hvis nye restriktioner skal indføres, kræver det, at et flertal i Folketingets Epidemiudvalg ikke er imod.

Coronavirussets status som 'samfundskritisk sygdom' gælder i foreløbig fire uger, hvorefter det skal vurderes på ny. Dermed gælder kravet om coronapas også i foreløbig fire uger.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev