Geethika Brown ruller sine tre tasker gennem Kastrup Lufthavn. I dem er de sidste ting hun ikke har skilt sig af med og nogle gaver fra hendes venner i Danmark. Hun er rørt. Om lidt skal hun sige farvel til sin kæreste og sætte sig i et fly mod Sri Lanka.
Årsagen er, at social- og sundhedshjælperen er blevet udvist af Danmark efter at have boet og arbejdet i landet næsten uafbrudt siden 2008. En sag, som Fagbladet FOA har skrevet flere artikler om.
”Jeg startede med at arbejde få uger efter, at jeg kom til Danmark. Jeg betaler skat. Jeg uddanner mig. Jeg tjener mine egne penge og hjælper andre,” siger Geethika Brown.
Få loven ændret
Det ændrer imidlertid intet for Geethika Brown. Hun har et ønske om, at de ansvarlige politikere vil gøre noget og ændre på reglerne for andre indvandrere, der står i samme situation.
”Udlændingeministeren og mange andre politikere synes, at det er uretfærdigt, at jeg bliver smidt ud af landet, men I kan ikke gøre noget, hvis I ikke ændrer loven.”