Annonce

fra sundhedschef til sosu-elev foto tor birk trads

Fra sundhedschef til hjælper-elev: “Jeg vil have et meningsfuldt job tæt på borgeren”


60-årige Peter Borup Sørensen har sagt sin stilling som sundhedschef op. Fra august starter han i stedet på uddannelsen til social- og sundhedshjælper.

Annonce

Peter Borup Sørensen vinker farvel til jobbet som sundhedschef for at afslutte sit arbejdsliv som social- og sundhedshjælper. Tor Birk Trads

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

”Jeg har netop sagt mit job op som sundhedschef ved Viborg Kommune til fordel for en stilling som sosu-elev i Lemvig Kommune.”

Sådan skrev Peter Borup Sørensen i weekenden i et opslag på det sociale medie LinkedIn. Et opslag, der hurtigt høstede tusindvis af positive reaktioner.

I februar fyldte den nuværende sundhedschef 60 år. Og alderen har betydning for, at han nu ønsker at være tæt på og hjælpe borgere, der har behov for god og værdig pleje og omsorg, fortæller Peter Borup Sørensen.

”Jeg har været sundhedschef i snart fem år, hvor jeg har været med til at lave langsigtede strategier for at udvikle området. Men der kan gå flere måneder og endda år, før man fornemmer resultatet af det. Der er ingen direkte respons fra borgerne,” siger den kommende social- og sundhedshjælper og fortsætter:

“Det kan jeg mærke ikke er tilfredsstillende nok, når jeg samtidig skal arbejde op mod 60 timer om ugen. Jeg vil hellere have et job, der er meningsfuldt og tæt på borgerne, og hvor jeg kommer ned i tid, så jeg samtidig får mere tid til min familie og fritidsinteresser.”

fra sundhedschef til sosu-elev foto tor birk trads
Peter Borup Sørensen forlader snart jobbet som sundhedschef på rådhuset i Viborg. Tor Birk Trads

”Et fag under pres”

Til august starter Peter Borup Sørensen så på den 14 måneder lange hjælper-uddannelse. Håbet er, at han kan nå at arbejde 6-7 år som social- og sundhedshjælper.

”Det er et fag, som har været under pres i lang tid. Det er også derfor, at jeg gerne vil stille min arbejdskraft til rådighed i nogle år som en lille hjælp,” siger han.

Den kommende elev er ikke helt grøn i faget. CV’et tæller både arbejde som portør, ufaglært sygehjælper på et gigthospital og et sommerferiejob i hjemmeplejen. Erfaringerne ligger dog flere år tilbage, men qua sit nuværende job kender han til de udfordringer, som social- og sundhedspersonale oplever.

”Jeg er godt klar over, at det ikke altid er sikkert, at man når det, man gerne vil. Jeg vil nødig have det sådan, at jeg går rundt med dårlig samvittighed, fordi der mangler tid til opgaverne. Jeg er spændt på at se, om det er det, jeg kommer til at opleve, eller om jeg går glad hjem, fordi jeg føler, at jeg gør en forskel,” siger han.

Det er et fag, som har været under pres i lang tid. Det er også derfor, at jeg gerne vil stille min arbejdskraft til rådighed i nogle år som en lille hjælp.

Peter Borup Sørensen, nuværende sundhedschef og kommende ssh-elev

Peter Borup Sørensen føler sig privilegeret, fordi han takket være sin løn som kommunal chef har en økonomi, som tillader ham at gå betydeligt ned i løn.

”I princippet kunne jeg have valgt at gå på pension om et par år, hvis det var det, jeg ville. Men det er ikke min intention. Jeg håber, at jeg bliver glad for et job i ældreplejen og har lyst til at fortsætte, til jeg når pensionsalderen,” siger han.

- Nu nævner du selv lønvilkår. Tænker du, at det er en fair løn, som dine kommende kolleger får?

”I udgangspunktet gør jeg ikke. Jeg har altid haft det sådan, at det er forkert, at nogen får så meget mere i løn end andre. Og derfor synes jeg grundlæggende, at lønnen i faget er for lav. Men jeg kan bedre svare på det, når jeg står i det og kan holde min løn som sosu-hjælper op mod det, jeg skal levere i hjemmeplejen eller på et plejecenter.”

- Mange af dine kommende kolleger efterlyser en større anerkendelse af deres arbejde. Kan du forstå dem?

”Ja. Og når jeg lader mig interviewe af både dig og 10-15 andre medier, er det ikke fordi, at jeg har brug for at blive promoveret som person. Det er fordi, jeg håber, at jeg kan være med til at tale faget op ved at fortælle om mit skifte. Faget fortjener at blive talt op,” siger Peter Borup Sørensen.

fra sundhedschef til sosu-elev foto tor birk trads
Til august springer den nuværende sundhedschef ud som social- og sundhedshjælperelev. Tor Birk Trads

Overvældende tilbagemelding

I skrivende stund er hans opslag på LinkedIn nået ud til knap 200.000 mennesker. Og hilsnerne er strømmet ind fra nær og fjern, fortæller Peter Borup Sørensen:

”Det er meget overvældende for mig. Jeg var godt klar over, at jeg havde taget en beslutning, som nok ville vække lidt opmærksomhed, men slet ikke i den her størrelsesorden. Folk synes, at det er sejt og inspirerende, og det fortæller jo, at der nok er mange andre ledere og chefer, der synes, det er hårdt at arbejde så meget. For dem er det måske befriende at høre om min beslutning, selvom det betyder, at jeg må gå ned i løn.”

- Mange af dine kommende kolleger i ældreplejen fortæller, at de ikke forventer at kunne arbejde, til de når pensionsalderen. Har du tænkt over, at det måske kan være et hårdere arbejdsliv, du træder ind i?

”Der er ingen tvivl om, at det fysisk er et hårdere arbejdsliv. Men jeg glæder mig til at slippe for kontorstolen og bilturen fra Lemvig til Viborg. Det betyder, at jeg kan holde mig i bedre form, og jeg tror, at der er gode muligheder for, at jeg kan holde til arbejdet i 6-7 år, fordi jeg jo ikke har arbejdet i faget, siden jeg var ung.”

Når Peter Borup Sørensen til efteråret næste år kan kalde sig færdiguddannet social- og sundhedshjælper, vil han umiddelbart foretrække et job på plejehjem frem for i hjemmeplejen, siger han.

”Der, tror jeg, der er et større kollegialt fællesskab og bedre mulighed for at komme tæt på borgeren og deres pårørende og sikre et godt samarbejde. Men det kan være, at jeg ændrer mening i praktiktiden, hvor jeg jo skal prøve begge dele,” siger Peter Borup Sørensen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev